20 år efter pensionen har Israel stadig stor betydning for Aase og Per Weber

I 42 år var Aase og Per Weber ansat i Ordet og Israel. Per var organisationens leder, og Aase stod for det administrative. Kontoret var i parrets hjem, og i mange år var der ikke andre ansatte end dem.

»Det var ikke ligefrem et otte til fire-job – det var en livsstil« fortæller Aase, da jeg en tirsdag besøger dem i deres rækkehus i Hinnerup nord for Aarhus. Her har de boet, siden de i 2019 skiftede villaen ud med lidt færre kvadratmeter.

1. september var det 20 år siden, de gik på pension. I de år har Ordet og Israel udviklet sig en hel del, og medarbejderflokken er i dag væsentligt større. Også i Aase og Pers liv har meget forandret sig. Men deres kærlighed til Israel og taknemmeligheden over alle de oplevelser, de har fået, er den samme.

En aktiv hverdag

De er stadig godt opdateret på, hvad der sker i Israel, og de har mange venner og bekendte i landet, som de er i kontakt med. »Ikke mindst i disse måneder, hvor der sker så meget, følger vi med,« siger Aase.

Der er dog også meget andet, som fylder hverdagen. »Vi har tre børn, otte børnebørn og seks oldebørn,« siger Per, »så der er nok at se til, og det glæder vi os meget over. Vi har også en dejlig menighed i Bykirken i Favrskov, som vi var med til at starte for nogle år siden. Og så kommer vi også i Indre Mission.«

Ud over familie og menighed går der også tid med at holde formen ved lige. To gange om ugen løber Per en tur på cirka fem kilometer. »Det går jo ikke i samme tempo som tidligere. Men jeg har det godt med at løbe. Når man kommer hjem efter en tur, føler man jo, at man kan vælte Jerikos mure,« lyder det fra Per, som lige er fyldt 85 år.

De øvrige dage bliver der enten gået ture eller cyklet, og en gang om ugen lægger de vejen forbi motionscentret i det plejehjem, som ligger tæt på deres hus. »Ja, hvis ikke vi går i detaljer, så har vi et godt helbred,« griner Aase.

Tid til bøn og bibellæsning

Selvom det altså er 20 år siden, de formelt blev pensionister, er det først inden for de seneste år, at de, som Per formulerer det, »er blevet fuldtidspensionister«. Helt frem til 2022 holdt han nemlig stort set lige så mange møder i missionshuse og kirker, som han gjorde som ansat. I dag holder han slet ikke møder. Det giver en del flere aftener derhjemme. »Og det er faktisk rigtig dejligt,« er de enige om.

Frem til 2019 stod de desuden for to årlige ture til Israel – en turistrejse i samarbejde med Felix Rejser samt et seniorkursus for Ordet og Israel. I mange år stod de også for et årligt stævne på kursuscentret Sanden-Bjerggaard samt et adventsstævne.

Derfor kan de godt mærke, at der nu er flere ledige timer. De bliver blandt andet brugt på morgenandagten. »Hver dag læser vi et kapitel i Bibelen. Vi er i gang med at læse den igennem for tredje gang,« fortæller Per. »Og så har vi en liste med personer, vi dagligt beder for. Der står mere end 100 på den.«

Selvom jeg kan gætte mig til svaret, spørger jeg, om der er noget, der særligt fylder i bønnerne for tiden. »Israel,« lyder det uden tøven. »Vi har hele tiden haft to gidsler på vores liste – det blev vi opfordret til af nogen i Israel,« siger Aase. »Vi beder også for de messianske jøder. Om at menighederne må vokse. Og om, at de messianske jøder, som er i hæren, må være et vidnesbyrd for deres kammerater,« tilføjer Per.

Han fortæller, at de også beder for mange af de israelere, de kender fra deres ture. For eksempel Danny, der var juniorchef i det israelske rejsebureau, som Felix Rejser i mange år samarbejdede med, og som de lærte rigtig godt at kende: »På et tidspunkt sagde han til os, at han havde købt Det Nye Testamente. Han sagde, at ”så er jeg lidt mere inde i det, I tror på og fortæller til jeres grupper”«.

Dannys far, Mike, som var seniorchef i rejsebureauet, kendte de også. Han har fortalt dem historier fra Israels Uafhængighedskrig i 1948, hvor han »egentlig var i den australske hær, men deserterede og tilsluttede sig den israelske hær,« fortæller Per. For et par år siden inviterede han dem til sin 100-årsfødselsdag. De valgte ikke at tage af sted – »og det har vi måske fortrudt,« lyder det. For så kom 7. oktober og den efterfølgende krig, og nu regner Aase og Per ikke med at skulle til Israel igen. Det er de dog helt afklaret med. »Vi har oplevet så meget, og vi har ikke noget til gode,« fortæller de.

Ordet og Israel som livsstil

Jeg spørger parret, hvordan de husker de 42 år som ansat i Ordet og Israel. »Vi følte ikke, at vi var ansat. Det var en livsstil for os. Vi oplevede det aldrig som et pres, og vi ville vælge det igen, hvis vi kunne,« siger Aase.

Kontoret var som sagt i deres hjem, hvor tre trin førte ned til lokalet med skrivebordene. »Dernede var jeg chef, og når vi gik op ad trappen, så var Aase chef,« kommer det fra Per.

Jeg er nysgerrig efter at vide, om de kunne finde ud af at holde ferie fra deres livsstil. Det kunne de godt. Men fem uger om året blev det måske ikke til – og feriefridage og afspadsering var vist ikke noget, de brugte. »Hver sommer var vi 14 dage i sommerhus ved Tranum Strand. Det lånte vi gratis af en præst, fordi jeg underviste hans konfirmander to gange om året,« fortæller Per. Derudover var de en uge på skiferie.

Til gengæld var juleferien kort. Per ville nemlig helst have årsregnskabet helt færdigt inden 1. januar. »Ja, du er ikke uddannet revisor for ingenting,« konstaterer Aase.

Se på Israel, lær om Gud

Når man hører ægteparret tale om Israel, fornemmer man med det samme, at både landet og folket er en hjertesag for dem. Det er ikke bare en interesse. Og når de skal forklare, hvorfor det forholder sig sådan, gør de det med et citat fra et hæfte – som i øvrigt er skrevet af Ordet og Israels kommende generalsekretær, Jens Lomborg. Citatet lyder: »Se på Israel, lær om Gud.«

»I hæftet er det møntet på det bibelske Israel. Men også det moderne Israel er et vidnesbyrd om Gud. Vi tror, at noget af det, som sker i Israel i dag, er en opfyldelse af profetierne. At folket kommer hjem, og at ørkenen blomstrer. Det hænger sammen med Bibelen,« forklarer Per og tilføjer, at »det jo ikke betyder, at man så siger god for alt, hvad der sker i Israel«.

Kærligheden til Israel handler derfor i høj grad om alt det, vi som kristne har fået gennem netop det land og det folk: Bibelen, Jesus Messias – og løftet om hans genkomst. »Det styrker os i troen og i dagligdagen at opleve Guds trofasthed over for Israel«, siger Aase.

En helt særlig dag

Selvom forholdet til Israel altså ikke har forandret sig, var det naturligvis et stort skifte, da de forlod arbejdsmarkedet for 20 år siden. Det blev markeret med en stor fest i missionshuset Bethania i Aarhus.

»Jeg husker at jeg tænkte: Nu skal der til at ske noget i Ordet og Israel, som jeg ikke ved noget om. Det var mærkeligt. Vi havde jo været med i alle aspekter,« husker Aase. Men de er meget enige om, at overgangen faktisk gik nemt. Og at det også var en lettelse pludselig at stå uden det store ansvar, det var at lede en organisation.

»Det var selvfølgelig vemodigt. Der var så meget, vi skulle sige farvel til. Men tiden var kommet, og det hele havde lagt sig godt til rette,« lyder det fra Aase.

Per husker, at han i sin tale den dag sagde tak til mange mennesker, ikke mindst bestyrelsen. »Jeg sagde tak for samarbejdet med bestyrelsen, hvor der ofte var stor enighed, stor forståelse og en god åndelig atmosfære.«

Han husker timingen som rigtig god, fordi Ole Andersen var klar til at overtage posten som leder af organisationen. Derudover havde man netop ansat Torben Mathiesen og Lisbet Mejlgaard, som blev budt velkommen samme dag som afskeden med Aase og Per.

»Ja, det var ingen sag med dem, der fulgte efter,« husker Aase.

Siden dengang er medarbejderflokken og Ordet og Israels arbejde i Israel vokset betydeligt. » Det var godt, at vi stoppede der. Ordet og Israel trængte til at blive udvidet,« lyder det fra Per.

Til sidst spørger jeg, om de har et godt råd eller en opmuntring til os, der driver butikken i dag.

»Husk vennerne,« siger Aase. »Det er vigtigt, at de føler sig set. Da jeg sad på kontoret, skrev jeg ofte personlige hilsner, når vi sendte breve ud.  Det ved jeg godt, man ikke kan i dag. Men vennepleje er vigtigt. Og Ordet og Israel har en fantastisk venneflok.«

I forlængelse af det opfordrer Per til også at værne om det gode fællesskab i kollegaflokken. »Ja, og så er det selvfølgelig vigtigt altid at holde fast i grundlinjen. I DNA’et. Kærligheden til Israel og Bibelen. Og forventningen om Jesu genkomst,« siger han.