En jødisk familie i dagens Danmark

Vintermørket har sænket sig over byen. Hos familien Krivaa er der tændt flere stearinlys, som varmt oplyser den store stue. I spisestuen hænger en indrammet ægteskabskontrakt, og i vinduerne og på kommoden står særlige lysestager og fade og vidner om, at dette hjem er omdrejningspunktet for en ikke helt ordinær og gennemsnitsdansk familie.
Familien Krivaa, bestående af ægteparret Veronika og Uri og deres børn Lea på ti år og David på syv, er nemlig jøder.

Veronika og Uri er begge midt i trediverne. De har stort set kendt til hinanden hele livet, da de begge er vokset op inden for murene – det traditionelle udtryk for at være en del af det jødiske miljø.
De har begge gået på den jødiske skole Carolineskolen, og de har begge altid tilhørt Det Mosaiske Troessamfund, foruden den zionistiske ungdomsbevægelse Bnei Akiva.
Det var netop på en af sidstnævnte bevægelses ungdomslejre for 20 år siden, at Veronika og Uri for alvor fik øje på hinanden. Nogle år senere blev de gift ved et stort bryllup i Tel Aviv.
»Vi ville giftes i Israel, fordi vi har mange venner og familie, som vi gerne ville have med,« fortæller Uri og Veronika.
Ni måneder efter kom det ældste barn Lea til verdenen, og tre år efter fulgte lillebroderen David.
Veronika er korrespondent i engelsk og spansk og arbejder i Danisco i København. Uri er uddannet lærer og arbejder på Carolineskolen, hvor Lea og David også har deres skolegang.
»Børnenes skolegang er meget lig med en almindelig dansk skolegang, men der undervises også i jødiske fag og hebraisk. Her lærer børnene om deres jødiske baggrund og helligdage, blandt andet gennem bibelhistorier og hebraiske sange,« forklarer Uri.
Tiårige Lea begynder med det samme og med stor entusiasme at genfortælle beretningen om Jakob, Lea og Rakel fra Bibelen. Naturligvis med udgangspunkt i navnesøsteren.

Den jødiske vandring

Uri kan spore sin slægt tilbage til fortidens store jødiske samfund i Polen og Ukraine. Selv er han tredjegenerationsindvandrer i Danmark.
Veronikas familieforhold er anderledes. Hendes mors slægt stammer fra Irak, mens hendes fars familie stammer fra Rusland og Danmark. Selv er Veronika født i Norge og kom til Danmark midt i 1970’erne.
»Slægten er stor og det er umuligt at holde styr på alle, for jødiske familier har gennem århundreder bevæget sig meget fra sted til sted. Fra land til land,« forklarer Uri.
Det er Veronicas familie et godt eksempel på. På moderens side stammer familien fra Indien, og på faderens side kommer den fra Norge.
David sover, og Lea har forladt stuen, da der snart er noget spændende i tv. Hun stikker dog hovedet ind i stuen på et tidspunkt for at fortælle, at der snart kommer sne.
»Det er ikke så godt«, siger Veronika med et smil. »David har sagt, at han vil låse sig inde på toilettet, hvis der kommer sne. Han har så meget israeler i sig, og i Israel lukker man nærmest skolerne, bare der falder et par snefnug.«
Israel er bestemt ikke et ukendt territorium for familien. Både Uri og Veronika opholdt sig som helt unge meget i Israel, og Uri har endda aftjent værnepligt. Det meste af deres familie bor i Israel, hvilket medvirker til, at de meget ofte besøger landet.
I 1998 besluttede de sig for selv at immigrere, og de bosatte sig i byen Modi’in, som ligger mellem Tel Aviv og Jerusalem. To år senere vendte de hjem til Danmark. Det havde været alt for hårdt at få familielivet til at fungere i Israel.

»Børnepasningstilbudene og skolesystemet i Israel ligger meget under dansk standard,« forklarer Uri.
»De fleste institutioner lukker først på eftermiddagen, og hvis fuldtidsarbejdende forældre ikke har et udbygget netværk, har de til gengæld et problem. Der er ikke flekstid eller omsorgsdage. En anden faktor er, at vi har en meget dansk mentalitet, og efterhånden orkede vi ikke hver dag at gennemleve de evindelige diskussioner, som er så meget en del af den israelske kultur. Alle steder skal man diskutere, selv i køen i supermarkedet. Hvis fru Hansen kun skal have to ting kommer hun ifølge os foran i køen, men sådan fungerer det ikke i Israel. Det eneste, der virkelig fungerer i Israel er den årlige genindkaldelse til hæren, men den fungerer til gengæld optimalt,« fortæller Uri grinende.
Alligevel savner de Israel meget.

Hverdag og højtider

Veronika og Uri mener, at deres hverdag ligner en gennemsnitsdansk hverdag.
En af de store forskelle er, at familien overholder kashrut (de jødiske spiseregler). Det betyder, at de køber deres varer hos en jødisk slagter og en jødisk købmand. De resterende varer handles i almindelige dagligvareforretninger, hvor de med stor opmærksomhed må gennemgå varedeklarationen for at være sikker på, at der ikke er forbudte ingredienser i varen.
Det volder ikke familien store problemer at overholde spisereglerne, selvom deres madbudget dog er meget højt.
»Vi elsker kød,« griner Veronika. »Det kan blive dyrt, når en kosher-kylling koster hundrede kroner«.
En anden ting, der adskiller familien fra andre danske familier er shabbatten. Hver fredag tændes shabbatlysene i familiens spisestue, og der siges velsignelse over brød og vin. Dernæst spiser familien et dejligt måltid mad.
»Shabbatten er forbeholdt familien, hvilket nogle gange kan være svært for David at forstå, da han meget gerne vil lege med sine venner«, forklarer Veronika.
Uri og Veronika mener, at de er jødiske på en afslappet, traditionel måde. Synagogen bliver ikke besøgt hver uge, men i det mindste på helligdagene. For dem er synagogen lige så meget et forsamlingshus, som det er et sted for gudstjeneste. Her møder man venner og bekendte, hvilket også danner en lystig summen og pludren under gudstjenesten, hvor man opdateres om hinandens liv.

De mener begge, at kønsopdelingen i synagogen er fantastisk, idet kvinder alene og mænd alene snakker bedst. Til gengæld er der ikke så meget for børnene, hvilket nok er en af grundene til, at familien ikke besøger synagogen så ofte.
Generelt finder familien det ikke svært at være en del af den jødiske minoritet i Danmark. Veronika forklarer: »Ofte er reaktioner noget i retning af ’Jamen, holder I så ikke jul?’ suppleret med et medlidende ansigtsudtryk, men vi svarer, at vi har noget lignende jul mange gange om året«.
Uri supplerer: »Alle jødedommens højtider har deres unikke form og betydning. Eksempelvis har man i tiden op til pesach (den jødiske påske) travlt med at endevende hele huset, og det er en dejlig følelse, når det så endelig er pesach. Desuden rummer pesach en både stor historisk og religiøs værdi i form af frihed«.
For Veronika har sukkot (løvhyttefesten) i Israel en særlig betydning. »Det er helt unikt at kunne sidde ude i løvhytten på en israelsk efterårsaften,« forklarer hun.

At være jøde i Danmark

Uri og Veronika oplever ikke, at de adskiller sig meget fra resten af den danske befolkning. De møder meget positiv forståelse. Dog er de enige om, at de seneste årtiers indvandring fra Mellemøsten har gjort Mellemøst-konflikten meget nærværende, og at danske jøder ofte kommer til at stå til regnskab for konflikten.
Det har medført, at familien nu er mere påpasselig med at snakke hebraisk på gaden, og at Uri ikke bærer sin kalot i det offentlige rum.
De kommer heller ikke uden om, at folk ofte spørger til deres politiske meninger.
»Jeg vil til enhver tid forsvare Israels ret til at opretholde sikkerheden. Det er ikke alt, jeg er enig i, men langt hen ad vejen kan jeg sagtens forstå det. Via internettet følger vi meget med i de daglige israelske nyheder og ved, hvor meget terror der bliver afværget. Det hører man sjældent om i de danske medier,« siger Uri og fortsætter: »Det undrer mig til tider, at der altid er et særligt fokus på Israel, når der foregår langt større og mere voldelige konflikter andre steder i verden.«
Rent konkret oplever Uri og Veronika ofte, at der ved Irak-krigsdemonstrationerne ved den nærliggende amerikanske ambassade også protesteres mod Israel - og mod jøder. Denne ensidighed finder de dybt frustrerende.

Men til trods for denne frustration og den øgede påpasselighed i det offentlige rum synes Veronika og Uri ikke, at det er svært at være jøde i Danmark.
Heller ikke i børnenes liv er der store problemer forbundet med at være jøde.
»Vi husker dog engang, hvor Lea ikke længere ville være jøde. Det var en pesach, hvor vi var i zoologisk have. Lea ville forfærdelig gerne have en is, men på grund af pesachs spiseregler var det umuligt, og Lea reagerede prompte med, at så ville hun ikke længere være jøde. Senere samme dag et andet sted havde Lea stadig ikke glemt hændelsen, og da hun så en mand i færd med at købe sig en is, gik hun resolut hen og sagde til ham, at is er forbudt på pesach,« fortæller familien grinende.
Uri og Veronika håber for deres børn, at de vil bosætte sig i Israel eller i et land med en større jødisk menighed.
»Det betyder meget for os at kunne give dem en stærk jødisk identitet. Vi håber især, at de må finde en jødisk ægtefælle og på den måde videreføre et jødisk familieliv uden at skulle gå på store kompromisser,« slutter Veronika og Uri.