Noa vandrede med Gud

Efter for ganske nylig at have genlæst Poul Hoffmanns vidunderlige romaner om Noas dage blev jeg mindet om Noas meget usædvanlige, meget vanskelige og samtidig helt fantastiske liv.

Han levede med en opgave, som ingen anden nogensinde har fået, og hans tro blev sat på prøve under den lange ventetid, inden Gud greb ind. Men da det endelig skete, var det en meget håndgribelig oplevelse af Guds redning og trofasthed.

Noa læser vi først og fremmest om i 1. Mosebog 6-9. Men han nævnes også senere i Bibelen, blandt andet af Jesus i Matthæusevangeliet 24, hvor han taler om de sidste tider. Peter skriver om Noa og dåben i et af sine breve, og Noa nævnes som en af trosheltene i Hebræerbrevet 11.

Som det var i Noas dage

Indledningen til beretningen om Noa er en beskrivelse af Noas samtid: »Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt« (1 Mos 6,5).

Jesus taler i Matthæusevangeliet 24 om Noa, fordi de sidste tider vil være en genspejling af Noas tid: »Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme,« siger han og beskriver Noas tid som en tid, hvor mennesker »åd og drak«, »giftede sig og bortgiftede«. Ordene »åd og drak« lyder som en beskrivelse af et unødigt overforbrug. Det var ikke selve det at spise og drikke, der var noget i vejen med. Vi har jo brug for at spise og drikke (med måde), og at blive gift og bortgiftet er gode ting.

Når det beskrives som forkert, må det være, fordi det havde taget overhånd og var blevet det eneste, man levede for. »Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, der består til evigt liv,« minder Jesus os om (Joh 6,27). Mennesker troede, at de kunne klare sig uden Gud.

Opgaven: at bygge en ark

Gud beslutter at begynde forfra og udslette hele den daværende menneskeslægt. Kun Noa finder nåde for Guds øjne og bliver reddet, og gennem Noa skal en ny menneskeslægt vokse frem.

Redningen skal ske gennem en ark – et stort skib, som Noa får befaling om at bygge. Af og til dukker der nyheder op om, at der er fundet et stort skibsvrag på Ararats bjerg i Tyrkiet. Spørgsmålet om, hvorvidt det virkelig er Noas ark, der ligger på Ararats bjerg, er sådan noget, der kan få det til at krible i maven. Men det er dog ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at arken blev bygget og reddede otte mennesker fra syndfloden.

Gud giver Noa nøje instruktioner om, hvordan og hvor stor arken skal være og indrettes. Og »Noa gjorde, ganske som Gud havde befalet ham« (1 Mos 6,22). Det er et kæmpestort vidnesbyrd om Noas tro og tillid til Gud. Vi kan forestille os, hvordan mennesker omkring Noa har grinet og hånet ham. Men Noa blev ved, selvom han kun havde Guds ord at stole på.

I trygge Danmark står vi meget sjældent i en situation, hvor det absolut eneste, vi har at holde fast i, er Gud. Men oplever vi det, så kan vi lære af Noa. Det går an kun at have Guds ord at stole på!

Syndfloden

Da arken er færdig går Noa og hans familie ind i den sammen med de dyr, som Noa har fået besked på at redde … »og Herren lukkede efter ham« (1 Mos 7,16). Så falder regnen, i 40 dage og 40 nætter. Utallige er de steder rundtomkring i hele verden, der gemmer på beretninger om en altomfattende oversvømmelse.

Mange fund af dyr, knogler og fossiler, dannelse af kløfter og bjerge og andre ændringer i naturen kan bedst forklares, ved at der på et tidspunkt har været en voldsom strøm af vand.

Hvor kom vandet fra? »… netop på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet« (1 Mos 7, 11b). Findes en del af forklaringen i skabelsesberetningen i 1. Mosebog 1, 6-8, hvor Gud deler vandene under hvælvingen fra vandet over hvælvingen? Det er den eneste dag, hvor Guds skabelse ikke afsluttes med ordene: »Gud så, at det var godt.«

Vandet blev til dom, men det blev også til frelse for Noa og hans familie. Derfor bruger apostlen Peter senere arken og syndfloden som et billede på dåben, det vand, vi bliver frelst igennem (1 Pet 3,20-21).

Redningen

»Men Gud glemte ikke Noa og alle de vilde dyr …« (1 Mos. 8,1). Efter lang tids venten er vandet tørret væk fra jorden. Noa og hans familie forlader arken sammen med alle dyrene. De er blevet reddet, fordi de gik ind i arken. Det var det eneste, de skulle gøre. De har måske været bange og tvivlende, men de har haft tro nok til at gå derind, hvor redningen var – hvor de kunne blive frelst.

Hvad havde Noa taget med fra den gamle verden? Sin familie og dyrene – og synden. Den nye verden er desværre ikke perfekt. Men Gud lover, at han aldrig mere vil lade en vandflod komme på samme måde, og tegnet på det er regnbuen (1 Mos 9,12-17). Den smukke fine regnbue, som, hver gang vi ser den, er en hilsen fra Gud. Et løfte om nåde midt i uvejret – for der er ingen regnbue uden regn.

Hvorfra fik Noa troen og modet til at leve det utrolige liv, Gud havde udvalgt ham til? Forklaringen er egentlig meget enkel: Noa vandrede med Gud.