Kampen mod antisemitisme er Ellas livskald

Siden 1991 har Ella Chievitz boet i Silkeborg. Men hendes jødiske familie stammer fra Indien, og barndommen og ungdommen tilbragte hun i Israel.

Da Elisheva Kandelker Chievitz – kaldet Ella – kom til Danmark for 34 år siden, blev hun mødt med en positiv, nysgerrig interesse for sin israelske identitet. De danskere, hun mødte, syntes, det var spændende, at hun var fra Israel og havde rødder i den jødiske kultur.

11 år senere – i 2001 – fik hun et livsforandrende chok: Hun var til et foredrag om Israel-Palæstina-konflikten på sprogskolen i Silkeborg og mødte her hos en foredragsholder for første gang et udtalt had til Israel og israelere.

»Hun kritiserede Israel voldsomt – selv de fredsaftaler, der var indgået med Egypten og Jordan. Foredraget var fyldt af had til Israel. Det var chokerende for mig,« siger Ella og tænker tilbage på, hvad den oplevelse betød for hende. »Her gik det for første gang op for mig, at der er mennesker i Danmark, der hader mig, fordi jeg er israeler, fordi jeg er jøde. Og det blev ikke den sidste gang, jeg mødte det had, desværre.«

Vi sidder på en café midt i Århus og får os en snak om det at være vokset op i Israel i en jødisk familie med indiske rødder og nu leve i Danmark og opleve antisemitismens stigende fremfærd i det danske samfund.

Jødiske rødder i Indien

Ellas historie begynder i Indien, selvom hun aldrig selv har været der. Hendes familie hørte til den jødiske befolkningsgruppe i Indien, som kaldes Bnei Israel (Israels børn). Det er jøder, som har levet i Indien i århundreder.

Til forskel fra jøder i næsten alle andre dele af verden har de indiske jøder ikke oplevet statslige pogromer eller forfølgelse. Men da Indien blev selvstændig, og Israel samtidig blev genoprettet som jødisk stat, immigrerede indiske jøder i stort tal til Israel af kærlighed til deres fædres land.

Således også Ellas familie. Både hendes mor og hendes far kommer fra jødiske familier med dybe rødder i Indien. Der havde de et godt liv, men de valgte alligevel at immigrere til Israel i 1966, fordi der nu igen var en jødisk stat på deres forfædres jord. Israel betød meget for dem, og der lå en dyb længsel i dem efter at bo der, selvom de ikke kendte ret meget til landet.

Landet med den søde mango

Ellas mors familie var så velhavende, at de havde tjenestefolk. De boede i en mindre by, Murud, i området Maharashtra i det vestlige Indien.

I deres have havde de mange frugttræer, blandt andet mango. »Hvis I synes, mangoen er sød her i Israel,« kunne hendes mor sige til Ella og hendes søskende, efter at de var kommet til Israel, »så skulle I bare have smagt den i Indien, dér var den virkelig sød«.

Ellas oldefar og morfar gjorde meget for deres landsby. De byggede en synagoge, og en gang om ugen åbnede de deres hjem for de fattige og serverede dem et måltid mad. Derfor kom det også som et stort chok for familien, at nogle muslimske naboer på et tidspunkt satte ild til morens barndomshjem, og at alle de fattige, som havde fået hjælp af familien, gav sig til at plyndre huset for værdier. Det var et minde, som prægede Ellas mor resten af hendes liv.

Fra fattige kår

Ellas far var fra storbyen Mumbai (tidligere Bombay), hans familie var fattig, og efter sin fars død måtte Ellas far sørge for hele familien.

Selvom han måtte kæmpe mod hårde odds, kom han langt med målrettet arbejde, videbegær og studier. Han fik arbejde som teknisk tegner i et stort britisk firma, og han begyndte også at skrive små noveller og bøger i sin fritid.

»Jeg kan desværre ikke læse min fars bøger, da de er skrevet på indisk, som jeg ikke forstår. Men jeg har fået at vide, at de har været brugt som litteratur på Oxford Universitet,« fortæller Ella.

Den jødiske identitet var meget vigtig for farens familie. Som helt ung var han forelsket i en kvinde, som var hindu, men hans mor nægtede ham at gifte sig med hende. »Hvis du gør det, er du død for mig,« sagde moren til ham – »du må kun gifte dig jødisk.«

Senere mødte han så Ellas mor. De blev gift, men faren glemte aldrig sin første kærlighed, som han holdt brevkontakt med igennem alle årene, fortæller Ella. »Det satte sit præg på vores fars forhold til os i familien. Han var meget fraværende og lod min mor om alt, hvad der havde med os børn at gøre.«

Familiens første sabra

Ellas forældre mødte zionismen i Indien og var meget opsatte på at immigrere til Israel med deres tre børn, Ellas ældre søskende.

I 1966 forlod familien alt i Indien for at begynde en ny tilværelse i »Eretz Israel« (landet Israel). De fik tildelt en lille lejlighed i Nahariya i det nordlige Israel, og faderen fik arbejde på en fabrik.
Halvandet år efter at familien var kommet til Israel, blev Ella født. »Mine forældre var så stolte af mig, jeg var jo en ægte sabra (en indfødt israeler), og den første sabra i familien. Det betød virkelig meget for mine forældre.

Jeg blev meget forkælet, og når mine søskende beklagede sig over forskelsbehandlingen, fik de at vide, at jeg jo var sabra,« fortæller Ella med et stort smil. Senere kom der flere israelere i familien. Ella fik to yngre søskende, så de til sidst var en børneflok på seks, og der blev efterhånden trangt i lejligheden.

En svær start i et fremmed hjemland

Ella husker fra sin barndom, at det var svært for forældrene at vænne sig til deres nye liv i Israel. De havde mistet den position, de havde haft i Indien og måtte begynde forfra med alting. De havde svært ved at lære det moderne hebraiske sprog, fordi de kun kendte hebraisk som et bønnesprog. De blev ved med at tale marathi, hindu og engelsk i hjemmet. Ella husker også, at hun syntes, det var lidt pinligt, at hendes mor i mange år blev ved med at bære sin traditionelle indiske sari.

Med årene faldt familien dog godt til i Israel og var meget stolte af deres nye hjemland. De flyttede til Ashdod, hvor faren fik et spændende job i den kendte israelske fly-virksomhed Elta. Moren fik arbejde på fødevarefabrikken Osem, som også er et legendarisk israelsk firma.

Barn og ung i Israel

Ella husker sin barndom og ungdom som en rigtig god tid.

»Det var både trygt og frit at vokse op i Israel. Mit hjem var et meget jødisk hjem, men ikke religiøst. Mine forældre var stolte over deres jødiske identitet og gav den stolthed videre til os børn. De var troende jøder, men ikke ortodokse. Sabbat og andre højtider blev markeret, men vi holdt ikke alle forskrifterne. Vi lavede mad og så fjernsyn på sabbatten til stor forargelse for vores marokkanske naboer, som var meget religiøse.«

Lige før Ella skulle aftjene sin værnepligt, blev hendes liv dog fyldt af sorg. Hendes mor blev alvorligt syg og døde, og familien havde mistet sit holdepunkt.

Efter morens død tog Ellas far til Indien for at være der i tre måneder. Men efter bare en uges tid kom han tilbage, meget skuffet. Indien levede ikke op til det billede, han havde båret med sig igennem årene.

Tiden i hæren

Ella aftjente sin værnepligt og blev befalingsmand med ansvar for at træne soldater og officerer.

Mens vi taler om tiden i hæren, stopper Ella brat op i sin fortælling og bliver lidt tænksom – »måske skal du ikke skrive noget om det« og henvendt til sin mand Henrik, der sidder ved siden af hende, siger hun: »Tror du, nogen vil komme efter mig, hvis der står noget om min militærtjeneste?« 

De bliver enige om, at selvfølgelig skal det med, det er jo en del af hendes israelske identitet, som hun er stolt af. De vil ikke lade sig styre af angsten for chikane, som ellers ligger lige under overfladen hele tiden.

Så kom der en dansker

Efter tiden i hæren ville Ella på universitetet. Hun drømte om at læse jødisk historie og bibelkundskab, men hun kom aldrig i gang, for der kom en dansker hendes vej.
Det var Michael, som var volontør i en moshav i Israel. Han var vild med Israel – og de to var vilde med hinanden. De blev kærester. På et tidspunkt syntes de, det var tid til, at Ella skulle møde Michaels familie i Danmark.

I 1991 tog de derfor afsted på noget, som de regnede med skulle være en kort ferie. For deres fælles fremtidige liv skulle jo være i Israel. Sådan blev det dog ikke.
Michael gik i gang med sin uddannelse, de fik deres to døtre, og tiden gik – i Silkeborg. Ulykkeligvis blev Michael ramt af alvorlig sygdom, og alle håb og drømme om et fælles liv i Israel kuldsejlede. Efter Michaels død i 2000 blev Ella i Danmark, selvom hendes familie i Israel prøvede at overtale hende til at komme hjem.

»Min familie kunne slet ikke forstå mig. Men pigernes trygge, kendte base var i Danmark. Israel ville være et helt fremmed land for dem, så jeg havde besluttet at blive her – i hvert fald for en tid.«

En fjern jødisk forbindelse

Ella gik i 1999 i gang med sin uddannelse til socialrådgiver, og i 2001 kom endnu en dansker hendes vej.

Nu blander Henrik sig i snakken. »Ja, vi mødtes på uddannelsen og snakkede rigtig godt sammen i frikvartererne, og så blev det bare til mere,« siger han. »Da vi havde kendt hinanden et stykke tid, sagde Ella en dag til mig: Henrik, dit efternavn, Chievitz, lyder altså som et jødisk navn.«
Nej, det mente Henrik nu ikke var tilfældet, han var både døbt og konfirmeret og havde ikke hørt om noget jødisk i familien. »Jeg vidste, at min far og farfar var meget aktive i modstandsbevægelsen, men at familien skulle være jødisk, det havde jeg aldrig hørt,« fortæller Henrik.
Ella stod dog fast på sit. Hun var sikker på, at Henriks efternavn var jødisk. Henrik gav sig derfor i kast med at undersøge sine aner og fandt ud af, at Ella havde ganske ret. Hans jødiske forfædre var kommet til Danmark i 1600-tallet fra Polen. De konverterede til kristendommen, så de kunne få lov at leve i landet med rettigheder til uddannelse og arbejde.

»Ja, jeg fandt sågar ud af, at der i min polske families aner var en rabbiner – og mange år senere var der en kristen, dansk præst i familien. Så der er da noget religiøst i slægten,« siger Henrik med et smil.

»Det blev vores fælles livskald«

Da Ella mødte jødehadet den dag på sprogskolen i 2001, satte det noget i gang, som fik afgørende betydning for både hende og Henrik.

»Henrik og jeg var enige om, at der måtte gøres noget, ellers ville det gå galt i Danmark. Det blev vores fælles livskald at stå op imod antisemitisme og løgne om Israel i det danske samfund,« siger Ella og fortsætter: »Vi skrev til medierne og kontaktede forskellige journalister for at gøre opmærksom på den hadefulde tone, der var kommet ind i debatten om Israel-Palæstina-konflikten.«
Ella og Henrik kom i kontakt med Dansk-Israelsk Forening (DIF) og har været aktive der i snart 20 år. Gennem DIF mødte de Fælleskomitéen for Israel (en paraplyorganisation for Israel-venlige organisationer i Danmark), og her oplevede Ella igen noget, som fik stor betydning for hende.
»Her mødte jeg for første gang kristne, som elskede Israel, som støttede Israel og var med i kampen mod antisemitisme. Det var virkelig en øjenåbner. Det havde jeg ikke mødt før. Det skal de også vide i Israel, tænkte jeg.«

En af de kristne, Ella og Henrik mødte i Fælleskomiteen, var Jan Frost, tidligere formand for Ordet og Israel. »Vi havde mange gode samtaler med Jan, når vi fulgtes ad til møderne i Fælleskomiteen i København. Og gennem Jan Frost fik vi øje på Ordet og Israel, som vi er meget glade for at kende.«

Men det har en høj pris

Det er efterhånden blevet sen aften i Århus, men vi kan ikke afslutte samtalen uden at blive helt aktuelle, så jeg spørger: »Hvordan har I det lige nu? Vi ved jo, at jeres livskald også er kommet med en høj pris for jer og jeres familie. I har oplevet, at antisemitismen kom helt ind på jeres private enemærker: På årsdagen for Krystalnatten i 2019 blev der sat en gul stjerne på jeres postkasse, og siden har I haft flere grimme oplevelser.  Massakren 7. oktober og den efterfølgende krig har forrået debatten endnu mere og hævet trusselsniveauet, så politiet igen fandt anledning til lige at komme forbi jeres hjem i Silkeborg på observationsrunde for nylig. Kan I blive ved med at klare det?«

»Nej, nogle gange kan jeg godt tænke, at nu klarer vi ikke mere – at det var bedre at tage til Israel, væk fra alt det her,« siger Ella med bævende stemme.

»Der er et uhyggeligt rodfæstet had i visse grupper i samfundet, og det er helt urimeligt, at man skal være bange for at vise sin jødiske identitet. Netop derfor skal vi også blive ved med at kæmpe, at italesætte det, vi ser, at give antisemitismen modstand og at gå i dialog der, hvor det er muligt.«

Så bliver der stille rundt om bordet, mens vi tænker over alvoren og udfordringen i denne sidste bemærkning.