Hvad hedder Gud?

Når vi i denne artikel vil kigge nærmere på Guds navn, så er det ikke først og fremmest, fordi vi mangler noget at kalde ham, når vi henvender os til ham. I den bibelske verden er et navn nemlig ikke bare en måde at skelne den ene person fra den anden på. Et navn siger noget om den, der bærer navnet. Når vi således vil undersøge et af Guds navne, så er det for at lære Gud og hans væsen og vilje bedre at kende.

Lad os tage udgangspunkt i et vers fra 2 Mosebog 3, hvor Moses møder Gud ved den brændende tornebusk. Gud kalder Moses til en mægtig tjeneste: han skal være Guds jordiske redskab til at befri Israels folk ud af slaveriet i Egypten.
Men Moses er bekymret. Hvad vil Farao sige? Og hvad vil Israels folk sige, når Moses kommer til Egypten for at stille sig i spidsen for dem? Hvem skal Moses egentlig gå bud for?
»Hvilket navn skal jeg sige, at du har, Gud?«, spørger Moses. Når Moses spørger således, hænger det netop sammen med, at et navn i Bibelens verden ikke bare er en smart måde til at skelne den ene person fra den anden. I navnet ligger en persons væsen, og når det gælder Gud, så er hele hans væsen og vilje indeholdt i navnet.

Det, Moses (og Israels folk) egentlig spørger efter, er således: »Hvem er du, Gud, og hvad kan og vil du gøre?«
I vers 14 giver Gud Moses et helt fantastisk svar: »Jeg er den, jeg er!« og senere i verset »Jeg Er«.
Den fulde forståelse af det udtryk tror jeg ikke, vi kan rumme og forstå, men det indebærer i hvert fald, at Gud er. Det vil sige, at han ikke er skabt, men har liv i sig selv. Gud er fra evighed til evighed.
I vers 15 møder vi Guds navn forklaret som »Jahve«, det vil sige det hebræiske navn, der består af de fire bogstaver JHVH. Der er på hebræisk en direkte sproglig sammenhæng imellem udtrykket »Jeg Er« og navnet JHVH.
»Dette er mit evige navn,« siger Gud til Moses.

 

Det glemte navn

Vi kender ikke udtalen af navnet JHVH. Guds navn er helligt, så helligt, at man i jødisk tradition mente, at bare det at udtale navnet rummede utæmmelige kræfter i sig selv.
Derfor udviklede der sig en tradition i jødedommen på det andet tempels tid for, at man undgik at udtale Guds navn. Der var kun få undtagelser og med tiden blev man stadig mere restriktiv selv i disse få undtagelser. Navnet måtte kun udtales i templet i Jerusalem, hvor det skete ved fremsigelsen af den aronitiske velsignelse ved den daglige gudstjeneste. Uden for templet blev navnet JHVH i velsignelsen erstattet af andre ord. Også ypperstepræsten måtte på den store forsoningsdag, yom kippur, udtale navnet.
Ellers undgik man i hverdagen fuldstændig at udtale Guds navn. I stedet brugte man det hebraiske ord »adonai«. På græsk hedder det kyrios, og på dansk er det oversat »min Herre« eller »Herren«.
Denne tradition med at undlade at udtale Guds navn holdt de første kristne, og ikke mindst Ny Testamentes forfattere, fast i.
I Matthæusevangeliet har vi tilmed et eksempel på, at traditionen med at undlade brugen af Guds navn JHVH udvides, så selv ordet »Gud« bliver forsøgt undgået. Matthæus vælger nemlig at skrive »Himmeriget« og ikke som de øvrige evangelister »Guds rige«. Meningen er præcis den samme, men Matthæus bruger en typisk jødisk måde at erstatte ordet »Gud« med ordet »Himmelen«.
Da det andet tempel blev ødelagt i år 70 e.Kr., gik også den korrekte udtalemåde af JHVH tabt. Derfor oversættes JHVH i vores danske bibel som regel med »Herren«, på nær de steder, hvor selve betydningen af Guds navn JHVH spiller en rolle i teksten. Her bruges navnet »Jahve«, der er en af flere mulige udtaler af JHVH.

 

Patriarkerne, Moses og JHVH

Et af de steder, hvor navnet »Jahve« optræder i den autoriserede danske bibeloversættelse, er 2 Mos 6, som indholdsmæssigt ligger i direkte forlængelse af versene fra 2 Mos 3,14-15.
Gud taler i kapitel 6 igen til Moses og siger til ham: »Jeg er Herren!«.
Derefter siger Gud noget til Moses, der i første omgang kan lyde besynderligt: »Patriarkerne lærte mig at kende som Gud den Almægtige, men under mit navn, Jahve, gav jeg mig ikke til kende for dem«.
Men patriarkerne kendte udmærket navnet Jahve (se f.eks. 1 Mos 24,3). Hvad mener Gud så, når han siger til Moses, at han ikke gav sit til kende for patriarkerne under det navn?
Det nye, der på Moses’ tid skulle til at ske, var, at Gud ville frelse Israel ud af Egypten og senere føre dem ind i det land, han havde lovet dem. Igennem dette skulle Israel lære Gud at kende på en ny måde - som Jahve, Herren. Ikke fordi de skulle lære et nyt navn, men fordi de nu skulle lære dybden af indholdet i Guds navn at kende. Israel skulle lære Gud at kende som den, der frelser!
Læs blot hele denne tekst (2 Mos 6,2-8) i sin sammenhæng og se, hvor fantastisk navnet JHVH, Herren, er flettet sammen med Guds frelse af Israel. Hele fire gange i disse få vers siger Gud: »Jeg er Herren [JHVH]!« Israel skulle lære Gud at kende som Herren, deres frelser!
Senere, i forbindelse med den første påske og Israels udvandring af Egypten, får Israel besked på, at de fremover skal mindes denne begivenhed (2 Mos 13,1-16). Når Israels folk er nået til Kana’ens land, skal de hvert år fejre påske og mindes, at Gud, Herren, JHVH, frelste dem ud af Egypten. Dette bud overholdt Israel, og det gør Guds folk den dag i dag. Stort set uafbrudt i noget nær 3400 år har jøder fejret dette: at Gud, som Herren, frelste dem.
Således også cirka 1400 år efter udfrielsen af Egypten, hvor en jødisk teenagepige i Nazaret i Galilæa fik besked på, at hun skulle føde Guds søn, Israels konge, og give ham navnet Jesus. Jesus er en oversættelse af Yehoshua eller Josva, som netop betyder »Herren frelser«.
Men hvad siger Jesus selv om denne forbindelse mellem hans navn og Guds navn?
Johannes lægger i sit evangelium pen til mange »Jeg er«-udtalelser fra Jesus. Men her skal vi holde tungen lige i munden. For den græske vending, der er oversat med »Jeg er« kan sagtens – og skal nok oftest – forstås som et simpelt »jeg er…«.
Når Jesus eksempelvis siger »Jeg er livets vand…«, så er det at forstå som en ganske almindelig sætning, ligesom når vi siger »jeg er træt«, eller »jeg er revisor« (uden nogen sammenligning i øvrigt!).
Når Jesus siger »Jeg er livets vand«, så er det ikke »jeg er«, vi skal lægge vægt på, men »livets vand«. Men der er, som jeg ser det, et par klare undtagelser i Johannesevangeliet, hvor »jeg er«-udtrykket spiller en stor rolle.

 

Før Abraham

Først skal vi se på Joh 8,58. Jesus er i diskussion med en gruppe jøder i Jerusalem. Debatten handler blandt andet om, hvem der er de sande Abrahams efterkommere.
Undervejs siger Jesus følgende til dem: »…Jeg er, før Abraham blev født«. Dette afstedkommer en voldsom reaktion fra tilhørerne, der samler sten op for at kaste dem på Jesus.
Hvorfor denne voldsomme reaktion? Jo, Jesus tager jo Guds egne ord om sig selv i sin mund, ord han talte til Moses dengang ved tornebusken. Gud sagde om sig selv, at han er fra evighed til evighed, ikke skabt men Skaberen selv. Præcist det samme siger Jesus nu om sig selv: Jeg var til før Abraham, jeg er fra evighed til evighed.
Jesus gør sig selv til Gud! Dette blev opfattet som gudsbespottelse, og derfor vil tilhørerne straffe Jesus med den straf, der var forbeholdt ægteskabsbrydere og gudsbespottere.

 

»Det er mig«

Dernæst skal vi se på Joh 18,5-6. Her er scenen Getsemane Have på Oliebjergets skråninger en mørk nat under jødernes påskefejring. Vagtstyrken fra templet og nogle af de jødiske lederes egne soldater er, anført af forræderen Judas, kommet for at anholde Jesus.
Jesus spørger dem: »Hvem leder I efter?«. De svarer: »Jesus fra Nazaret«, og Jesus siger så (i dansk oversættelse): »Det er mig«. Direkte oversat siger Jesus til dem: »Jeg er«.
Igen, dette kan sagtens forstås som en helt almindelig sætning, hvor Jesus identificerer sig som Jesus fra Nazaret. Men det kan også forstås som Jesu identifikation med Guds navn. Det, jeg synes understøtter den sidste forståelse, er den voldsomme reaktion fra de mænd, som kom for at anholde ham. De viger tilbage og falder om på jorden! Nogle har ment, at de blot viger tilbage i forargelse over Jesu brug af de guddommelige ord. Men de viger tilbage og falder til jorden! Der skal mere end blot en almindelig identifikation til at fremkalde det. Disse mænd er jo angste!
Denne scene minder enormt om alle de steder i Bibelen, hvor mennesker falder til jorden i rædsel over mødet med Gud og hans sendebud, englene. Jesus understreger her, få timer inden sin korsfæstelse, at han er Gud selv. Herren, som frelser!

 

Navnets indhold

Moses spurgte altså Gud ved tornebusken: »Hvem skal jeg sige du er?« eller »Hvad kan du, Gud?«
Gud gav dengang Moses og hele Israels folk et mægtigt svar først ved at sige: »Jeg Er« og »Jeg er JHVH, Herren!« og derefter ved at opfylde selve betydningen af dette navn ved at frelse folket ud af slaveriet i Egypten.
Guds svar til Moses dengang er også Guds svar til os i dag.
Gud, i skikkelse af sin søn Jesus Messias, trådte ind i vores verden og sagde med sit navn, sine ord og sine gerninger: »Jeg Er« og »Jeg er Herren, der frelser«. Hvorefter han viste os dybden og højden, længden og bredden af indholdet i det navn ved at give sit eget liv til frelse for alle, der tror på ham.