Hvem er din Gud? – om afgudsdyrkelse

Hvad er afgudsdyrkelse, og hvordan bliver den beskrevet i Det Gamle Testamente? De spørgsmål vil blive behandlet i denne artikel.
Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med, hvad Det Gamle Testamente siger om afgudsdyrkelse? Er det ikke bedre at koncentrere sig om den rette gudsdyrkelse?
Vi må beskæftige os med emnet, fordi Bibelen beskæftiger sig med det. Ved at se, hvad der tidligere kunne lede mennesker væk fra Gud, kan vi blive opmærksomme på, hvad der risikerer at tage, eller måske allerede har taget den plads i vores liv, som kun tilhører Gud.

Hvad er et menneskes gud?

For at definere hvad afgudsdyrkelse er, kan det være nødvendigt at definere, hvad der er et menneskes gud.
En mulig definition kan være, at et menneskes gud er den eller det, som vedkommende regner som det højeste gode. Det vil sige den eller det, som afgør alle andre værdier og normer i det pågældende menneskes liv.

Der er ingen tvivl om, at Det Gamle Testamente beskriver den Gud, der åbenbarer sig i Det Gamle Testamente, som den eneste, der fortjener denne plads i et menneskes liv.
Afgudsdyrkelse bliver ofte beskrevet som en situation, hvor noget andet end Gud tager førstepladsen i et menneskes liv.
Gud beskrives i Det Gamle Testamente som en lidenskabelig Gud (for eksempel 2 Mos 34,14). Gud accepterer ikke at afgive eller dele førstepladsen i et menneskes liv med nogen eller noget.
Kong David giver os begrundelsen i Sl 86,9-10: Alle folkeslag er skabt af Gud og skal ære hans navn, for han alene er Gud.
Grundlæggende er afgudsdyrkelse altså, når man erstatter Gud med noget andet eller sætter noget andet ved siden af ham på førstepladsen i ens liv.
Det Gamle Testamente beskriver, hvordan det kan ske på flere forskellige måder.

Guldkalven ved Sinaj

Under israelitternes ophold ved Sinaj bjerg, kaldte Gud Moses op til sig på bjerget. Da Moses havde været væk et stykke tid, blev folket utålmodigt og begyndte at overveje, hvordan de skulle klare sig uden ham (2 Mos 32,1-5).

Folket krævede, at Aron lavede en gud til dem, og da han havde lavet en guldkalv, hyldede de den som den Gud, der havde ført dem ud af Egypten.
Folket ønskede et synligt billede af deres Gud på samme måde, som alle andre folk havde gudebilleder, de kunne ofre til og tilbede.
I udgangspunktet var det altså ikke, fordi folket ønskede en anden gud, men de ville dyrke Gud efter deres egen forståelse af, hvordan man dyrkede en gud, selvom det var i direkte modstrid med Guds befaling om, at de ikke måtte lave noget gudebillede og ikke dyrke eller tilbede noget billede (2 Mos 20,4-5).

Politisk gudsdyrkelse

Vi møder flere eksempler i Det Gamle Testamente på, at mennesker nok ønsker at dyrke Gud og tjene ham, men de har deres egen forestilling om, hvordan det skal foregå.
Jeroboam var den første konge i Nordriget, efter at Israel var blevet delt i to riger. Han fik lavet to guldkalve. Den ene opstillede han i Dan i den nordlige del af riget og den anden i Betel i den sydlige del af riget (1 Kong 12,27-30).

Jeroboams begrundelse var, at guldkalvene skulle afholde folket fra at drage op til Jerusalem. Motivet var først og fremmest politisk. Israelitterne var vant til at rejse op til templet i Jerusalem. Og nu var Jeroboam bange for, at folkets besøg i Jerusalem ville få dem til at ønske at tilslutte sig Sydriget og kræve, at Sydrigets konge, Rehabeam, også skulle være konge for dem.
Det, som drev Jeroboam, var altså ikke først og fremmest et ønske om at ændre dyrkelsen af Gud, men han var så fokuseret på at bevare magten, at han handlede i direkte modstrid med Guds befalinger. Senere hører vi, at Jeroboam ud over at lave de to guldkalve også lavede andre guder (1 Kong 14,9).

Tyren

Når det i begge episoder er en kalv, helt præcist en tyrekalv, der bliver afbilledet, kan det hænge sammen med, at den meget udbredte Ba’als-dyrkelse brugte netop tyren som billede.
Tyren blev ikke nødvendigvis betragtet som et billede af guden selv, men Ba’al blev i nogle tilfælde afbilledet stående på en tyr. Tyren kunne altså forstås som det dyr, guden red på.
Måske har Aron netop undskyldt sig med, at det jo ikke var Gud selv, han havde lavet et billede af, men at han blot havde givet folket et sted at rette deres gudsdyrkelse imod, nemlig det dyr, som man kunne forestille sig, at Gud red på.

Realiteten var imidlertid, at folket dyrkede billederne som guder, og at det under alle omstændigheder var et brud på det, Gud havde befalet.

Salomos afgudsdyrkelse

I 1 Kong 11,1-8 hører vi om, hvordan Salomos ægteskaber med kvinder fra de omkringliggende lande førte til, at han byggede altre for deres guder og ikke længere var helhjertet med Gud.
Allerede i 2 Mos 34,15-16 forbyder Gud israelitterne at gifte sig med kvinder fra andre folk, fordi det vil forlede dem til at dyrke andre guder.
Bibelens beskrivelse tyder på, at Salomo forsøgte at kombinere sin dyrkelse af Gud med dyrkelsen af hans hustruers guder. Hans hjerte var delt mellem tilbedelsen af Gud og afgudsdyrkelsen.
Baggrunden for Salomos afgudsdyrkelse var ikke så meget en forestilling om, at disse afguder kunne skaffe ham eller landet nogle fordele, som Gud ikke kunne. Der var først og fremmest tale om et hensyn til hans mange hustruer.

Begrundelsen kan jo virke meget omsorgsfuld. Af hensyn til de hustruer, som kom fra andre lande, og som havde forladt deres familie og alt det, de kendte, byggede Salomo altre for deres guder, sådan at de fortsat kunne dyrke dem i det fremmede.
Problemet for Salomo var bare, at hensynet til de mange hustruer blev sat over lydigheden mod Gud.

Dyrkelse af Gud og afguder på samme tid

Salomo blev forledt til at dyrke andre guder ved siden af Gud. Denne sammenblanding af gudsdyrkelse og afgudsdyrkelse finder vi mange eksempler på i Det Gamle Testamente.
Rakel så fødslen af Josef som et resultat af Guds indgriben (1 Mos 30,22-24), og alligevel stjal hun sin fars husguder, da Jakob besluttede at vende tilbage til sit fædreland (1 Mos 31,19).
Forestillingen om, at det var muligt at dyrke andre guder samtidig med Gud, er et af de markante temaer i profeternes opgør med folkets afgudsdyrkelse og i deres budskab om, at Gud vil straffe deres frafald.
Jeremias får et budskab fra Gud, som klart afviser folkets tro på, at de kan søge Gud i hans tempel og finde redning hos ham, samtidig med at de tænder offerild for Ba’al og følger andre guder (Jer 7,1-15).

Da Nordriget blev erobret i 722 f.Kr., og en stor del af folket blev ført i landflygtighed, blev der samtidig ført andre folk til Samaria, hvilket formodentlig er oprindelsen til samaritanerne. Disse folk medbragte deres egne afguder, men begyndte også at dyrke jødernes Gud (2 Kong 17,24-41).
Årsagen var en forestilling om, at nogle guder var tilknyttet et specielt landområde. Når man kom til et nyt land, var man nødt til at dyrke den lokale gud for at sikre sig hans eller hendes beskyttelse.

Forskellige typer afguder

Ud over forestillingen om guder med tilknytning til et landområde var der forskellige former for afguder, som blev dyrket. Det kunne være frugtbarhedsguder, guder, som man mente, havde magt på særlige områder som for eksempel krigsguder, eller guder, som man regnede med, kunne yde en særlig beskyttelse.
Mange afguder blev også tillagt en kombination af disse egenskaber.
Dyrkelsen af afguderne kunne foregå på forskellige måder. Det kunne ske ved ofringer af dyr eller andre ting, eventuelt kombineret med en form for ceremoni. Et eksemple på det er Ba’als-profeternes ofring ved styrkeprøven på Karmel, hvor de samtidig dansede og snittede sig med sværd og lanser.
Mange af frugtbarhedsguderne blev dyrket ved forskellige former for seksuelle udskejelser. Når Jeremias beskriver folkets frafald som hor, hænger det for det første sammen med billedet af Israel som Guds hustru. Men det henviser også til det seksuelle aspekt i dyrkelsen af frugtbarhedsguderne (Jer 3,6-13).

Endelig blev nogle af afguderne dyrket ved menneskeofringer. Der står om kong Manasse, at han lod sine sønner gå gennem ilden. Et udtryk for, at de blev ofret (2 Krøn 33,6). Jeremias omtaler også, at judæerne har bygget særlige offerhøje til at brænde deres sønner og døtre (Jer 7,31).
Det Gamle Testamente er et vidnesbyrd om, at afgudsdyrkelsen i dens mange forskellige former har haft gode vilkår.
Det begyndte helt tilbage ved Adam og Evas fald, hvor de ønskede selv at tilrane sig Guds plads. Og det fortsætter helt frem til Det Gamle Testamentes sidste profet, Malakias, der omtaler folkets uretfærdighed som en plage for Gud og som et udtryk for, at de ikke frygter ham (Mal 2,17 og 3,5).
Men samtidig er budskabet gennem hele Det Gamle Testamente, at Gud er tålmodig og viser nåde mod den, som igen ønsker at reservere førstepladsen i livet til ham (Hos 14,2-4).