Nye toner fra det russiske: Israels sikkerhed er vigtig

I weekenden var der overraskende – og godt – nyt fra den russiske viceforsvarsminister, Sergei Rybakov. I et interview med CNN fortalte han, at Israels sikkerhed er noget, russerne tager i betragtning, når det gælder situationen i Syrien. »Vi undervurderer på ingen måde vigtigheden af at sikre en høj grad af sikkerhed for staten Israel,« svarede han på spørgsmålet om, hvorvidt Rusland er allieret med Iran, der ligesom russerne forsøger at vinde indflydelse i det krigshærgede land. Rybakov sagde også, at han »ikke ville bruge den formulering« (allieret) om forholdet til Iran.

Udtalelserne indikerer et temmelig markant skifte i den russiske retorik, hvor man indtil for ganske nylig har været langt mere Iran-venlig, når det drejede sig om Iran og Israel.

Kort fortalt forsøger Iran at nærme sig grænsen til Israel for at kunne angribe landet. Det forsøger Israel at forhindre ved at gennemføre angreb mod iranske baser i Syrien.

I efteråret medførte et sådant israelsk angreb, at det syriske militær angreb israelske kampfly. Men ved en fejl kom de til at skyde mod russiske fly og dræbte flere personer. Hændelsen har siden da fået Rusland til at skærpe tonen over for Israel, fordi man altså er bange for, at israelernes aktioner igen skal gå ud over russere. Putin reagerede også ved at udstyre syrerne med avancerede missiler – for af skræmme israelerne væk.


Vladimir Putin og den tidligere israelske forsvarsminister Avigdor Lieberman. (Foto: GPO/Kobi Gideon)

Iran er afhængige af Rusland

Ifølge Ron Ben-Yishau fra den israelske avis Yedioth Ahronoth skyldes russernes mere positive tilgang flere ting. De har nu indset, at deres trusler ikke hindrer Israel i at angribe de iranske baser i Syrien. Hvis russerne derfor tillader Iran at gøre, hvad de vil, vil det ende med flere og større angreb mellem Iran og Israel. Det er Putin ikke interesseret i.

Og der er ifølge Ben-Yishai gode grunde til at tro, at iranerne vil makke ret, hvis russerne lægger presset over på dem i stedet for Israel. Iran er nemlig afhængig af Rusland, som tillader iransk eksport af olie gennem Rusland. Mange andre lande er den seneste tid begyndt at sanktionere over for Iran eller true med sanktioner, hvis de ikke stopper deres truende fremfærd i Syrien og i europæiske lande. Uden Rusland vil Iran altså være meget isoleret. Derfor tør russerne lægge pres på Iran og – forhåbentlig – tvinge dem væk fra det område, hvor Syrien grænser op til Israel.

Russerne har indtil nu stillet visse krav til iranerne. Blandt andet, at de skulle holde sig mindst 80 km væk fra den israelske grænse. Men for halvanden uge siden blev toplederen af de iranske al-Quds-styrker, Qassem Suleimani, set i et område blot 40 km fra Israel. Denne overtrædelse kan også meget vel have været med til at ændre Putins syn på sagen.

I de kommende uger bliver det interessant at se, om de nye toner fra Rusland vil betyde en form for iransk tilbagetrækning og dermed færre israelske aktioner i Syrien, eller om israelerne vil udnytte den russiske velvilje til at gennemføre endnu flere angreb og ødelægge de iranske våbenlagre og militærfaciliteter, som endnu ikke er blevet ramt af israelske bomber.