Helligånden i Det Gamle Testamente

Hvad var det afgørende nye, der skete i Jerusalem den første pinsedag efter Jesu død og opstandelse?
For er Guds Ånd ikke en del af den treenige Gud, som virkede med, da himmel og jord blev skabt, og som talte til mennesker på Det Gamle Testamentes tid?

Helligånden - den usynlige Gud

Når pinsen kan være vanskelig at få rigtig greb om, så svarer det egentlig godt til Helligåndens væsen. Selv om han er den ene person i treenigheden, og dermed fuldt og helt Gud, så er hans virke ofte tilbagetrukken.
Dette gør ham ikke på nogen måde til en mindre betydningsfuld person i treenigheden, men siger udelukkende noget om, at Helligåndens gerning er at være formidleren.
Når Gud taler, er det Ånden der handler. Så medens Bibelen giver os mulighed for at se Gud Fader for os med et ansigt (f.eks. 4 Mos 6,26), på en trone (Es 6,1), med en fodskammel (Es 66,1), et scepter (Hebr 1,8) og så videre, så får vi ikke den samme hjælp til at sætte ansigt på Helligånden.
Han er netop ånd og derfor usynlig for menneskers øjne, selvom vi kan fornemme hans tilstedeværelse (Joh 3,8). Måske derfor beskrives han ofte ud fra sin virkning og ud fra menneskers oplevelse af hans nærvær.
Helligånden finder vi altså ikke kun der, hvor han er nævnt med sine navne (Guds Ånd, Herrens Ånd, Talsmanden og så videre), men bag alt det, som Gud gør på Bibelens 1148 sider.

Formidleren

Gud er evig og uforanderlig. Han hviler i sig selv, og alligevel kan han bevæges af menneskers bøn. Denne dobbelthed afspejler sig i Helligåndens gerning som formidler.
Han formidler Guds inderste vilje og planer:
Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder (1 Kor 2,9f).
Men formidlingen går også den anden vej. Helligånden bevæger Guds hjerte, når han formidler det inderste i de helliges hjerter, det, som de ikke engang selv kan formulere:
Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke (Rom 8,26).

Livgiveren

Det første, Helligånden formidler, er liv. Når der findes liv i vores verden, så er det ene og alene, fordi der findes en levende Gud, der ved sin Ånd giver andre del i det liv, han har i sig selv. Livet er ikke »opstået« på jorden, men er formidlet fra Gud.
Dette sætter en tyk streg under livets hellighed og ukrænkelighed, og hvorfor vi skal værne om både vores eget og vores medmenneskers liv.
Åndens virke ved skabelsen bliver tydelig både i 1 Mos 1 og 2. I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, men det hele var øde og tomt. Derfor sender Gud sin Ånd, der til at begynde med må svæve over øde vande, men efterhånden som Gud taler det ene skaberord efter det andet, formidler Ånden liv, så vores jord i al sin herlighed bliver til, del for del.
Mest fantastisk af alle skabninger er dog mennesket. På den sjette skabelsesdag inddrager Gud på en særlig måde de to andre personer i treenigheden, når han siger:
»Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem (1 Mos 1,26f).
Her er Ånden ikke kun formidler, men det er tydeligt, at Gud vil noget mere.
Mennesket skal ligne et »os«, det vil sige være et væsen, som har en levende relation til både Gud Fader, Søn og Helligånd.
Når der nogle få vers senere zoomes ind på menneskets skabelse, læser vi da også, hvordan Gud selv bøjer sig ned, former mennesket af jord og puster livsånde i dets næsebor (1 Mos 2,7).
I den hebraiske tekst er det samme ord brugt om Ånd og ånde. Hvor Gud i begyndelsen sendte sin Ånd ud over hele jorden for at formidle livet, træder han nu selv til og blæser livsånde ind i mennesket.
Der er altså tydelig forskel på det forhold Guds Ånd har til skaberværket som helhed og det forhold, han har til mennesker. Gud har skabt jorden for menneskenes skyld, men menneskene har han skabt for sin egen skyld!

Formidler af frelse

Syndefaldet får afgørende betydning for Helligåndens virke på to måder.
Adam og Evas manglende tro på Guds ord bringer døden ind i verden. I Guds ord til Adam »ja, jord er du, og til jord skal du blive« (1 Mos 3,19) ligger der en tydelig henvisning til 1 Mos 2,7. Når Gud tager sin livsånde væk bliver der kun det jord tilbage, som mennesket blev formet af.
Dødens indtog i verden hænger altså sammen med, at Guds Ånd ikke på samme måde som før faldet formidler evigt liv og fællesskab med Gud. Menneskets liv på jorden bliver som de andre levende væseners liv noget tidsbestemt (1 Mos 1,20.24; 6,3) og uden et personligt fællesskab med Gud.
Tager Gud da sin Ånd helt væk?
Nej! Syndefaldet fører døden ind i verden, men menneskene er stadig skabt i Guds billede, og Gud ønsker at genoprette fællesskabet med sine særlige skabninger.
Det er vigtigt at understrege, at fællesskabet ikke ophører, fordi Gud har ønsket det sådan, men alene på grund af menneskenes manglende tro og tillid til Gud. Derfor søger Gud straks efter en vej til at genoprette fællesskabet og lover allerede på selve syndefaldets dag, at kvindens afkom skal knuse slangens hoved (1 Mos 3,15).
Helligåndens opgave bliver fra dette tidspunkt at formidle Guds plan for frelse, så døden og djævelen ikke får det sidste ord. Helligåndens opgave er jo at formidle, hvad der bor i Gud. Hvor han før kunne formidle direkte fællesskab mellem Gud og mennesker, formidler han nu det inderste ønske i Gud: at genoprette fællesskabet.

Ånden og Israel

Første del af Guds frelsesplan, som er grundtemaet i hele Det Gamle Testamente, kommer til at strække sig over lang tid og involverer både en lang række enkeltpersoner og et folk, Israel, der på en særlig måde bliver udvalgt til at formidle Guds frelse og velsignelse til alle folk (1 Mos 12,3).
I denne periode arbejder Guds Ånd med at hjælpe, støtte, udruste og føre disse personer og folket Israel, så Guds plan om at frelse mennesker lykkes.
En hel del steder nævnes Ånden i forbindelse med konkrete personer: Josva (5 Mos 34,9), Gideon (Dom 6,34), Samson (Dom 14,6), Saul (1 Sam 10,10), David (1 Sam 16,13), Elias og Elisa (2 Kong 2,9-15).
Men det afgørende er ikke først og fremmest om Guds Ånd er nævnt i forbindelse med den ene eller anden person, for det er hele vejen igennem Guds Ånd, der leder de udvalgte personer og det udvalgte folk.
Dette er nøjagtig hvad Esajas siger i et afsnit, der handler om Moses og om Israels vandring til det lovede land:
Da tænkte de på fortidens dage og på hans tjener Moses: Hvor er nu han, der trak sine fårs hyrde op af vandet? Hvor er nu han, der lagde sin hellige ånd i hans indre? Han, der lod sin herlige styrke vandre ved Moses' højre hånd, han, der kløvede havet foran dem for at skabe sig et evigt navn, han, der førte dem gennem dybet. Som heste i ørkenen snublede de ikke, som kvæg, der går ned gennem dalen, ledte Herrens ånd dem. Således førte du dit folk for at skabe dig et herligt navn! (Es 63,11-14).
Hvad der her siges om de 40 år i ørkenen gælder for hele Israels historie i fortid, nutid og fremtid. Selv om folkets og landets historie slår nogle underlige slag på grund af synd og frafald, er det hele vejen en vandring under Guds løfter og dermed under ledelse af Guds Ånd.

Ånden i den nye pagt

Helligåndens opgave i frelseshistorien er at formidle frelse og nyt fællesskab mellem Gud og mennesker. Derfor sker der noget afgørende nyt, også i Åndens virke, da Gud sender sin søn som verdens frelser.
Allerede i Det Gamle Testamente taler profeterne både tydeligt og stærkt om, hvordan Guds Ånd engang skal udgydes. Ikke blot over specielle personer, som skal føre frelseshistorien videre, men over alle mennesker:
Det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme. Selv over mine trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage, og de skal profetere… Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses (ApG 2,17-21 jf. Joel 3,1-5).
Apostlen Peter bruger dette skriftord fra profeten Joel til at forklare den undrende skare, hvad der lige er sket pinsedag. Gud har udgydt sin Ånd over en flok af mennesker, der er lige så broget sammensat som den, Joel profeterede om.
Hvordan kan det lade sig gøre? Jo, for nu er den tid kommet, som Joel nævner, hvor »enhver, som påkalder Herrens navn skal frelses«.
Hidtil i frelseshistorien har frelsen været formidlet af præster og profeter og været knyttet til templet og offertjenesterne dér. Nu er Gud selv blevet menneske i Jesus, og det åbner en helt ny mulighed for at påkalde ham direkte, uden menneskelige formidlere.

Dermed kommer Helligåndens opgave tæt på den oprindelige, idet han nu er formidler i det nye forhold mellem Jesus og den enkelte troende.
Ånden kan nu igen give liv - det evige liv, som Jesus vandt ved sin sejr over døden (Rom 8,11).
Og Ånden kan nu igen formidle fællesskab mellem Gud og mennesker - det fællesskab, som Jesus gjorde muligt ved at sone verdens synd.
Vejen til det liv og det fællesskab er den samme for os, som den var for forsamlingen pinsedag: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave« (ApG 2,38).