Naboen, der ikke ville hjælpe
Jesus fortæller i Lukasevangeliets 11. kapitel, vers 5-8, en kort, men meget interessant lignelse om en sur mand, der hellere ville sove end at hjælpe sin nabo. Men hvem er han et billede på, og hvad skal det lære os om os selv og vores relation til Jesus?
I versene inden denne lignelse har Jesus lært disciplene Fadervor som en grundmodel for deres kommunikation med Faderen.
I forlængelse af denne undervisning om bøn fortæller Jesus sine disciple lignelsen om manden, der ikke ville hjælpe sin nabo.
En mærkelig lignelse
Mange af Jesu lignelser handler om hverdagslivet i landsbyerne, som det så ud, da Jesus gik på jorden. Også denne lignelse tager sit udgangspunkt i en lille jødisk landsby på Jesu tid.
En mand i landsbyen har midt om natten fået besøg af sin ven, som tilsyneladende er kommet langvejsfra.
Værten har ikke noget mad at byde sin gæst, og derfor går han over til naboens hus, banker på og spørger, om han har noget brød, som værten kan give sin gæst.
Naboen er dog i dårligt humør. Han finder det besværligt at skulle hjælpe værten på dette tidspunkt og undskylder sig med, at døren er låst, og at børnene er gået i seng.
Jesus afslutter historien med at fortælle, at selvom naboen ikke giver værten noget for venskabets skyld, så vil værten dog få, hvad han har brug for, på grund af sin påtrængenhed.
Ved en umiddelbar læsning indeholder lignelsen en hel del mærkelige ting, der kalder på en forklaring.
Set med jødiske briller er det altoverskyggende spørgsmål: Hvordan kunne naboen opføre sig så uanstændigt?
Set med moderne danske briller er spørgsmålene nok nærmere: Hvorfor kommer gæsten midt om natten? Er besøget ikke aftalt? Hvorfor går værten til naboen og ikke i Netto?
Jamen, vi har jo slet ikke støvsuget
I mit barndomshjem var der en ven af familien, der yndede at besøge os, når det passede ham. En halv time her og tre kvarter dér.
Fælles for besøgene var, at han aldrig gav besked om dem på forhånd.
Sådanne impulsive besøg er efterhånden en sjældenhed. Det er såmænd ikke, fordi vi ikke besøger hinanden i det moderne danske samfund, men det skal gerne være aftalt, så vi kan nå at få støvsuget og købt ind. Og er man ti minutter forsinket, sender man lige en besked, så ingen går og er bekymrede.
I den jødiske kultur på Jesu tid var der naturligvis hverken mobiltelefoner eller internet – og heller ikke noget postvæsen.
Nok var der sendebud, der løb med besked, men den service var forbeholdt de højtstillede personer.
Situationen, som Jesus beskriver, er derfor velkendt og almindelig. En gæst kommer på uventet besøg.
Vennen ankommer »midt om natten«, hedder det i den danske oversættelse. Det græske ord kan dog lige så godt oversættes med »midnat«.
Noget tyder på, at vennen har været på en lang, udmattende rejse og ikke kender andre i området, eftersom man normalt ville finde nattely først på aftenen og ikke så sent som ved midnatstid.
Hvor er den nærmeste butik?
I København, hvor jeg bor, er der flere og flere butikker, der har åbent til klokken 24. Et par butikker har faktisk åbent døgnet rundt.
Skulle det usandsynlige ske, at en sulten ven opsøgte mig ved midnat, ville jeg hurtigt finde den nærmeste tankstation eller Netto; jeg ville langt hellere cykle et par kilometer end at banke min nabo op på det tidspunkt.
Med sådan en tankegang opstår endnu en distance mellem os og Jesu lignelse. Sagen er den, at der ikke fandtes disse indkøbsmuligheder på Jesu tid. Man boede i små huse, måske ikke mere end 10-15 huse per landsby. Her var man selvforsynende med fisk, brød, vand, mælk, tøj og så videre. Det er ikke usandsynligt, at opgaven med at bage og opbevare brød er gået på tur fra husstand til husstand. Det vil i hvert fald forklare, hvorfor værten ikke selv har noget brød, og hvorfor han som det mest naturlige opsøger sin nabo. Man boede tættere, boede færre sammen og kom hinanden ved. På godt og ondt.
Sikke en tarvelig nabo!
Det ene store spørgsmål, der uden tvivl meldte sig hos de oprindelige tilhørere, var: Hvordan kunne naboen være så ubehøvlet at afvise værten? Gæstfrihed var et altafgørende princip i den jødiske kultur på den tid.
Som sagt var det helt almindeligt at låne af hinanden, og fik man gæster, var det ens fornemste opgave at sørge for den bedst tænkelige opvartning.
Besøger man landsbyer i dele af Asien eller Afrika, vil man møde en lignende mentalitet: Lige meget hvor fattige værterne er, skal gæsten have det bedste.
Af samme årsag er det chokerende, at naboen afviser værtens forespørgsel. Det var ikke bare værtens egen, men hele landsbyens opgave at sørge godt for gæster.
Pinlige undskyldninger
Når vi overvejer de undskyldninger, naboen kommer med, bliver det næsten tåkrummende pinligt. »Døren er allerede låst,« siger naboen, »og mine børn og jeg selv er gået i seng«. Husene på dette tidspunkt var ikke isolerede; man sov gerne alle i det samme rum, og man har derfor nemt kunnet høre værtens stemme i hele huset, ja måske er flere husstande blevet vækket af samtalen.
I hvert fald er det meget usandsynligt, at børnene ikke er vågnet af støjen. Og så svært er det heller ikke at låse døren op – hvis den da overhovedet var låst.
Naboens undskyldninger er kort sagt elendige. Den eneste rimelige undskyldning ville være, at han ikke havde noget brød, men det antydes, at han har det, men ikke gider give det væk.
De øvrige naboer, som måske har ligget og lyttet med, må have skammet sig over denne nabo. Ved ikke at være gæstfri og hjælpsom har naboen brudt de vigtigste etiketter for god opførsel.
Faderen hører vores bøn
Jesus afslutter lignelsen med at sige, at den sure nabo i sidste ende vil give værten, hvad han beder om; måske ikke på grund af naboens elskværdighed, men derimod på grund af værtens påtrængenhed.
Dertil knytter Jesus de kendte ord: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for.«
Jesus opfodrer os til at søge, bede og banke på hos Gud, for han vil svare os.
Men der er noget, der skurrer i ørene.
Er Gud virkelig at sammenligne med en sur nabo, der kun giver af nød og ikke af lyst? Er det sådan en Gud, vi skal søge og finde hos? Nej! Slet ikke.
For at illustrere Jesu pointe vil jeg introducere det jødiske »fra det mindre til det større«-argument.
Logikken er, at hvis det kan påvises, at noget »mindre« er sandt, vil det »større« af samme type også være sandt.
Hvis det er sandt, at den gamle pagt var herlig, hvor meget mere herlig er så ikke den nye pagt, kan Paulus skrive om i Andet Korintherbrev.
Jesus bruger samme argument, når han taler om bekymringer. Hvis Gud klæder markens græs, som intet er, hvor meget snarere klæder han så ikke jer mennesker, siger han henvendt til disciplene.
På samme måde må vi forstå denne lignelse. Hvis selv en dårlig og ubehøvlet nabo giver, når nogen spørger, hvor meget snarere vil så ikke vores far i himlen, som modsat naboen er både kærlig og gavmild, give os, når vi beder?
At netop det er pointen, bliver krystalklart, når Jesus lidt senere i talen konkluderer på denne måde: »Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham« (Luk 11,13). Samme pointe, samme argumentationsform.
Stol på Faderens godhed
Indimellem kan jeg godt komme til at tvivle på min himmelske fars omsorg. Måske har du det ligesom mig.
Det kan være, du kæmper med en opfattelse af Gud, hvor han stadig er vred på dig, på trods af at du tror på ham og har fået synden tilgivet. Det kan være, at modgang i livet og ubesvarede bønner har fået dig til at kaste håndklædet i ringen, så du ikke rigtig stoler på ham mere.
Jeg kan ikke forklare, hvorfor nogle bønner tilsyneladende forbliver ubesvarede.
Jeg kan bare konstatere, at denne lignelse højlydt proklamerer, at Guds faderhjerte over for os mennesker er enormt stort.
Faderen elsker dig. Du må henvende dig til ham som et frimodigt barn i tillid til, at han længes efter at give dig gode gaver.
Den største gave er fællesskabet med ham; den daglige vandring og hans ledelse og nærvær, som han bringer ved sin ånd.
Banker du på hos Gud?
Lignelsen lærer os, at vi må trænge os på hos Gud. Ikke fordi han har travlt eller er smågnaven, men fordi han ikke vil tvinge os til at komme til ham.
Han vil hellere end gerne lukke op for os og give sig til kende, men han venter på, at vi banker på og søger ham.
Når vi søger ham af hele vores hjerte, er han at finde.
Jeg har selv oplevet, hvordan Gud igennem bøn kan forandre mig, udfordre mig og danne mig i sin søns billede.
Det er et privilegie uden lige.
Måske begynder du med at søge Gud på grund af »gaven«. Fordi han skal give dig noget. Jeg håber, du vil erfare, at Guds nærvær er gaven i sig selv. Salmisten Asaf skriver: »Men at være Gud nær er min lykke« (Sl 73,28). Det kan jeg kun sige amen til.
Tilbage står spørgsmålet bare: Giver du dig tid til at søge Gud i din hverdag?