Purim – en glædesfest

Purim er en jødisk glædesfest, hvor man fejrer, at en ond plan om at udrydde alle jøder i det persiske storrige blev forpurret. Planen blev udarbejdet af kongens rådgiver, Haman.
Dronning Esther, som var jøde, og hendes onkel Mordokaj er centrale personer, som via deres handlinger og tillid til Gud får omstødt beslutningen. Inden Dronning Esther går ind til kongen, beder og faster hun og kalder sit folk til at gøre det samme. Hele fortællingen er levende beskrevet i Esthers Bog i Det Gamle Testamente, som jeg varmt anbefaler at læse.

I dag fejres Purim i synagogerne med oplæsning af Esthers Bog. Folk har de såkaldte skraldere med, og hver gang Hamans navn bliver nævnt, larmer folk med skralderne for at vise foragt over for den onde Haman. Mange er også klædt ud.

Det er en sjov og festlig oplevelse at deltage i synagogen. I gaderne ser man mange udklædte, især mange små »dronning Esther-piger«. En anden skik er at sende gavekurve til hinanden med kager og slik (Esther 9,22). Der hører også særlige kager til purinfesten: »Hamans ører«, som er trekantede småkager med forskelligt fyld, blandt andet mørke birkes moset til en sød grød.

For mig er Purim en skøn, glad og livsbekræftende fest. Egentlig fejrer vi, at Gud gennemfører sin gode plan via sit udvalgte folk, og at den onde ikke har magt til at hindre det. Purim minder mig om Guds trofasthed, kærlighed og magt – og personer som Esther og Mordokaj udfordrer mig til selv at leve i tro og lydighed.
Så er det vildt at bo i Jerusalem og se og opleve, at det jødiske folk stadig eksisterer på trods af mange forsøg på at udrydde dem. Endnu større er det at fejre folkets overlevelse med den rest af Jesustroende jøder, Gud har bevaret.
Det er virkelig glædesfest!

I Yad va Lev har vi delt kurve ud til naboer, hjulpet med børneaktiviteter ved
en purimfest arrangeret af messianske jøder, bagt og smagt »Hamans ører«, været i synagoge, været til gudstjeneste i den messianske menighed og også selv læst Esthers Bog og lavet larm, når vi hørte Hamans navn nævnt – og ellers bare nydt feststemningen i byen.

Purim er også en oplagt anledning til at faste og bede – for Israel og Jerusalems fred og imod antisemitisme. Bede om, at jøderne må se og tro Jesus Messias, at vi må være gavmilde og give med glæde, og at vi må bringe håb til de håbløse.