»Jeg hadede jøder – indtil jeg mødte Jesus«

Hun voksede op i en streng muslimsk familie i Kuwait. Men hendes liv tog en dramatisk vending, da hun kom til tro på Jesus. Med egne ord fortæller hun her sin historie.

En gruppe af mennesker stimlede sammen. Mændene råbte på arabisk: »Allahu akbar, Allahu akbar« (»Gud er stor«). Mens jeg holdt hans hånd, blev min far og jeg skubbet frem forrest i menneskemængden. I centrum af mængden var en arabisk kvinde med burka på. Hun var bundet og sad på en kasse. Ved siden af hende sad en arabisk mand, der sagde en traditionel arabisk bøn. Derefter rejste han sig, og fra sin side trak han frem et meget langt gyldent sværd. Så halshuggede han kvinden med det.

Mine ben rystede og mit hjerte galoperede derudaf. Min far sagde: »Hvis du ikke lytter til det, du bliver undervist i, vil det samme ske for dig en dag.«

»Jøde« var et bandeord

Jeg er født og opvokset i et lille land ved navn Kuwait, hvor 98 procent af befolkningen er muslimer. To af mine onkler er imamer, og en er præsident i en moske, hvor jeg hørte kald til bøn fem gange om dagen.

Som muslim blev ordet »yehudi«, der betyder »jøde«, præsenteret for mig som et meget slemt ord, som et bandeord. »Yehudi« burde ikke eksistere. De burde slås ihjel. Jeg stillede aldrig mig selv spørgsmålet: »Hvorfor hader jeg dem egentlig?« Jeg havde aldrig mødt jøder i mit liv, og de havde aldrig gjort noget for at skade min familie. Men jeg hadede dem. Blot ordet skabte had i mit hjerte.

Det var meget vigtigt at kende Koranen og haditherne (fortællinger om profeten Muhammed) og at lære dem udenad. Jeg var med i en konkurrence, hvor man sad foran muslimske ledere og lærere – og jeg fik en andenplads! Jeg troede, at jeg havde gjort det godt. Men min far sagde »nej, det er ikke godt nok«.

Det meste af mit liv var jeg helt alene. En nedbrudt person med et stort behov for kærlighed fra min familie – men jeg fik det aldrig.

Jeg forsøgte at opleve kærlighed fra skaberen, Allah. Og mens jeg bad, løftede jeg mine hænder og råbte til Allah efter hjælp. »Vil du ikke nok få min far til at stoppe med at slå min mor? Vil du ikke nok få ham til ikke at slå mig?« Men der kom ingen hjælp. For Gud er ikke en personlig Gud for muslimer. Han siger ikke »jeg elsker dig«.

Befriet fra fangenskab

Saddam Husseins styrker kom midt om natten og invaderede det lille land Kuwait. De kom også til min by, og de ødelagde huse og stjal folks ejendele, og de dræbte mændene og voldtog kvinderne.

Det endte med at vi flygtede og fik asylstatus i USA. Min bedstemor blev pludselig meget syg. Hun fik et hjerteanfald. Hun kom på hospitalet, og to dage senere døde hun. Jeg var knust, fordi jeg havde mistet min bedste ven.

Så kom en dame hen til mig og spurgte, om jeg var okay. Jeg svarede »nej, min bedstemor er lige død«, og så begyndte jeg at græde igen. På det tidspunkt gjorde det så ondt, at det kun var gråd, der hjalp. Damen kom hen til mig og holdt om mig og gav mig et knus. Så stillede hun mig et spørgsmål: »Vil du i kirke med mig?«

Da jeg kom ind i kirken, oplevede jeg kærlighed og accept, som jeg aldrig tidligere havde mødt. Her var fællesskab. Kvinder og mænd var sammen. De skulle ikke være adskilt. Ingen dømte hinanden. De vidste, jeg var muslim, og alligevel var de så venlige mod mig. De accepterede og elskede mig. Det overraskede mig meget.

For første gang i mit liv hørte jeg et budskab fra Bibelen. De læste budskabet om Jesus. Da han gik ind i synagogen, fik han en bogrulle med profeten Esajas. Han åbnede rullen og begyndte at læse: »Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.«

Første gang jeg hørte disse ord, oplevede jeg frihed og helbredelse. Jeg var desperat efter at blive befriet fra fangenskab. Jeg var holdt fanget i islam, og det ville jeg befries for. Jeg var blind og havde så meget had i mit hjerte.

Mørket forsvandt fra mine øjne, sløret fra mit hjerte. Jeg vidste, at min beslutning om at forlade islam var en stor beslutning. Ifølge sharialoven er der dødsstraf for det. Men jeg var desperat efter at kende en levende Gud. Og den dag gav jeg mit liv til at følge Jesus. Det er Israels Gud. Abraham, Isak og Jakobs Gud. Og nationen Israel er Guds hjerteslag. Derfor sagde jeg: »Gud, tilgiv mig, for jeg vidste ikke, at jeg hadede dit folk.«

Jeg elsker det jødiske folk. For det er deres Gud, deres Messias, jeg følger, og han har sagt, at jeg skal elske dem.

Aldrig hørt om Holocaust

I Kuwait hørte jeg aldrig om, hvad der skete med de seks millioner jøder, som døde. Det var ikke en del af historieundervisningen. Nu, hvor jeg har mødt holocaustoverlevere, kender jeg deres historie.

Og jeg har delt min historie med dem: »Jeres Gud, jeres Messias, har forvandlet mit hjerte ved at give sit liv for mig, så jeg kan have evigt liv. Han reddede mig, han frelste mig. Han bragte glæde ind i mit liv igen. Og jeg er en velsignet kvinde.«

Vi har grædt sammen. Vi kan relatere til hinanden, og de har vist mig stor kærlighed. De fornemmer, hvilken forvandling der er sket med mig, når de hører min historie, tror jeg. Fællesskabet med dem er et stort privilegium.

Jeg er »One for Israel«!

Artiklen er en uforkortet oversættelse af teksten fra en video, hvor kvinden fortæller sin historie. Videoen er produceret af One for Israel, der er en afdeling af den messiansk-jødiske institution Israel College of the Bible (ICB). På youtube.com/oneforisrael ligger en række videoer med vidnesbyrd fra mennesker, der er kommet til tro på Jesus som Messias. Denne video har titlen »Muslim woman who hated the jews and ended up falling in love with their king – Jesus!« Teksten er oversat og bragt med tilladelse fra ICB.