Malaysia frataget værtskab på grund af antisemitisme

Et land, der ikke vil tage imod israelske svømmere, skal ikke have lov at være vært for VM i parasvømning. Sådan lyder den konklusion, som Den Internationale Paralympiske Komite (IPC) nåede frem til i søndags.

Her besluttede komiteen nemlig at fratage Malaysia værtskabet for VM i parasvømning (for svømmere med handicap), fordi de malaysiske værter ikke vil give israelske svømmere tilladelse til at rejse ind i landet. Malaysias udenrigsminister har endda sagt, at man fremover slet ikke vil være vært for begivenheder med israelske deltagere.

 

Havde fået garanti

Derfor har IPC nu besluttet at finde en ny vært for mesterskabet, som altså finder sted allerede til sommer. IPC har dermed givet sig selv en meget stor logistisk opgave, og det havde da også været den letteste løsning at lade Malaysia beholde værtskabet. Men IPC stod fast på deres principper, som altså ikke tillader antisemitisme eller racisme.

»Alle verdensmesterskaber skal være tilgængelige for alle atleter og nationer, så de kan dyste uden diskrimination. Når et værtsland ekskluderer deltagere fra en bestemt nation af politiske grunde, er der intet andet at gøre end at finde en ny vært,« sagde IPC-præsident Andrew Parsons.

Da IPC i 2017 tildelte Malaysia værtskabet for årets VM, havde de fået en garanti om, at israelske atleter kunne deltage. Men siden da fik landet ny premierminister i form af den 93-årige Mahathir Mohamad – og så gjaldt garantien ikke længere. Mohamad sagde for nylig, at »et land har ret til at holde bestemte mennesker ude – det er derfor, der findes grænser«. Han påstod desuden, at han ikke er antisemit – »fordi arabere er semitter«.

Den malaysiske sportsminister har efter beslutningen slået fast, at »landets støtte til den palæstinensiske sag er vigtigere end at være vært for en sportsbegivenhed«.

Da det gik op for den polske svømmetræner Bart Kizierowski, at israelere ikke kan deltage, fortrød han sit ja til et attraktivt trænerjob for det malaysiske svømmehold.

Den danske organisation, som parasvømning hører ind under – Parasport Danmark – bakker også op om IPC’s beslutning, selvom det også for dem giver en vis usikkerhed frem mod mesterskabet.

 

Israel beholder værtskab

Apropos værtskab og Israel, så har 50 britiske kunstnere netop underskrevet et brev til BBC, hvor de opfordrer tv-stationen til at boykotte årets Melodi Grand Prix, fordi Israel er vært efter at have vundet i 2018. Frontmanden for klagen er ikke overraskende BDS-aktivisten Roger Waters. Underskriverne mener ikke, at Israel bør være vært, fordi de – ifølge de 50 kunstnere – behandler palæstinenserne på den mest forfærdelige måde.

I modsætning til Malaysia bliver Israel ikke frataget sit værtskab. Dog bliver sangkonkurrencen holdt i Tel Aviv og ikke Jerusalem.

Det kommer vi helt sikkert til at høre mere om i de næste måneder.