Isak: Sønnen, der var villig til at lade sig ofre

»Tag din eneste søn, du skal bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.«

Hvis vi ikke kender beretningen, hvor Gud befaler Abraham at ofre Isak, vil det være nærliggende at forbinde denne befaling med afgudsdyrkelse eller en tyrannisk hersker. Det er en af Bibelens mærkeligste beretninger, og det skyldes vel kun, at vi kender slutningen, hvis vi ikke forfærdes over at læse den.

Hvordan kan Gud, som ifølge Bibelen er kærlighed, give denne befaling? Vi får ikke svaret, og den eneste direkte begrundelse er, at Gud ville sætte Abraham på prøve – og at han bestod prøven, fordi han frygtede Gud.

Havde Gud, som ved alt, behov for at teste Abraham for at finde ud af det? Det logiske svar er nej. Det må betyde, at Gud brugte denne test til at vise Abraham selv, hvor stor hans tillid til Gud var. Abraham, som af frygt for sit liv havde løjet og sagt, at Sara ikke var hans hustru, og som havde fået Ismael med Hagar for at hjælpe Gud med at opfylde løftet om, at han skulle få en søn. Begge dele var udtryk for manglende tillid til Guds omsorg og løfter. Men nu stolede Abraham på Gud.

Ofring af børn var ikke et ukendt fænomen i forbindelse med afgudsdyrkelse, og måske havde Abraham behov for at forstå, at hans tro på Gud ikke var svagere end hos dem, der var villige til at ofre deres børn – samtidig med at Gud meget klart ville vise, at han aldrig vil kræve børn som ofre.

Isak reddede livet – og blev mærket for livet

Det må have været en forfærdelig situation for Abraham. Men hvad med Isak? Hvad tænkte han, og hvad meget vidste han? Der står jo, at han kun var en dreng. Det ord, som på dansk er oversat med »drengen«, kan på hebraisk betegne en person inden for et stort aldersspænd. I 2 Mos 33,11 bruges samme betegnelse om Josva, men han var bestemt ikke en »dreng« på det tidspunkt. I kapitel 17 fremgår det nemlig, at han var hærfører.

Faktisk er der noget, der tyder på, at Isak var en ung mand. Der står, at han bar det brænde, som Abraham havde kløvet, og han må derfor have været teenager eller endnu ældre. Det betyder, at Isak villigt lod sig binde og altså accepterede, at hans far var ved at bringe ham som offer. Vi får en antydning af, hvad denne begivenhed betød for Isak, når Jakob kalder Gud for »Isaks Rædsel« (1 Mos 31,42).

Måske havde denne oplevelse også betydning for de dysfunktionelle forhold i Isaks egen familie. Der står om ham og hans kone, Rebekka, at de elskede hver deres søn, og om Isak, at han elskede Esau, fordi han holdt af det vildt, Esau skaffede (1 Mos 25,28). Måske havde Isak svært ved at elske sine sønner, fordi frygten for, hvad Gud ville forlange, sad i ham?

Isak har som barn helt sikkert fået at vide, at han var svaret på Guds løfter. Og pludselig befalede denne Gud, at hans far skulle dræbe og ofre ham. Det er ikke underligt, at det har præget hans forhold til både Gud og sine egne sønner resten af livet. Og det udfordrer os til at overveje, hvordan vi reagerer, hvis eller når Gud handler anderledes, end vi forestiller os.

Isak kunne have fokuseret på, at Gud stoppede Abraham og reddede ham fra at blive ofret, men alt tyder på, at det var Guds befaling om, at han skulle ofres, der fyldte mest i hans liv.

Profetien om et lam

I beretningen er der to udsagn af Abraham, der kan opfattes som direkte løgn eller i hvert fald udeladelse af sandheden. Abraham sagde til de to karle, at »vi« – han og Isak – ville komme tilbage efter at have tilbedt, og da Isak spurgte, hvor offerlammet var, svarede Abraham, at Gud selv ville udse sig et lam til ofringen. Udsagnet til karlene synes at være i modstrid med det, Gud netop havde sagt til Abraham. Men Hebræerbrevet siger, at det var et vidnesbyrd om, at Abraham stolede på, at Gud kunne oprejse Isak fra de døde, og antyder altså, at selvom Abraham regnede med at skulle ofre Isak, så forventede han også, at de begge kom tilbage.

Når Abraham sagde, at Gud ville udse sig et lam, er det mest nærliggende, at han regnede med, at det lam var Isak. Samtidig er der noget profetisk over udsagnet – for Gud udså sig ganske vist et offerlam, men det skete først mange år senere.

Det offerdyr, Gud gav som stedfortræder for Isak, var en vædder og ikke et lam. I jødisk tradition har man undret sig over denne forskel. Tog Abraham fejl, eller var det et udtryk for ønsketænkning, som Gud derefter opfyldte på sin egen måde?

Påskelammet ved udgangen af Egypten kan ses som en delvis opfyldelse af Abrahams profeti. Her var det netop et lam, der blev ofret for at redde familiens førstefødte, men det var israelitterne selv, som skulle udse sig et passende lam efter Guds anvisninger. Tilsammen peger Abrahams profeti og påskelammet frem imod det Guds lam, som bærer verdens synd (Joh 1,29). Det lam, Gud udså sig som det endegyldige stedfortrædende offer for alle mennesker.

Herrens engel – ikke en hvilken som helst engel

Alt i beretningen peger på, at Abraham var parat til at gennemføre ofringen af Isak og kun stoppede, fordi Herrens engel råbte til ham, at han ikke skulle gøre det. Denne Herrens engel møder vi flere steder i Det Gamle Testamente. Engel kan også oversættes med budbringer eller udsending.

Første gang, Herrens engel omtales, er, da han mødte Hagar, efter at hun var blevet gravid med Ismael og flygtede, fordi Sara behandlede hende hårdt (1 Mos 16). Hagar så englen med sine egne øjne, og hun tænkte bagefter ved sig selv, at det var Gud selv, hun havde set. Det var også Herrens engel, der viste sig for Moses i den brændende tornebusk, og samtidig står der, at det var Gud, som råbte til ham inde fra busken. Moses skjulte også sit ansigt, fordi han ikke turde se Gud (2 Mos 3).

Og her på bjerget er det altså igen denne Herrens engel, der stopper Abraham, og han gør det med ordene: »Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.« Herrens engel siger altså, at det var ham, Abraham var ved at ofre Isak til, og identificerer sig på den måde som Gud selv.

Fra beretningerne om Hagar og Moses forstår vi, at de kunne se Herrens engel, og sammenholdt med Guds ord til Moses om, at ingen kan se ham og beholde livet (2 Mos 33,20), giver det en umiddelbar modsigelse. For hvis det var Gud, de så, hvordan kunne se så beholde livet?  Det er der en helt særlig grund til, som samtidig viser os, hvem det i virkeligheden var, der talte til Abraham og forhindrede ham i at slå Isak ihjel.

Guds lam griber ind

Jesus siger til apostlen Filip, at den, der har set ham, har set Faderen (Joh 14,9), og Paulus skriver, at Sønnen er den usynlige Guds billede (Kol 1,15). Når mennesker også i Det Gamle Testamente fik lov til at se en, de beskriver som Gud selv, eller en der omtaler sig selv som Gud, så er det altså Gud Søn, den anden person i treenigheden, vi møder før hans inkarnation.                      

Det betyder, at da Herrens engel råbte til Abraham og standsede hans ofring af Isak, var det altså ham, der selv er det lam, som Gud, før verden blev grundlagt (1 Pet 1,19-20), havde udset sig til at ofres som stedfortræder og bære hele verdens synd. Det var ham, der ikke tillod Abraham at ofre sin søn – ham, der som søn villigt lod sig selv ofre. Da han gik til Golgata, da han hang på korset, var der ingen, der sagde stop, for ham, som stoppede Abraham, var ham, der selv blev ofret.

Abraham fik ret: Gud havde selv udset sig et offerlam.

Beretningen om Abraham, der næsten ofrede sin søn, Isak, er et stærkt tegn, som peger frem mod Jesus. Isak var den elskede søn, der villigt lod sig binde, lægge på alteret og ikke protesterede, da hans far løftede kniven for at dræbe ham.

Samtidig er beretningen et mægtigt vidnesbyrd om, at lige meget hvordan vores liv former sig, og hvilke ofre Gud beder os om at bringe, så har han selv udset sig og bragt det største og endegyldige offer. Det offer, der giver mulighed for at sige med Paulus, at lidelserne, i den tid der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os (Rom 8,18). Ikke med overfladisk lethed, men i dyb erkendelse af det fantastiske håb, han har købt til os ved sin død og opstandelse.