Frelse i Det Gamle Testamente – om Abraham, Rahab og de bange sømænd

Hvordan blev mennesker frelst på Det Gamle Testamentes tid? De kendte jo ikke Johannes 3,16. Israelitterne havde godt nok Moseloven, men den havde de ikke ligefrem succes med at overholde.

Spørgsmålet om, hvordan mennesker på Det Gamle Testamentes tid blev frelst, er uhyre væsentligt. For med svaret på det spørgsmål får vi sagt en hel masse. Ikke bare om vores syn på Israels rolle og funktion i frelseshistorien, men også om forholdet imellem Det Gamle Testamente (GT) og Det Nye Testamente (NT) og dermed om, hvem og hvordan Gud er i mødet med syndere.

Det er for mange nærliggende at tænke, at der er et brud imellem GT og NT: GT med Israel og Moseloven var plan A. Men da den viste sig ikke at fungere efter hensigten, fordi Israel ikke levede op til sit kald, så opfandt Gud plan B og sendte Jesus.

Men den opfattelse er forkert. Guds vej til frelse for syndere har altid været den samme: omvendelse og tro. Når Jesus i begyndelsen af Markusevangeliet siger: »Omvend jer og tro på evangeliet!«, så forkynder han meget præcist den samme vej til frelse, som gjaldt GT.

Eksempler på tro i Det Gamle Testamente

Det er ikke svært at finde eksempler på mennesker i GT, som blev åndeligt fornyet, omvendte sig og tydeligvis ejede den frelsende tro. Noa »fandt nåde for Herrens øjne«, og var »en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige og han vandrede med Gud.« (1 Mos 6,8-9). Man kunne også nævne Hanna (1 Sam 1-2), Ruth og de mange af Judas konger, hvorom der står, at de »gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne«.

Vi skal se på tre eksempler fra GT, som understreger denne kontinuitet imellem GT og NT.

Abram: Blev regnet som retfærdig for sin tro

Det er en del af GT’s fortælling, at Abram (som senere fik navnet Abraham) og hans familie havde tilbedt afguder i Ur (Josva 24,2.14). Abram var hedning. Det grundlæggende bevis på hans omvendelse fra afgudsdyrkelse til frelsende tro er ifølge Hebræerbrevet hans respons på Herrens kald til at forlade Ur og rejse mod det land, der skulle vise sig at være Kanaan (Hebr 11,8).

Det er ubestrideligt, at hans omvendelse og frelsende tro er helt igennem ægte. NT bruger simpelthen Abram som ærkeeksemplet på, hvad sand omvendelse og frelsende tro er (Rom 4,1-12; Gal 3,7-9).

Man kan indvende, at menneskene på GT’s tid ikke kunne udtrykke og formulere troen på Jesus Kristus på samme måde som på NT’s tid, af den enkle grund at Jesus ikke havde levet på det tidspunkt. Det er til et vist punkt korrekt, men Paulus leverer et klart bibelsk modspil til denne indvending, når han i Rom 4 med reference til Abraham citerer GT og slår fast, at »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.«

Rahab: Et forvandlet liv

Umiddelbart før israelitterne indtog landet, som Gud have lovet dem, blev en kanaanæisk kvinde med et tvivlsomt ry omvendt (Josva 2).

Omvendelsen og troen kom ikke som et resultat af en dogmatisk undervisning om forsoning, blod, lov og evangelium. Nej, troen fødtes, ved at hun så det levede trosliv i Israel, som vidnede om Guds storhed og almagt. Derved kom Rahab til den erkendelse, at Israels Gud »er Gud både oppe i himlen og nede på jorden« (Josva 2,10-11). Omvendelsen og troen viste sig i aktiv handling. Her blev skabt en ny relation, som var langt mere end en passiv tilskuerrolle. Vi ser adskillige steder i GT, at det er Israels levede trosliv, der får hedninger til at vende om og modtage frelsen (fx 2 Mos 28,11; 1 Kong 17,24; 2 Kong 5,15).

NT er ikke i tvivl. Rahabs forvandlede liv er et eksempel på den samme tro, som kendetegnede Abraham. »I tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med de genstridige, for hun havde modtaget spionerne med fred,« står der i Hebr 11,31. Også Jakob 2,25 bruger Rahab som eksempel.

Sømændene: Grebet af frygt for Herren

En af de mest fantastiske fortællinger om omvendelse og tro i GT foregår i stærk storm på et skib mellem Jafo og Nineve, hvor en ulydig profet ved navn Jonas er passager. Nøgleordet i beretningen om sømændenes omvendelse og frelsende tro, er »frygt«. Beretningen i Jonas’ Bog 1 har en tydeligt fremadskridende udvikling:

a)    Vers 5: »Søfolkene var bange og råbte om hjælp til hver sin Gud.«

b)    Vers 9: »Jonas svarede: ’Jeg frygter Herren, himlens Gud…’«

c)    Vers 10 »Da blev mændene grebet af stor frygt«.

d)    Vers 16 »Da blev mændene grebet af stor frygt for Herren.«

Bekendelsen i vers 16 er et ekko af GT’s lovprisning af gudsfrygt som udtryk for et ret forhold til Gud (fx 5 Mos 8,6; Job 28,28; Sl 112; Ordsp 1,7; 9,10). Den udtrykker en levende relation af ærefrygt, lydighed og tro. Disse sømænd satte alt deres håb til Jonas’ Gud med bønnen: »Ak, Herre, lad os ikke omkomme for dennes mands død! Bring ikke uskyldigt blod over os. Du, Herre, har handlet efter din vilje« (vers 14-15). Frygten for havets rasen i vers 5 blev afløst »stor frygt for Herren.«

På lange stræk minder sømændenes omvendelseshistorie meget om, hvad der skete med Israels folk, da de blev udfriet fra slaveriet i Egypten. I 2 Mos 14,31 står der: »Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.«

Der går således en lige linje fra disse eksempler i GT til NT’s stærke formaning i fx Johannes’ Åbenbaring 14,7, hvor der står: »Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.«

Fremadskridende åbenbaring

Men hvorfor forklarer GT ikke i umisforståelig klar tekst, at frelse sker ved omvendelse og tro? Vi kommer nok ikke svaret nærmere end, at denne åndelige sandhed er meget klart illustreret i det levede liv i GT, mens en mere systematisk dogmatisk forklaring lader vente på sig.

Gud har åbenbart vurderet, at det var passende at vente med denne fuldstændige åbenbaring indtil NT’s tid. Det skal vi ikke undre os over, for der er adskillige åndelige sandheder, som er illustreret i GT, og som først bliver forklaret i NT.

For eksempel fortæller NT os, at da Adam syndede i Edens have, gjorde han det som repræsentant for hele menneskeheden (Rom 5,12-21; 1 Kor 15,22). Men i GT har vi alene beretningen om Adams personlige synd. Da Gud kom til Adam i haven og fortalte ham, at han ville dø, hvis han spiste af træets frugt, sagde han ikke: »Du og alle dine efterkommere skal dø.« Han sagde alene, at »den dag du spiser af det, skal du dø«. En bibellæser kan ikke alene ud fra GT vide, at Adam står som repræsentant for hele menneskeslægten. Det bliver tydeligt illustreret i Kains og Abels liv, at de arver forbandelsen, men Gud fandt det så at sige passende at vente med den mere læremæssige forklaring til NT. Måske af pædagogiske hensyn, for det hænger rigtig godt sammen med den læremæssige forklaring om genfødsel, omvendelse og tro.

De troende i GT blev frelst ved omvendelse og tro på Jesu (fremtidige) offer, ligesom vi i dag bliver frelst ved omvendelse og tro på Jesu (fortidige) offer. De blev så at sige frelst på forudbevilling, mens vi bliver det på efterbevilling.

Troen var og er nok

Det overordnede princip er egentlig meget enkelt.

På GT’s tid blev et menneske helt enkelt frelst ved at tro på Israels Gud. På Abrahams tid havde Gud åbenbaret en vis del af sin frelsesplan, og Abrahams »ansvar« var at tro den del – og det var nok!

På Davids tid var mere blevet åbenbaret. For eksempel giver offerlovene og de jødiske fester en antydning af frelse gennem forsoning. Det var nødvendigt for David og hans samtid at gribe også denne åbenbaring i tro – og det var nok!

Profeten Esajas lagde røst og pen til yderligere informationer om, at frelsen knyttes til en kommende Messias, og i hans samtid fik troen derfor endnu mere kød på – og det var nok!

Hvor er dette princip befriende også for os i dag, som har hele NT, og som derfor kender meget mere til Guds frelsesplan, end man gjorde på GT’s tid. Og på den nye jord vil vi kunne se det i et endnu klarere lys. Men allerede nu står det fuldstændig klart, at vi, som lever i dag, lykkeligvis frelses efter nøjagtig samme princip, som gjaldt på gammeltestamentelig tid.

Omvendelse og tro handler ikke om, at jeg forstår alt i Guds frelsesplan fra ende til anden – men om at jeg tror det, jeg forstår. Om det er meget eller lidt er ikke afgørende. Om jeg er intellektuelt skarp og scorer højt i tests og eksaminer, eller om jeg ikke kan redegøre for teologiens store linjer, gør ingen forskel. Den frelsende tro er også i dag den tro, som viser sig i omvendelse og lydighed mod den smule, jeg har fået åbenbaret og forstår – og ikke mod det, jeg ikke forstår. 

Samme måde

Nej, personerne i GT kendte ikke Johannes 3,16! Men selve sagen var ikke fremmed.

Ja, de havde godt nok Moseloven, men den havde israelitterne ikke ligefrem succes med at overholde. Og nej, det har vi heller ikke i dag. Og det har heller aldrig nogensinde været Guds plan, at vi skulle frelses ved at overholde loven.

Men fristelsen til at bygge sin frelse på vore egne gerninger og præstation er nøjagtig den samme i dag som dengang. Og det er dødens vej. Det er fortabelsens vej her i tiden og siden i evigheden.

Gud har, fra før verden blev grundlagt, bestemt, at frelsen til alle tider alene er knyttet til troen på hans søn (Ef 1,4). Det må i sagens natur så også gælde for alle mennesker, siden verden blev grundlagt.

Overgangen fra GT til NT markerer ikke noget nyt i den forstand. Kontinuiteten i den måde, Gud har bestemt, at et menneske frelses på, er intakt. »For I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde« (Ef 1,7)! Og sådan har det det været, fra før verden blev grundlagt.