Grant Hartman om krigen: Udfordringer til forældre og muligheder for menigheder

Grant Hartman besøgte i juli Ordet og Israels Sommerstævne. Ud over at undervise og forkynde gav han også et indblik i livet i et land præget af krig. Både livet som far og livet i den messianske menighed, Jerusalem Assembly.

At forklare børn, hvad terrorister og gidsler er

»Det er fantastisk at have små børn,« fortæller den 37-årige far til fem (snart seks) små børn med et stort smil, inden ansigtet bliver mere alvorligt:

»Men det er ikke fantastisk at skulle forklare sine små børn, hvad en terrorist er. De fornemmer, hvad der sker, også selvom vi ikke siger det højt. Hver dag siden 7. oktober har vi levet i en verden fuld af død. Hver morgen åbner man nyhederne og ser et nyt ansigt på en, der er blevet dræbt. Det er svært. Især med børn.«

Han giver tre eksempler på de udfordringer, krigen medfører:

»I oktober rejste jeg til USA med min ældste søn på seks år. Vi besøgte min bror, som bor i Ohio. Og da vi nærmede os hans hus, var der nogen, der fyrede fyrværkeri af. Min søn kiggede på mig og spurgte: ”Har onkel Luke et beskyttelsesrum?”  Jeg måtte forklare ham, at det ikke var farligt, og at hans onkel ikke har et beskyttelsesrum.

Da jeg skulle rejse til Danmark, spurgte mine børn bekymret min kone, om der er et beskyttelsesrum der, hvor jeg skulle hen. Min kone måtte forklare dem, at der ikke er krig i Danmark. Og de kunne simpelthen ikke forstå, at der findes et sted, hvor der slet ikke er krig.

Et tredje eksempel er, da vi skulle rejse til London sidste år. I lufthavnen i Israel er der billeder af de mange gidsler. Min søn spurgte, hvem alle de mennesker var. Først fortalte jeg ham, at det var personer, som var faret vild, for jeg ville ikke fortælle ham den skræmmende sandhed, at nogen havde kidnappet dem. Men han fortsatte med at spørge, hvordan alle de voksne mennesker kunne fare vild. Så jeg måtte forklare, at nogle onde mennesker havde taget dem. Da vi så kom til en metrostation i London, så vi en masse reklamer med mennesker på, og han spurgte mig: ”Far, er de mennesker også blevet kidnappet?”

Så det er virkelig svært at opdrage børn et sted, der er omgivet af krig. Det har givet mange udfordringer som forældre. En af de positive ting ved det er, at vi har fået mulighed for at tale med børnene om evigheden og om himlen tidligere, end vi nok ellers ville have gjort det,« lyder det fra Grant.

I nøden blev der råbt til Israels Gud

Også i Jerusalem Assembly, hvor Grant er en af lederne, kan man mærke krigen på forskellige måder. For eksempel, når der skal gives meddelelser i begyndelsen af gudstjenesten:

»Nu bliver det altid sagt, at hvis der kommer en alarm under gudstjenesten, så skal man gå ud den og den vej. Man må ikke gå i panik, man skal hjælpe de ældre, undgå at skrige. Den slags.«

Men krigen har også haft positive konsekvenser set fra et åndeligt perspektiv, fortæller han: »Før 7. oktober havde israelerne meget stor tillid til militæret. Så da 7. oktober skete, blev mange nervøse, for her fejlede militæret. Derfor begyndte de at lede efter sandhed og sikkerhed andre steder.

For nylig kom der en film [om Nova Festivalen] på Amazon. Mange af dem, der var med, var tiltrukket af østlig religion, trance-musik, buddhisme, hinduisme og den slags. I filmen ser man, at de løber for at finde et sted at gemme sig. Og hvad siger de, når de gemmer sig? De tager hånden op for panden og siger ”shema Israel adonai eloheinu adonai echad” (hør Israel, Herren er vor Gud, Herren er én, red.). Dagen før havde disse mennesker intet med Gud at gøre. Men da de frygtede allermest og havde allermest brug for hjælp, vendte de sig mod Gud og bad til ham, fordi de troede, at de skulle dø.      Og så indser vi som kirke, at her er en mulighed. Gud har sat os her af en grund. Det er vores mulighed for at give dem sandheden og at være det skjulested, de løber efter.«

Det kan måske lyde mærkeligt, men Grant fortæller, at den jødiske tro er blevet mere mainstream i Israel efter 7. oktober. Det så man for eksempel, da flere løsladte gidsler fortalte, at de i deres fangenskab havde holdt sabbat og bedt sabbatsbønner. Dette blev hyldet i den brede befolkning.

Det er selvfølgelig Grants håb, at denne tendens vil føre til, at mange israelere finder deres svar i Jesus. »Det er positivt, fordi det giver os mange muligheder for at tale om sandheden. Jeg har selv oplevet en langt større frihed til at dele min tro,« fortæller han.

Derfor sluttede han også sit vidnesbyrd med en opfordring til de kristne i Danmark: »Bed om, at den militære succes, vi har set (fx i krigen mod Iran, red.), ikke vil få folk til igen at sætte deres lid til militæret, men at de må fortsætte med at søge sandheden andre steder og finde den i Jesus Messias, som er det eneste sted, de vil finde den.«

Hele Grants vidnesbyrd kan høres på Ordet og Israels Youtube-kanal (videoen hedder »Eftermiddagsmøde lørdag på Ordet og Israels Sommerstævne«).