Vil forbedre livet i Gaza til gengæld for fangeudveksling

Tilværelsen for borgerne i Gaza er præget af håbløshed og mangel på basale ressourcer såsom elektricitet og rent drikkevand. Hamas, som har kontrollen i den lille enklave med mere end halvanden millionmennesker, prioriterer oprustningen til en krig mod Israel langt højere end at tage ansvar for de mange stakkels borgere i området, som stadig bor i ruinerne fra krigen mellem Hamas og Israel i 2014.

Nu har Israel foreslået flere initiativer, som skal ændre på den situation. En komite har blandt andet foreslået at etablere et industriområde i et område af Gaza, som grænser op til Israel, således at israelerne kan sikre sig, at området ikke kommer til at udgøre en trussel mod landet. Et sådant sted vil møde et af de største behov i Gaza, nemlig arbejdspladser. Israel overvejer også at give nogle borgere i Gaza arbejdstilladelse i Israel. Og man er kommet med udspil, som skal give mere elektricitet og rent drikkevand. Israel har interesse i at opretholde en bare nogenlunde tålelig tilstand i Gaza, da en yderligere forværring af situationen kan være med til at udløse en krig.

 

På én betingelse

Israel har formidlet forslagene til Hamas via sandsynligvis Egypten eller Qatar – måske begge. Der er dog en betingelse for at hjælpe, som desværre kan være det, der forhindrer at de gode projekter bliver realiseret. Israel ønsker nemlig en mindre fangeudveksling. De vil angiveligt udlevere et fængslet Hamasmedlem for til gengæld at få udleveret en af de to civile israelere, Avraham Mengistu og Hisham al-Sayed, som med sikkerhed er i Hamas’ varetægt – terrorgruppen holder sandsynligvis en tredje person fanget, som på egen hånd rejste ind i Gaza.

Hamas opbevarer også ligene af de to soldater Oron Shaul og Hada Goldin, som blev dræbt under krigen i 2014.

Desværre bliver det nok svært for Israel og Hamas at blive enige om en fangeudveksling. Hamas kræver angiveligt, at Israel først befrier en større gruppe fanger, som Israel tidligere frigav i forbindelse med en fangeudveksling, men som de senere arresterede igen.

Midt i alle rygterne skete der det natten til mandag, at en raket fra Gaza ramte et øde landområde i Israel. Israelerne svarede igen i dag ved at ramme Hamaslokationer i Gaza. Selvom ingen har taget ansvar for raketangrebet, holder Israel Hamas ansvarlige for alle angreb fra Gaza.