Krystalnatten mindes – mere aktuelt end nogensinde

Baggrunden for Krystalnatten

Den 9. november er mindedag for Krystalnatten, som foregik natten mellem d. 9. og 10. november 1938. Allerede i begyndelsen af 30’erne havde de tyske myndigheder indført antijødiske love, som bl.a. fratog tyske jøder muligheden for at studere på videregående uddannelser. I november 1938 skød en ung jøde en tysk ambassaderåd i Paris, og dette drab brugte propagandaminister Goebbels til at legitimere en voldsom jødeforfølgelse i tyske byer og landsbyer. Medlemmer af nazistpartiet og Hitlerjugend gik ind i de jødiske kvarterer og angreb jøderne ved at plyndre, smadre og brænde deres hjem, synagoger og forretninger.  Om morgenen d. 10. november flød det med glasskår på fortovene – deraf navnet Krystalnatten Der var stadig brand mange steder, og voldshandlingerne fortsatte også de følgende dage.

Begyndelsen på Holocaust

Da man opgjorde skaderne, var der ca 7.500 forretninger, der var blevet ødelagt, op imod 200 synagoger, der var brændt og ca 90 jøder, der havde mistet livet. Jøderne blev bedt om selv at finansiere udbedringen af skaderne, for det var dem, mente man, der selv var skyld i optøjerne.

Omkring 25.000 velhavende jøder blev arresteret og interneret i koncentrationslejre under Krystalnatten og de følgende dage. Dette blev begyndelsen på Holocaust.

Markering af Krystalnatten

Krystalnatten er blevet markeret d. 9. november gennem mange år i Danmark (og mange andre lande, bla i Tyskland). I år -  85-året for Krystalnatten er der to mindearrangementer i Danmark. I København og i Aalborg. Ved arrangementet i København, deltager bl.a. statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og bidrager med taler.

Markeringen sker på et meget trist bagtæppe af en voldsomt stigende antisemitisme i Danmark. Det kommer mere og mere frem i lyset, at mange danske jøder føler sig truede og meget utrygge. De bliver udsat for chikane, hadebeskeder og også dødstrusler.

 

En tale ved Krystalnatten 2023

Vi har fået Ole Andersen, generalsekretær i Ordet og Israel, til at skrive en tale til Krystalnatten 9. november 2023.  Den kommer her:

I aften for 85 år siden gik nazistiske horder hærgende gennem Tysklands gader. De angreb synagoger og jøder. De myrdede, de knuste, og de brændte.

Fem år senere, i oktober 1943, kørte tyske soldater gennem Danmarks gader for at arrestere danske jøder. Men mange danskere valgte at hjælpe deres jødiske landsmænd, så de undslap til Sverige.

I disse uger, 85 år efter den tyske krystalnat og 80 år efter aktionen mod de danske jøder, brænder antisemitismens bål igen i Europa og desværre også i Danmark.

Det begyndte med Hamas’ uhørt grusomme terrorangreb på Israel den 7. oktober. Og nu fortsætter det med chikane, trusler og overgreb på jøder i hele verden. En bølge af jødehad skylder hen over USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Sverige og Norge. Nu i aften må jøder leve i frygt på grund af trusler.

I går offentliggjorde Det Jødiske Samfund i Danmark en rapport om situationen i vores land siden 7. oktober. Den viser en voldsom stigning i angreb på jøder.

En jødisk kvinde modtog følgende beskeder på et socialt medie: »Din familie skulle være gået op i røg … Vi rammer jer i aften! – Jeg håber du dør – Din fucking jødetamp … Jøderne skal udryddes. I forpester vores verden«

Ved Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København blev to jøder antastet af en mand i camouflage-uniform med tørklæde for mund og næse. Han truede med at slå dem ihjel.

En jødisk kvinde stod i en pølsevogn på Rådhuspladsen i København. En tildækket person stak hovedet ind i pølsevognen og sagde: “Dit jødesvin, du burde brændes.”

På hoveddøren til en jødisk kvindes lejlighed blev der malet hagekors og teksten ”Fucking dø”.

        

DET ER DANMARK LIGE NU! Men sådan skal det ikke være! Det vil vi ændre!

Vi siger til vores jødiske landsmænd: I er ikke alene! Vi står sammen med jer! Vi bakker jer op!

Vi opfordrer alle kristne i Danmark til at bede om sikkerhed og tryghed for jøder i vores land i disse uger.

Vi beder Gud beskytte det jødiske folk i Danmark, i Israel og ud over hele verden!

Må jødehadet snart blive erstattet af SHALOM!

           

Arrangementer 9. november

Man kan markere sin opbakning til de danske jøder og sin modstand mod antisemitisme på forskellige måder, bl.a. ved at deltage i markeringerne i aften:

København: Fakkeltog fra synagogen i Krystalgade 17.30. Fakkeltoget ender i Rigsdagsgården, hvor der er taler

Aalborg: Mindehøjtidelighed kl 17.00 på Budolfi Plads foran Budolfis kirkes indgang. Her vil være taler og tænding af 1400 led-lys, som symbol for ofrene for terroren 7. oktober i Israel.

 

Erklæring imod jødehad 

Ordet og Israel var med til at tage initiativ til en erklæring, der går op imod det stigende jødehad i Danmark.

Erklæringen kan læses her.