Spændende lys fra Det Gamle Testamente over »troen alene«

»Troen alene« var et kernepunkt i Luthers og de andre reformatorers teologi. Et menneske får ikke fred med Gud og redning fra Guds vrede over vores synd gennem gode gerninger eller fromme øvelser. Kun ved tro på Jesus kan et menneske blive frelst. Det var reformationens hovedbudskab.

Men det var ikke nyt! Reformationen for 500 år siden var netop en re-formation, ikke en nyopdagelse.

Halvandet tusind år før Luther havde Paulus sagt det samme: »Vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger« (Rom 3,28).

Men heller ikke på Paulus’ tid var det nyt. Princippet om »troen alene« findes allerede i Det Gamle Testamente.

Det er måske overraskende. I hvert fald mener nogle kristne, at Det Gamle Testamente lærer os, at et menneske bliver frelst ved at gøre gode gerninger; men fordi Israels historie viser, at mennesker ikke er gode nok til at frelse sig selv, valgte Gud heldigvis i Det Nye Testamente at afsløre en ny måde at blive frelst på, nemlig gennem tro på Jesus.

Denne opfattelse er forkert! Princippet om frelse ved tro findes allerede i Det Gamle Testamente. Mennesker i det gamle Israel blev frelst på præcis samme måde som mennesker i dag.

Ja, tilmed bliver der kastet et spændende lys ind over det reformatoriske »troen alene«, hvis vi graver lidt i Det Gamle Testamente. Vi skal her se på de to centrale ord i Paulus’ spidsformulering om at være »retfærdiggjort ved tro« i lys af Det Gamle Testamente.

 

Troen i Det Gamle Testamente

Buddene i Det Gamle Testamente har aldrig været ment som en »gør-det-selv-vejledning«: Følg disse ti retningslinjer, så bliver du frelst! Det fremgår på forskellige måder af Det Gamle Testamentes beretninger. Lad os se på to eksempler.

a) Indledningen på de ti bud

De ti bud introduceres på denne måde i Det Gamle Testamente: »Gud talte alle disse ord: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke …”« (2 Mos 20,1-3). De ti bud var ikke en vejledning til Israel folk om, hvordan de kunne gøre sig fortjent til at blive reddet fra slaveriet i Egypten. Gud frelste israelitterne ud af Egypten på grund af sin kærlighed og nåde. Det blev stærkt illustreret af, at det alene var påskelammets blod på dørstolperne, der reddede de førstefødte israelitter fra døden i påskenatten. Buddene fik Israels folk først ved Sinaj bjerg syv uger efter befrielsen fra slaveriet.

Buddene var altså ikke en vejledning til frelse, men først og fremmest retningslinjer for livet for de mennesker, som Gud i sin kærlighed havde frelst af nåde.

b) Strukturen i Mosebøgerne

Beretningen om Israels ophold ved Sinaj bjerg, hvor Gud gav dem loven, står i 2 Mos 19 – 4 Mos 10. Dette lange afsnit er omgivet af to afsnit, der begge handler om ørkenvandringen. 2 Mos 15-18 fortæller om første del af ørkenvandringen, nemlig fra Sivhavet til Sinaj; 4 Mos 10 – 5 Mos 34 fortæller om anden del, nemlig fra Sinaj til grænsen til det forjættede land.

Det bemærkelsesværdige er lighederne mellem de to ørkenvandringsberetninger (se illustrationen). Lighederne understreger, at folkets modtagelse af loven på Sinaj ikke ændrede folkets onde tilbøjelighed. Loven formår simpelthen ikke at frelse. Skal et menneske frelses, må det ske af nåde. Loven er en vejledning til de mennesker, der er frelst af nåde.

Overholdelse af Guds bud beskytter mod meget ondt i livet. Men både indledningen på de ti bud og strukturen i Mosebøgerne understreger, at frelse i form af fred med Gud ikke opnås gennem overholdelse af loven.

Hvordan bliver man så frelst? Ved tro! Lad os se på fire steder i Det Gamle Testamente, der understreger troens betydning.

a) 1 Mos 15,6: »Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.« Det, der skaffede Abraham hans status som »retfærdig« (se senere i artiklen), var hans tro på Gud.

b) 2 Krøn 20,20: Kong Joshafat siger: »Hør mig, judæere og Jerusalems indbyggere! Hold fast ved Herren jeres Gud, så vil han holde fast ved jer; hold fast ved hans profeter, så vil I have lykken med jer«. Det hebraiske ord for »at holde fast ved« er det samme, som i 1 Mos 15,6 er oversat med »at tro [på]«. Det, kongen opfordrer israelitterne til, er at tro på Herren. Det er løsningen!

Hvad det vil sige at »tro«/»holde fast ved«, fremgår meget stærkt af sammenhængen. Det er at råbe til Gud i sin nød (2 Krøn 20,9) og at rette sine øjne mod Herren, når man ikke kan se andre muligheder (2 Krøn 20,12). Når israelitterne gør det, vil de opleve, at Herren frelser dem (2 Krøn 20,17).

c) Es 7,9: Gud siger: »Holder I ikke fast ved mig, holder jeg ikke fast ved jer!« Igen er ordet for »holde fast ved« det samme som at tro på. Verset kunne også oversættes: Hvis I ikke tror, vil I ikke blive holdt fast. Troen på Gud er vejen til redning.

d) Habakkuks Bog 2,4: »Den retfærdige skal leve i [eller: ved/af] tro.« Habakkuk gør det, der står om Abraham i 1 Mos 15,6, til en generel sandhed: Det er ved tro, at et menneske opnår status som »retfærdig«. Paulus bruger dette vers til at bevise, at allerede Det Gamle Testamente lærer os, at det er ved tro, et menneske frelses: »At ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for ”den retfærdige skal leve af tro”« (Gal 3,11, jf. Rom 1,17).

Tro er i Det Gamle Testamente ikke bare at antage, at noget er rigtigt. Tro er et personligt forhold til Gud. Roden i ordet tro er de tre bogstaver a-m-n, som vi kender fra ordet amen, og som betyder, at noget står fast. Tro er at have Gud som det, der står fast, at vise troskab mod ham, holde sig til ham, have tillid til ham, stole på ham og søge sin frelse hos ham.

Troen indebærer altid følger i ens liv. Man kan ikke tro på Gud, uden at det sætter sit præg på livet. Hvis troen ikke har konsekvenser i livet, er der slet ikke tale om tro i bibelsk forstand.

Det Gamle Testamente fastslår altså, at det er troen, der anbringer mennesket i det forhold til Gud, hvor Gud frelser. Dermed har Det Gamle Testamente afvist alle andre frelsesveje: gode gerninger, et etnisk tilhørsforhold eller et kirkemedlemskab uden tro.

Men hvad er det for en »retfærdighed«, som Det Gamle Testamente knytter så tæt til troen (1 Mos 15,6 og Hab 4,2)?

 

Retfærdiggørelse i Det Gamle Testamente og antik jødedom

På almindelig dansk bruger vi ordet »retfærdig« om en dommer, der afgør en retssag på en fair måde uden at lade sig påvirke af bestikkelse eller personlig sympati. En dommer, der dømmer fair, er retfærdig.

Men når Bibelen taler om »retfærdiggørelse«, »retfærdighed« og »at være retfærdig«, har det en særlig betydning. Det hjælper Det Gamle Testamente os til at forstå.

På hebraisk hedder retfærdig »tsadik«. Det ord bruges i en helt almindelig verdslig betydning i 5 Mos 25,1: »Når to mænd ligger i strid med hinanden, og de bringer sagen for retten for at få den afgjort, og man frikender den uskyldige og dømmer den skyldige …«. Vi skal lægge mærke til to ord her, nemlig »den uskyldige« og »frikender«.

Det hebraisk ord, der er oversat med »den uskyldige«, er ordet »tsadik«, retfærdig. Den danske oversættelse er rigtig god, for på hebraisk betyder det at være retfærdig netop at være uskyldig.

Det hebraiske ord, der er oversat med »frikender«, har samme rod og betyder mere direkte oversat »retfærdiggøre« eller »erklære retfærdig«. Oversættelsen »frikender« rammer plet!

Lad os se et andet eksempel fra det gamle Israel. Esajas siger: »Ve (…) dem, der frikender [retfærdiggør] skyldige mod bestikkelse og berøver uskyldige [retfærdige] deres ret [retfærdighed]« (Es 5,22-23).

Det juridiske sprog fra domstolsverdenen i det gamle Israel hjælper os altså med at forstå de ord, der er så væsentlige i Det Nye Testamente og i vores forståelse af selve frelsen:

             * »Retfærdig« betyder uskyldig, ren – én, der ikke bør straffes.

             * »Retfærdiggørelse« betyder at erklære én for at være retfærdig/uskyldig; at frikende i en retssag.

             * »Retfærdighed« betyder uskyld, det at være uskyldig, uden skyld.

             På Jesu tid var der mange forskellige retninger i jødedommen (farisæere, saddukæere, herodianere og mange andre). Nogle af grupperne var meget optaget af, at kun nogle jøder levede et ret liv med Gud, mens andre var frafaldne. De jøder, der levede i et ret forhold til Gud, kunne kaldes »de udvalgte«, »de hellige« eller »de retfærdige«. Disse udtryk betegnede det modsatte af en frafalden, en synder, der levede i oprør mod Gud.

At være retfærdig betyder altså at være uskyldig i Guds øjne. En retfærdig er et menneske, der lever i et godt forhold til Gud og derfor er på vej mod evig frelse på den nye jord.

At blive retfærdiggjort betyder, at Gud selv erklærer om et menneske: Han er uden skyld og vil aldrig blive dømt; han er frelst nu og i evighed.

 

Jesus er forklaringen

Hvordan kan en retfærdig Gud erklære skyldige syndere for uskyldige? Hvordan kan han tilgive synd uden at straffe den skyldige? Allerede i Det Gamle Testamente får vi to antydninger af svaret.

For det første er der hele offertjenesten i templet. De daglige ofre og de særlige ofre ved højtiderne fyldte rigtig meget i israelitternes religiøse liv. En del af ofrene havde det formål at forklare, hvordan Gud kan tilgive. Stærkest er det illustreret af ofrene på yom kippur, den store forsoningsdag. Israelitternes synder bliver symbolsk lagt over på to gedebukke, der henholdsvis bliver slagtet og sendt bort. Syndebukkene overtager og bærer folkets synder. Ofrene på yom kippur lærte israelitterne, at baggrunden for, at Gud kan tilgive og erklære for retfærdig, er princippet om, at et menneskes synd kan lægges over på en anden.

For det andet forudsiger profeten Esajas, at Herrens tjener, Messias, skal komme som et offerdyr, der bærer folkets straf: »Han blev knust for vores synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred … Herren lod al vor skyld ramme ham« (Es 53,5-6).

Ofrene og Esajas’ profeti antydede over for personerne i det gamle Israel, hvorfor Gud kunne retfærdiggøre (frikende) en synder, der troede på ham, nemlig fordi der en dag skulle komme en syndebuk og bære straffen.

I Det Nye Testamente tager Paulus samme spørgsmål op. Han forklarer, at Gud lod Jesus dø for menneskers synd netop for at vise, at det var retfærdigt, at han i Det Gamle Testamente havde tilgivet syndere og undladt at straffe dem (Rom 3,25-26).

Retfærdiggørelsen – at Gud frikender en synder, der tror – er kun mulig, fordi Jesus som Messias bar straffen for vores overtrædelser. Hans død og opstandelse muliggør, at vi kan tilgives og dermed stå uden skyld i Guds øjne.

 

Retfærdiggjort ved tro

Det store spørgsmål i tilværelsen for hvert enkelt menneske er: Hvordan kan jeg undgå at blive fordømt til fortabelse, når jeg en dag står foran Guds domstol? Hvordan kan jeg, der har fortjent Guds straf, her og nu have fred med Gud, så han er min kærlige far, der ikke er vred?

De samme spørgsmål lyder med bibelsk sprogbrug: Hvordan kan jeg blive retfærdig? Hvad skal der til, for at jeg kan blive retfærdiggjort?

Bibelens svar er det stik modsatte af det, mange mennesker tror. Man bliver ikke frelst ved at leve et pænt liv. Man undgår ikke Guds dom ved at være døbt og betale kirkeskat. Man bliver ikke retfærdiggjort af gerninger.

Svaret er: »Et menneske gøres retfærdigt ved tro« (Rom 3,28).

Det svar er et befriende budskab til et menneske! Sæt alt dit håb til Gud, stol på ham, hold fast ved ham som din eneste redningsmulighed – så erklærer Gud selv, at du i hans øjne er uskyldig, at du har fred med ham, og at han på dommens dag vil frikende dig for al straf i al evighed.

»Troen alene« er en fantastisk sandhed. Og så er den ikke kun 500 år gammel, men lyser ud af både Det Gamle og Det Nye Testamente!