Fryd og fred i nytårsgave

»Med nytårsgaver fryd og fred.«

Min 8-årige datter har sunget julesange siden oktober. Men der var noget, der ikke helt gav mening, mente hun, da hun kom til linjen ovenfor: Der er jo krig og ikke fred.

Det er åbenlyst for enhver, at hun har fuldstændig ret. Hamas’ massakre 7. oktober er så makaber og afstumpet, at der ikke kan være nogen tvivl om, at vi lever i en verden, hvor der ikke hersker fred, men ondskab. I skrivende stund regner bomberne ned over Gaza med nød og elendighed til følge for en masse mennesker. Og hvad med Ukraine, Yemen, Nagorno-Karabakh og alle de andre væbnede konflikter verden over?

Hvad blev der af Messiasløftet om fredsfyrsten og fred uden ophør over Davids trone (Es 9,5-6)? Selv et barn kan jo se, at Jesus ikke bragte al krig til ende og skabte øjeblikkelig fryd og fred. Giver det mening, at Ordet og Israel arbejder for, at »folket Israel [skal få] Bibelens syn på Jesus Messias«, når nu vores Messias-kandidat ikke har leveret varen?

Ja! Forventning til Jesu genkomst er en del af Ordet og Israels DNA, og i den forventning ligger troen på, at når Jesus kommer igen, skal han skabe retfærdighed og fred. Gud er ikke ligeglad, hverken med sit ejendomsfolk eller Jorden. Julen minder os om, at det lovede barn fra Esajas-profetien virkelig er kommet. En dag skal han indtage sin retmæssige trone, og »hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild« (Es 9,4).

Derfor tør vi leve i håb og vidne om håb i en verden fuld af støvletramp og blodsølede kapper. Fordi vi lever i forventning til, at han kommer igen. Derfor tør vi arbejde for, at Guds udvalgte folk tager imod Guds Messias, og glæde os til de dage, som vi er lovet, vil komme, når de tager imod (Rom 11,12). På den dag skal Israel og dets nabofolk dyrke Gud sammen og blive til velsignelse for hele verden (Es 19,23-24).

Det bliver virkelig et nyt år fyldt af fryd og fred!