Det er Joffi - det er fremtiden.

I Joffi er der 2 ansatte sekretærer, en bestyrelse, netværksgrupper og en masse andre frivillige. Der arrangeres sabbatsmåltider, efterskolebesøg, konferencer, undervisningsdage mm samt en årlig Minibibelskole i Israel.

Joffi finansieres dels af medlemsbetaling og dels af økonomisk støtte fra Ordet og Israel. Når du støtter Ordet og Israel, støtter du altså også Joffi.

Hvorfor er Joffi så vigtigt?
Caroline Skovbjerg svarer: ”Joffi er vigtigt, fordi vi er med til at fortælle unge mennesker om, hvem Jesus er. Når vi gør det ud fra en israelsk kontekst, skaber det en dybde, som er meget vigtig. Derudover er det et fællesskab, hvor det er helt centralt, at folk skal føle sig set og velkomne, og det vil vi gerne kunne sprede længere ud.”

Caroline er ansat som sekretær, og før det var hun frivillig i Joffi. Hun læser 3K  i Århus. Hvad har det betydet for hende at møde Joffi? 

”Jeg har fået det ud af Joffi, at min tro og min personlige relation til Gud er blevet forvandlet på en måde, som den ikke var blevet, hvis jeg ikke havde fået kendskab til Israel. Jeg har mødt mennesker, som inspirerer mig og som brænder for at tjene. Det er helt unikt at være en del af!”

Også i Joffi bliver arbejdet forstyrret af corona, men så er der nogle engagerede unge, der går i gang med at tænke nyt:
”For tiden er det svært at lave de store arrangementer, som vi så gerne vil i Joffi. Men et frivilligt team er i gang med at nytænke de koncepter, vi har haft kørende i lang tid, og foreslår, at man laver shabbatsmåltider i hjemmene. Det er et super godt tiltag, som jeg håber, mange vil tage til sig!”

Carolines kollega i Joffi hedder Martin, han er stud. teol. ved Aarhus Universitet. Martin var på Discipelskole, inden han begyndte på studierne, og han har som Joffisekretær selv undervist i Israel på Minibibelskole.

Men hvad er der så særligt ved at bibel-undervisningen foregår i Israel?

"Det at vandre rundt i Israel - i Bibelens land - er næsten undervisning og forkyndelse i sig selv. Det giver Bibelens fortællinger liv og mening at opleve de steder, hvor de er blevet til. Jeg har selv flere gange oplevet, hvordan Israel kan være et fantastisk klasselokale med undervisning, jeg husker langt bedre end meget af den undervisning, jeg ellers har fået", fortæller Martin.

Det engagement, der folder sig ud i Joffi, betyder rigtig meget for Ordet og Israel og for bevægelsens fremtid. Støt Ordet og Israels fremtid.

Støt Ordet og Israels arbejde:

MobilePay: 52860 skriv navn og adresse, hvis man ønsker skattefradrag.

Bankoverførsel: 6110 9042977829