Sand fred kræver at Israel er med!

På en gågade så jeg forleden to kunstnere, der med farvekridt malede en lang række af verdens flag, formet som hjerter. I midten af deres værk var en due og ordet ”Peace”.

Jeg havde ikke tid til at se dem male de få flag, der manglede, men nåede at tænke: Hvis ikke det israelske flag får lov at være med, så er det ikke et ægte billede på fred.

Stærke kræfter forsøger at holde Israel udenfor handelsaftaler, cykelløb, melodigrandprix og meget andet. Israel må ikke deltage på linje med andre. De må ikke være med i billedet.

Er det ønsket om fred i Gaza, der driver aktivister og politikere til en sådan boykot?

Tilsyneladende ikke, for gjaldt det fred, så ville de vel lægge pres på både Israel og Hamas? Der råbes da heller ikke meget om fred ved demonstrationerne rundt om i verdens storbyer. Der klappes ikke, når USA og en række arabiske lande fremlægger en fredsplan. Der råbes bare endnu højere om boykot og sanktioner mod Israel og om et Palæstina fra floden til havet. Hamas-slagord med Hamas-effekt overalt, hvor de råbes. Antisemitismen og hadet til Israel eksploderer for tiden.

Det kan godt være, at man får ro til at gennemføre sit cykelløb, hvis man udelukker et israelsk hold. Der vil sikkert også være færre buh-råb, hvis man nægter Israel deltagelse i Eurovision. Men fred er det ikke.

Fred ville det være, hvis Hamas havde taget sit ansvar alvorligt, da Israel for 20 år siden trak sig ud af Gaza. I alle årene har Hamas haft regeringsmagten og dermed ansvaret for at udvikle området. De kunne være nået langt, for det har ikke skortet på international bevågenhed og økonomisk støtte. I stedet valgte de at terrorisere Gazas befolkning, bruge støttemidlerne på at opruste og hen over årene at sende tusindvis af raketter ind over Israel.

Fred ville det være, hvis Irans præstestyre valgte at sætte den katastrofale mangel på vand, som landet lider under, øverst på sin dagsorden. Vandmanglen er nu er så stor, at præsidenten i fuld alvor har foreslået at flytte landets hovedstad til et sted, hvor der er bedre mulighed for at skaffe vand. Benjamin Netanyahu har flere gange rakt hånden ud til det iranske folk og lovet at hjælpe, hvis blot Iran vil slutte fred. Israel stod for få år siden med en lignende vandmangel, men har formået at lave teknologiske løsninger, så landet i dag ikke blot forsyner sig selv (plus Gaza og Vestbredden!) med vand, men også eksporterer til nabolandet Jordan.

Fred kræver overalt i verden ansvarlige regeringer, der arbejder for deres befolkningers bedste, og som tager imod en udstrakt hånd, når de møder den. At skyde skylden på jøderne, udelukke og chikanere Israel er ikke vejen til fred. Tværtimod!

PS: En af de to kunstnere på gågaden havde en T-shirt på, hvor der stod »Camp David«, stedet hvor Ægypten og Israel underskrev deres fredsaftale i 1978. Så måske blev Israels flag rent faktisk malet på gågaden den dag. Hjerteformet, ligesom de andre!