Theresienstadt fra indersiden

Silvia Goldbaum Tarabini har viet sin forskning til at kaste lys over danske jøders skæbne i forbindelse med Anden Verdenskrig. Foreløbig har hun skrevet en bog om de 470danske jøder, som blev deporteret til fangelejren Theresienstadt i Tjekkiet.

Bogen »Danske jøders liv og død i Theresienstadt« bygger på en omfattende samling af vidnesbyrd, der afslører hidtil oversete detaljer om livet i ghettoen og de ekstreme vilkår, som de internerede måtte udholde.

I dette interview fortæller bogens forfatter, Silvia Goldbaum Tarabini, om sin forskning, dens betydning, og hvordan arbejdet har påvirket hende personligt.

Der manglede noget

Silvia har en baggrund i litteraturvidenskab, men vejen til Holocaust-forskningen var ikke planlagt. I begyndelsen af 00’erne var hun ansat i en primært administrativ stilling ved det tidligere Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, hvor hun blandt andet oversatte en bog fra svensk og skulle finde fotos til den danske udgaves særlige afsnit om Danmark, som blev skrevet af danske historikere. Under arbejdet blev hun kontaktet af en af de svenske forfattere, der var rasende over, at beskrivelsen af Theresienstadt i det danske afsnit var alt for mild. Det satte tanker i gang hos Silvia: »Jeg indså, at der var noget andet end den danske opfattelse af lejren, og det blev et vendepunkt.«

Senere kastede hun sig over de bøger og artikler, der er udgivet om de danske jøder i Theresienstadt, men fandt ud af, at de forskellige kilder ikke engang var enige om, hvor mange danskere, der rent faktisk blev deporteret til den tjekkiske koncentrationslejr.

Da hun dykkede dybere ned i materialerne, gik det op for hende, at vi i Danmark primært så Theresienstadt ud fra en vinkel, der slet ikke omfattede de overlevendes egne beretninger.

Har talt med 32 overlevende

Til daglig arbejder Silvia Goldbaum Tarabini på Rigsarkivet i København, hvor hun har forskningstid en lille uge om måneden. Resten af tiden besvarer hun henvendelser og arbejder på læsesalen. Hendes nuværende forskning fokuserer på danske jøders eksil i Sverige og deres oplevelser dér.

Det er knap 20 år siden, Silvia begyndte at arbejde med de danske jøder i Theresienstadt, og det stod hurtigt klart, at hvis hun skulle tale med de overlevende, skulle hun skynde sig, for de var af naturlige årsager højt oppe i alderen.

»Jeg har arbejdet med vidnesbyrd – skriftlige og mundtlige – fra omkring en tredjedel af de danske overlevende. Nogle var gode til at skrive, andre var uuddannede. Men materialet er detaljeret og enormt omfattende,« forklarer hun.

Silvia har boet 16 år i Frankrig og har rejst i mange lande, hvor hun har fået adgang til unikt arkivmateriale. Hun er også blevet hjulpet af, at mange kilder er blevet digitaliseret undervejs i skriveprocessen. Hun har ikke haft nogen forskningsassistenter til at hjælpe sig med at gennemtrawle de enorme mængder af materiale. Man får en fornemmelse af omfanget, når man åbner hendes bog og ser, at 150 af de 650 sider er kildehenvisninger og noter.

Den intense omgang med materialerne og de 32 overlevende, som hun personligt nåede at interviewe, har givet hende en unik viden og forståelse, som gør, at bogen er såvel letlæst som interessant og vedkommende i sjælden grad.

Den personlige kontakt

Forskningen har haft en dyb indvirkning på Silvia Goldbaum Tarabini. Mens hun skrev sin ph.d., blev hun mor, hvilket fik hende til blandt andet at kigge nærmere på, hvordan det var at have små børn i Theresienstadt.  Blandt de deporterede fra Danmark blev der født fem børn, hvoraf to døde efter ganske få dages liv i lejren.

»Som historikere prøver vi at være objektive, men de spørgsmål, vi stiller til materialet, er subjektive og spejler jo på mange måder os selv. Det samme materiale kan give forskellige fortællinger, afhængigt af hvem der kigger på det,« uddyber Silvia.

Hun udviklede en nær relation til flere af de overlevende – især til to af dem, som hun var i kontakt med frem til deres død. En af dem var Ellen Oppenhejm.

»I sommeren 2020 faldt Ellen og blev efterfølgende flyttet ind og ud mellem hospital og plejecenter. Og en af de gange, jeg besøgte hende, var hun konfus og mentalt tilbage i Theresienstadt. Hun troede, at hun snart skulle sendes med en transport til Auschwitz-Birkenau og var meget angst,« siger Silvia og fortsætter:

»Den frygt havde Ellen tidligere fortalt mig om. Den lå dybt i de fleste af de danske jøder i de 18 måneder, de var i Theresienstadt. Men fordi jeg kendte hendes historie så godt, kunne jeg heldigvis hjælpe hende tilbage ved at genfortælle nogle af de oplevelser, hun tidligere havde fortalt om fra rejsen til Sverige med De Hvide Busser,« fortæller den 50-årige forsker.

»Selvom det, Ellen havde oplevet i Theresienstadt, lå mere end 75 år tilbage i tiden, var det tydeligt, at det stadig lå lige under overfladen.«

Theresienstadt er en del af grundfortællingen

Silvia fortæller, at hendes bog blandt andet viser noget om, hvordan mennesker reagerer under ekstreme forhold.

»En af mine hovedpointer er, at Theresienstadt var slem nok i sig selv. At Auschwitz var et endnu værre sted, betyder ikke, at lidelsen i Theresienstadt ikke var reel,« understreger hun.

Hidtil har historien om de danske jøder i Theresienstadt været fortalt udefra – set fra København gennem dokumentation fra blandt andet Udenrigs- og Socialministeriet.

Men gennem Silvias forskning får man et unikt indblik i ghettoen set indefra. Hun har også afdækket, hvordan det hierarki, der eksisterede i det jødiske samfund i Danmark før deportationen, fortsatte i lejren. »Der var sociale forskelle, som bestod, selv under de ekstreme forhold. Nogle fik for eksempel bedre boliger, mens andre blev stillet dårligere.«

Det vigtigste for Silvia Goldbaum Tarabini er, at hendes arbejde har bidraget til, at »de 18 måneders lidelse i ghettoen ikke længere er gemt og glemt, men faktisk huskes som en del af grundfortællingen om besættelsestiden« – som hun formulerede det, da hun modtog Julius Bomholt-prisen for sin bog i december 2024.

Relevant i nutiden

Som Holocaust-forsker er Silvia Goldbaum Tarabini chokeret over den kraftige stigning i antisemitisme, som er sket siden Hamas-angrebet på Israel 7. oktober 2023.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle opleve dette i Vesten igen. Det er fuldstændig rystende.«

Selv fortsætter hun sin forskning for at bidrage til at etablere viden om Holocaust. Hun understreger, at hendes arbejde ikke bare handler om fortiden, men også om nutiden:

»At forstå, hvad det betyder at miste alt og pludselig at måtte flygte, eller hvor dybe ar folk bærer med sig selv mange år efter – det er alt sammen relevant den dag i dag – desværre!«

Hun håber, at hendes forskning kan bidrage til en mere nuanceret forståelse af danske jøders oplevelser under Holocaust og sikre, at deres stemmer aldrig bliver glemt.

Behovet for undervisning vil altid være der

Silvia Goldbaum Tarabini understreger, at undervisning og oplysning er afgørende i kampen mod antisemitisme.

»Det er ikke noget, man kan blive færdig med at undervise i. Vi er nødt til at blive ved med at genbesøge historien og sikre, at nye generationer får den viden, der er nødvendig for at forstå fortiden,« siger hun og påpeger, at Holocaust-forskningen stadig afslører nye aspekter:

»Der er stadig meget, som ikke er blevet belyst. Det gælder ikke kun Holocaust, men al historie, da nye generationer af historikere jo stiller spørgsmål til kilderne, der spejler den tid, de selv lever i.«

»Vi må aldrig tage det for givet, at verden har lært nok. Historien viser, hvor hurtigt et samfund kan forværres, hvis vi ikke er opmærksomme,« lyder hendes advarsel.