Medallion når ud til næsten alle Israels messianske familier
Ordet og Israels volontørprojekt, Yad va Lev, består af mange forskellige arbejdsgrene. En af de organisationer, som især seniorvolontører og ansatte har hjulpet de seneste år, hedder Medallion. Organisationens leder, Debby Nalbandian, fortæller, hvordan de hjælper og inspirerer messianske børnefamilier.
På Profetgaden (Prophet Street) i Jerusalem ligger en særlig bygning. Udefra ligner den en kirke. Der er endda et klokketårn, selvom der ikke længere er nogen klokke. Bygningen hedder »Christian and Missionary Alliance Church« (C&MA-church), og udover det, der ligner en kirkesal, rummer bygningen også en masse forskellige rum og kontorer.
På et af kontorerne sidder Debby og Keshet. Mange af de danske volontører, som har været i Yad va Lev Senior de seneste år, kender dem godt – for de har nemlig været forbi og hjælpe til.
Debby og Keshet arbejder for Medallion.
Bogstaverne i Medallion er en forkortelse, der på hebraisk betyder: »Fra Guds ord til børn og unge.«
Medallion er en organisation, der inspirerer til og hjælper med arbejde blandt børn fra messianske (Jesus-troende) familier i Israel. Det gør de blandt andet ved at lave masser af materiale til ledere og forældre og ved at afholde kurser og børnelejre.
Men lad os begynde et andet sted. Debby fortæller: »Jeg er født og opvokset i Israel. Faktisk i lige præcis denne bygning, Alliance Church. Mine forældre kom til Israel fra USA, udsendt af C&MA, for at hjælpe og støtte de messianske menigheder.
Selvom jeg altså egentlig er fra USA og også boede der nogle år som ung, mens jeg studerede, så har jeg boet næsten hele mit liv i Israel. Jeg har gået i skole her og har lært hebraisk, der er det sprog, jeg er bedst til. Og jeg savnede Israel, da jeg ikke boede her.«
Debby har arbejdet for Medallion siden 2001, og siden 2006 har hun været leder for det.
Det startede i en menighed i Be’er Sheva
Men hvordan startede det hele egentlig?: Debby beretter: »Linda og Warren Graham kom til Israel i 1964, og de blev i første omgang sendt til en messiansk menighed i Be’er Sheva.
Menigheden mødtes om søndagen, og det kunne de se var et problem, fordi de fleste i menigheden ikke havde fri om søndagen, men om lørdagen (som er sabbat/helligdag i Israel). De ændrede derfor gudstjenestetidspunktet, og menigheden begyndte at vokse.
En anden ting, de bemærkede, var, at mens de voksne sad til gudstjeneste, så var der ikke noget for børnene, der bare løb rundt og legede udenfor. Linda, der var uddannet lærer, begyndte at undervise børnene og lave materiale til det. På det tidspunkt var der ikke mere end en håndfuld messianske menigheder i Israel. De andre menigheder hørte om, hvad Linda lavede i Be’er Sheva, og spurgte, om de også måtte bruges hendes materiale.
I 1970 flyttede Linda og Warren til Jerusalem, hvor de blev en del af Messianic (en menighed, hvor også Ordet og Israels medarbejder kom igennem mange år, red.). Her forsatte de arbejdet blandt børnene, og det voksede, og kom også til at involvere sommerlejre. I første omgang var der tale om lejr for børn. Men efterhånden som børnene voksede op, blev der også arrangeret lejre for unge.«
Til alt dette var der brug for materialer og uddannelse af ledere til børnearbejdet. Og ud af dette voksede Medallion. Det skete blandt andet i et samarbejde med Caspari Centret.
Benyttes af de fleste messianske menigheder
I begyndelsen var der særligt fokus på at lave undervisningsmateriale. Og det har senere hen udviklet sig til også at omfatte alle mulige andre undervisningsressourcer. Medallion producerer således både bøger, opgaveark, ledermateriale og mange andre ting.
Det hele lavet fra bunden. Og sproget er hebraisk, så det passer ind i en messiansk-jødisk sammenhæng. »Det duer ikke bare at oversætte bøger fra USA, som mangler den jødiske baggrund,« forklarer Debbby.
Cirka 80 procent af de messianske menigheder i Israel bruger i dag materialet fra Medallion i deres børnearbejde.
Ud over at producere en masse forskelligt materiale afholder Medallion også kurser for ledere. Dels kurser, hvor man møder op og får undervisning, dels et onlinekursus.
Der udsendes også nyhedsbreve. Og hver uge kommer der en lille familieandagt, der passer til ugens læsning i synagogerne. Familieandagten sendes ud på sociale medier og på e-mail. Den kommer både på engelsk og hebraisk – og for nylig er man også begyndt at lave den på spansk og kinesisk.
For ikke så mange år siden overtog Medallion opgaven med at skrive og udsende et magasin for børn med artikler og opgaver. Lige præcis børnemagasinet vil være kendt af mange seniorvolontører, der har været en uvurderlig hjælp, når de mange blade skulle pakkes og gøres klar til at blive sendt afsted.
Forud havde folkene på Medallion bedt Gud vise dem, hvordan de kunne nå ud til endnu flere børn, og så fik de muligheden for at stå for magasinet. Op mod 90 procent af børnene i de messianske menigheder modtager magasinet, og derudover bliver det også sendt til en del kristne arabiske børn.
Det sidste nye, de er begyndt at producere, er en podcast, der særligt henvender sig til forældre. Podcasten fokuserer på at give vejledning om den opgave, det er at være kristne forældre, som gerne vil oplære deres børn i den kristne tro. Udrustningen til forældrene er et vigtigt fokus for Medallion.
Det første afsnit, der blev udsendt i 31. januar, fik over 1000 afspilninger i løbet af den første uge.
Arbejdet er vokset meget på få år
Alle disse mange forskellige opgaver kræver selvfølgelig også medarbejdere. I 2022 var de tre. I dag er det tal vokset til syv.
Der er for eksempel en medarbejder, der står for hjemmesiden og sociale medier, to grafiske designere og medarbejdere, der arbejder med at skrive og udarbejde materiale – blandt andet sangerinden Irit Iffert Barret, som mange i Ordet og Israel har stiftet bekendtskab med. Og så er der selvfølgelig Debby, der leder det hele, og Keshet, som står for en masse administrative opgaver såsom som regnskab og organisering.
C&MA-kirken, hvor Keshet og Debby lige er flyttet ind og har fået et nyt og større kontor – hvilket virkelig var tiltrængt – har Medallion også et samarbejde med.
Om ikke så længe fejres højtiden purim i Israel, og der skal være en purimfest i huset for børn, ligesom man i forbindelse med pescach (den jødiske påske) holder en konference om bøn, der henvender sig til forældre.
Ikke alle i Israel støtter Medallion
I Israel har man en lov, der forbyder, at man »missionerer« for børn under 18 år uden forældrenes tilladelse.
Derfor foregår Medallions arbejde i menighederne, hvor forældrene er med. Faktisk skal Medallion have en skriftlig tilladelse fra forældrene, for at børnene må deltage i de aktiviteter, Medallion laver. Det gælder alt lige fra undervisning i børneklubber og sabbatskoler til sommerlejre og modtagelse af børnemagasinet.
»Det er vores største udfordring ved at have et kristent børnearbejde i Israel,« siger Debby.
De oplever jævnligt, at de bliver ringet op på kontoret af folk fra antimissions-bevægelsen (en særlig gruppe af ortodokse jøder), der vil se, om de på en eller anden måde kan fange dem i at overtræde loven. Det gør de ofte under dække af, at de er kristne, der gerne vil have undervisning.
»Vi lærer, hvilke spørgsmål det er, vi skal stille,« siger Debby. »Vi spørger altid, hvor gamle de er. Og hvis de er under 18 år, så fortæller vi dem, at vi ikke har lov til at undervise dem.«
Da Medallion for nylig fejrede sit 50-årsjubilæum, stod der en mand uden for bygningen og forsøgte at få folk i tale. Han ville fortælle folk, at Jesus ikke er Messias. Når de ansatte skal noget så simpelt som at købe papir, bliver de sommetider spurgt: »Hvem er I? Vi vil ikke støtte missionærer.« ”
»En anden udfordring er at finde ledere, der vil undervise børnene, men det er vist ikke kun i Israel, vi kender til det,« smiler Debby.
Yad va Levs bidrag betyder noget
Gennem snart mange år har danske seniorvolontører været en stor og vigtig hjælp for Medallion.
»Vi har virkelig, virkelig nydt og glædet os over vores danske volontører,« fortæller Debby. »Mennesker fra Danmark, der er villige til at rejse til Israel og blandt andet hjælpe os. Det kræver et stort hjerte! Vi har nydt at høre deres historier, høre om deres familier, se billeder af deres børnebørn, høre om Danmark og Færøerne og dansk kultur og at dele med dem, hvad vi er optagede af, og hvordan det er at leve i Israel. Det er bare virkelig sådan en stor glæde!«
Lige nu hjælper Lone Borch Kristensen en dag om ugen hos Medallion. Og så håber de – og vi i Ordet og Israel – at det snart igen bliver muligt at rejse til Israel som volontør, så Debby og Keshet igen kan få selskab af deres dygtige danske Yad va Lev-volontører.