Abrahams tro – en beretning om tillid og mistillid

De fleste kender historien om Abraham, der adlyder Guds befaling om at slå Isak ihjel – indtil Gud standser ham. Med til historien om Abraham hører dog også flere eksempler på ulydighed og mistillid.

Vi kalder ham »troens far«. Og Abraham var virkelig en troens mand, som vi kan lære meget af. Til tider kunne vi vel godt ønske, at vi havde den samme tillid til Gud, som han havde.

Når man læser om Abrahams liv, er der imidlertid også perioder, hvor Abraham ikke ligefrem fremstår som en troens mand. Han troede også på Gud i disse perioder af sit liv, men det skinnede ikke igennem i de valg, han tog.

Disse sider af Abrahams liv er det vigtigt at have med i billedet af »troens far«. For det første fordi de giver os et mere realistisk billede af ham, og dernæst fordi de viser os en side af troens liv, som vi nok alle kender til – selvom vi måske ikke er så stolte af det.

Og vigtigst af altviser det samlede billede af Abrahams liv en side ved Gud, som kan være svær altid at fastholde – nemlig hans trofasthed. En trofasthed, der står i modsætning til Abrahams vekslen mellem tillid til Gud og mistillid til Gud, som kommer frem i Første Mosebog (1 Mos).

Tillid: Abraham drager afsted

I begyndelsen af 1 Mos 12 siger Gud til Abraham, at han skal forlade sit land, sin slægt og sin fars hus. Samtidig lover han, at han vil give Abraham et nyt land, at han skal blive til et stort folk, og at hans navn skal blive stort. Gud vil velsigne ham og gennem ham skal alle jordens folk velsignes. Forlad dit land, dit folk, din familie. Hvis man tænker lidt over det, kan det nok godt kaldes at »blive kastet ud på dybt vand«!

Abrahams reaktion er udtryk for dyb tillid til Gud: »Så drog han afsted, sådan som Herren havde befalet ham.« Abraham forlod alt det kendte og gik ud i en fremmed og usikker verden, men han hvilede åbenbart i Guds løfter.

Mistillid: Den halve sandhed

I anden halvdel af 1 Mos 12 beskrives det så, hvordan en hungersnød plager landet, og Abraham drager til Egypten for at få del i den mad, som Nilen normalt altid var garant for.

Det forholder sig imidlertid sådan, at hans kone, Sara, som er med på rejsen, åbenbart er en meget smuk kvinde. Derfor er Abraham bange for, at Farao vil slå ham ihjel for derefter at kunne hente Sara til sit palads.

Abrahams løsning på det problem er at komme med en halv sandhed: Sara skal sige til Farao, at Abraham er hendes bror og på den måde skjule, at de er mand og kone (Sara og Abraham var rent faktisk halvsøskende). Så vil han kunne redde livet og blive behandlet godt i Egypten.

At Abraham vælger at omgå sandheden for at slippe for en potentiel fare, er udtryk for mistillid til Gud, og det må have været en flov Abraham, som forlod Egypten igen sammen med Sara – beriget med store gaver fra Farao og en bebrejdende kommentar om, hvordan han dog kunne finde på den slags!

Tillid: Gud bekræfter sit løfte

Hændelsen i Egypten var dog ikke et udtryk for, at Abraham helt havde mistet tilliden til Gud. I 1 Mos 13 hører vi om en strid mellem Abrahams og Lots hyrder om de begrænsede græsningsarealer, og det fortælles, at Abraham ønsker at undgå den slags stridigheder med sin nevø. Uselvisk tilbyder han Lot at vælge, hvilken del af landet han ønsker at bevæge sig rundt i. Abraham vil så selv drage en anden vej.

Abrahams reaktion udtrykker tillid til, at Gud vil tage sig af ham, og denne tillid bekræftes af Guds efterfølgende gentagelse af sine løfter til ham om et land og et folk.

Det samme gør sig gældende i kapitel 14. Fire konger forener sig i krig mod blandt andet Sodoma, hvor Abrahams nevø Lot boede. Sodoma bliver nedkæmpet og plyndret, og befolkningen ført bort. Da Abraham hører om det, samler han sine mænd og sætter efter dem. Helt oppe i det nordligste Israel indhenter og besejrer han de fire konger og befrier Lot og hans byfæller og alt krigsbyttet fra Sodoma. Da Sodomas konge tilbyder Abraham, at han må beholde krigsbyttet som tak, så afslår han det fristende tilbud. Hans reaktion er udtryk for, at han ikke er bundet af kærlighed til materielle ting, men lever i tillid til Gud.

Også i kapitel 15 møder vi en Abraham, som midt i frustrationen over, at han endnu ikke har fået børn, alligevel har tillid til Gud. »Tæl stjernerne, hvis du kan« siger Gud til ham. »Så mange skal dine efterkommere blive.« Og så Abrahams reaktion: »Abraham troede Herren.«

Og igen bekræfter Gud sine løfter og indgår en pagt med Abraham om landet.

Mistillid: Tålmodigheden med Gud slipper op

I kapitel 16 kommer Saras frustrationer over ikke at have fået børn endnu til udtryk. Hun opfordrer Abraham til at gå ind til sin trælkvinde, Hagar, så hun måske gennem hende kan få en søn. Det indvilger Abraham i, og Hagar bliver gravid og føder Ismael.

Selvom det ikke på dette tidspunkt er sagt direkte, synes det at ligge i kortene, at Guds løfter om en søn var knyttet til Sara. Beretningen viser os derfor, at Abraham mister tålmodigheden – og tilliden til Gud.

Måske er der en tråd tilbage, til da Abraham sidst mistede tilliden til Gud. Hagar var egypter, og måske var hun en af de trælkvinder, som den smukke Sara fik med derfra, da Farao sendte hende og Abraham bort.

I hvert fald er der en forbindelse til de problemer som senere opstår mellem Hagar og Sara og endnu senere også mellem deres sønner Ismael og Isak.

Selv i dag er der strid mellem Abrahams to sønners efterkommere – araberne og jøderne – selvom begge sønner blev velsignet af Gud og blev givet løftet om et stort folk.

På samme måde som Abrahams tillid til Gud har skabt enorm velsignelse til denne verden, har hans mistillid til Gud skabt store problemer. Det er fjendskabet mellem de to folk et godt eksempel på. At mistillid på den måde kan have store konsekvenser, er værd at være opmærksom på, også for os i dag. Det er ikke ligegyldigt, om vi går vores egne veje eller følger Guds vej. Det kan få stor betydning for os selv og for andre.

I kap. 17 – 18 ser vi, hvor vanskeligt både Abraham og Sara havde det med forståelsen af, at det var de to, som skulle få en søn. Abraham havde åbenbart regnet med Ismael som opfyldelsen af løftet, for da Sara nævnes som den, løftet skal opfyldes ved, ler Abraham. Senere er det Sara, som i en alder af 90 år, ler ved det samme budskab.

Tilliden til Gud udfordres af virkeligheden, som Abraham ser den, og Abraham kan ikke fastholde løftet.

Tillid: Bøn for de retfærdige

I kapitel 18-19 møder vi igen den tillidsfyldte Abraham. I hans bøn for Lot og Sodoma har han frimodighed til at bede i tillid til, at han, som dømmer hele jorden, vil øve ret og vil skåne byen for de retfærdiges skyld, som er i Sodoma. Han beder om, at Gud vil skåne byen, hvis bare der er 50 retfærdige, og da han får et bekræftende svar på det, fortsætter han med frimodighed med at nedsætte antallet indtil han når 10 retfærdige.

Der var ikke 10 retfærdige, men Abrahams bøn blev hørt, og Gud huskede Abraham og sendte Lot væk, inden ødelæggelsen kom.

Mistillid: Endnu en halv sandhed

Og så er det næsten svært at tro det, som sker i kapitel 20.

Da Abraham slår sig ned som fremmed i Gerar, siger han om Sara, at hun er hans søster!

Derfor sender kongen i byen bud efter Sara, og kun fordi Gud i drømme forklarer kongen, hvordan relationen egentlige er, reddes trådene ud. Igen har det været en ydmygelse for Abraham at stå og skulle forklare sig for kongen, som slet ikke kan forstå, hvordan Abraham kunne finde på det.

Men hvordan kunne det ske igen? Havde Abraham glemt, hvad der skete, sidst han begav sig ud i denne halve sandhed? Når man læser hans forklaring til kongen i Gerar, lyder det, som om han har brugt denne taktik flere gange. Han forklarer, at han havde sagt til Sara: »Overalt, hvor vi kommer hen, må du vise mig den godhed at sige, at jeg er din bror.«

Var det Abrahams svaghed – noget, han blev ved med at bøvle med, og som han aldrig rigtig kom fri af?

Var det et område i hans liv, hvor kærligheden aldrig fik frygten drevet ud, og hvor tilliden til Gud aldrig slog igennem?

Kender vi noget lignende fra vores eget liv?

Tillid: Med kniven i hånden

Endnu sværere er det så at forstå, hvad der udspiller sig i kapitel 22. Den Gud, som har ladet miraklet ske og givet ham og Sara en søn, han byder nu Abraham at bringe denne elskede søn som et brændoffer på Morias bjerg.

Det giver ingen mening overhovedet, men Abraham holder fast i løfterne fra Gud. Han har den tillid til Gud, at det han har sagt, står ved magt. Gud havde lovet ham et folk gennem Isak, og hvis Isak nu skulle dø, så måtte Gud opvække ham igen, for ellers ville Gud ikke holde sit løfte! (Hebr 11,17-19)

Og den tanke ligger åbenbart fjernt fra den aldrende Abraham, som igen og igen havde oplevet, at selvom han svigtede, så svigtede Gud ikke. Derfor »begav han sig på vej« tidligt næste morgen. Hvilken tillid!

Dramaet på Morias bjerg er højdepunktet i Abrahams liv med Gud. Så dyb kan tilliden til Gud blive. I så høj grad kan et menneske se bort fra egen tænkning og hægte sig fast på Guds løfter – og opleve, at Gud holder, hvad han lover! For Abraham fik lov at beholde Isak, som blev stamfar til et stort folk. Præcis som det var lovet.

Han er trofast

Over hele Abrahams liv – og hele Israels historie – står det som en urokkelig historisk kendsgerning: »Er vi utro, forbliver han dog tro …« (2 Tim 2,13).

Sådan er vores himmelske far. Det har ikke noget med os at gøre. Vores liv kan derfor heller ikke påvirke det. Uanset om vi er tro eller utro, så forbliver han tro.

Det har noget med Gud selv at gøre. Han er trofast. Det er en karakter i hans evige væsen, som ikke står til at ændre.

Der er ingen mutationsmuligheder i Guds troskab: »… for fornægte sig selv kan han ikke« (2 Tim 2,13).

Gud kan aldrig ændre sig – og tak for det!

For det betyder, at Gud også i dag er den samme. Det betyder, at Gud også over for os er den samme. Det betyder, at Guds trofasthed gælder alle dage for alle mennesker i alle situationer.

For dig og mig. I dag og i morgen. Når vi står, og når vi falder.

Gud er tro mod sit ord. Både de ord som taler om dom over den, som lever i vantro, og de ord som taler om hans godhed mod den, som kommer til ham.

Og skulle du komme i tvivl, så tænk på Abraham og Gud!

Og synes du, det er lidt forældet, så lad dig minde om Israel og Gud. Netop i vores tid viser det sig, at Gud er trofast mod de løfter, som han gav til Abraham og senere til Israel som folk. Også selvom Israel er et utro folk.

Den evige, almægtige, uforanderlige Gud står ved sit ord. Abraham oplevede det gennem et slingrende trosliv. Vi kan opleve det i dag, for han er den samme i går, i dag, ja, til evig tid!