Polariseringens pris

Intentionen var god, men det blev for vanskeligt for den israelske regering, som holdt i et år og en uge, inden premierminister Naftali Bennett 20. juni annoncerede endnu et valg – det femte på tre et halvt år.

Der har altid været heftige politiske diskussioner og uenigheder i Israel, men de første mange år af statens historie har der alligevel været et sammenhold, som kan tilskrives dels pionerånden i landet, dels de ydre fjender.

Desværre er befolkningen i de senere år blevet mere og mere opdelt i grupper, som har svært ved at forstå hinanden – og måske heller ikke altid har viljen til det. Det præger også det politiske billede, hvor både forskellige holdninger og enkeltpersoner har givet skarpe skel, så det har været vanskeligt at få en stabil regering.

Grupperne består blandt andet af bosættere, ortodokse og ultraortodokse jøder, israelske arabere og sekulære jøder. Når viljen til at forstå og respektere hinanden smuldrer, polariserer både befolkning og politikere.

Den nuværende regering lykkedes efter det seneste valg med at samle en koalition bestående af otte partier fra et meget bredt politisk spekter. Men det var med et meget spinkelt flertal, og polariseringen fortsatte. Oppositionen ønskede blandt andet ikke at stemme for lovforslag, de ellers var enige i. De ville hellere vælte regeringen. Og da flere medlemmer af koalitionen forlod den på grund af uenigheder om enkeltsager, smuldrede grundlaget.

Det vil være godt for Israel at komme ud af det politiske dødvande, hvor det er svært at få en stabil regering.

Men det er meget vigtigere, at der bliver taget skridt væk fra polariseringen, som præger både befolkningen og politikerne. Et skridt mod gensidig respekt og øget sammenhold. Et skridt mod en mere værdig politisk og folkelig debat. Et skridt, der styrker landet både indadtil og udadtil.

For polarisering har en høj pris.