Pinsen: En åndelig høstfest

Høstfest, mælkeprodukter, blomsterkranse og en årlig festdag for Israels messianske jøder.

Pinsen har mange navne og skikke. Den kaldes kornhøstfesten og festen for førstegrøden (2 Mos 23,16 og 3 Mos 23, 16-22), fordi den indleder høstsæsonen i Israel 50 dage efter påske, hvor folket i Israel blev befalet at ofre førstegrøden af korn og frugt i tabernaklet/templet. I pinsen læser jøderne Ruths Bog i synagogen, fordi den foregår i høsttiden.

Højtiden kaldes også »modtagelsen af loven«, for ifølge 2 Mos 19 passer den dato, der er nævnt for begivenheden ved Sinai-bjerget, næsten nøjagtigt med festdatoen i de bibelvers, jeg nævnte ovenfor.

Endelig kaldes højtiden »pinse«. Det er baseret på det græske ord for »50«, for det var 50 dage efter påskedag, at Helligånden blev sendt til disciplene, som det beskrives i ApG 2,1-4.

Messiansk pinsefejring

Der er forskellige traditioner knyttet til pinsen (shavuot på hebraisk, red.) – man spiser mælk og mejeriprodukter, friskhøstede fødevarer og moden frugt og ifører sig hvidt tøj og blomsterkranse. I mere traditionelle jødiske familier får man et traditionelt festmåltid med lækre mejeriprodukter, og man synger glade sange om modtagelsen af ​​loven for flere tusind år siden.

I det messiansk-jødiske samfund samles tusinder fra hele landet hvert år pinsedag midt i Israel for at fejre højtiden sammen. Der tilbydes særlige blomsterbinder-workshops til deltagerne, hvorefter mange går rundt med smukke blomsterkranse. Der er madboder, salgsstande med messiansk indhold og endda en hoppeborg, hvor de mange børn spreder en dejlig stemning med deres glæde, smil og latter. På den store scene samles forskellige lovsangsbands og en række sang- eller dansegrupper, der velsigner publikum med deres optræden.

Der er noget helt unikt ved at være sammen med så mange troende, til hvad jeg tror, er den største årlige samling af det israelske messianske samfund. Det er opmuntrende og opløftende at høre vidnesbyrd om menigheders vækst, at glæde sig over gode nyheder fra brødre og søstre, man måske ikke har set hele året, og at bede for hinanden.

Der er noget betydningsfuldt ved at samle alle de troende, vores israelske messianske legeme, til fejringen af en så vigtig højtid, hvor Helligånden kom til hver eneste af de troende og valgte at bo i dem. Det er, som om den oprindelige begejstring fra den dag, der er beskrevet i Apostlenes Gerninger, er blevet bevaret gennem alle disse år og hvert år på ny rammer dem, der kommer og deltager på denne dag.