Arabisk israeler og messiansk præst: Mød Shmuel Aweida på sommerstævne

Det er efterhånden nogle år siden, præsten Shmuel Aweida fra Haifa blev inviteret til Danmark for at tale på Ordet og Israels sommerstævne. Men det planlagte besøg i sommeren 2020 blev der brat sat en stopper for af coronapandemien.

Invitationen blev dog ikke annulleret af den grund – besøget blev bare udsat. Og i år har vi så glæden af at kunne byde Shmuel velkommen til Fjellerup. På sommerstævnet, som løber af stablen 1.-3. juli, skal han tale om temaet »håb, der sprænger grænser«.

Faktisk er Shmuel selv et eksempel på, at grænser kan sprænges. Han er nemlig selv kristen araber, israelsk statsborger, præst i en messiansk menighed. Og så kan han tale norsk – fordi hans kone er nordmand.

Her får han lov selv at præsentere sig selv:

Grænser, som kun Israels Gud kan sprænge

Kan du sige lidt om dig selv?

»Jeg er født og opvokset i Haifa, og der bor jeg også den dag i dag. Jeg er gift med Bjørg og har tre voksne børn. Jeg er en kristen araber, som tror på Israels Messias! Jeg har vært præst i den messianske menigheten Beit Eliyahu i 25 år.«

 

Kan du give et lille indblik i livet som kristen araber i Israel?

»Jeg er vokset op i en jødisk sammenhæng med hebraisk som modersmål, så mit kendskab til og kontakt med den arabiske side af det israelske samfund er minimal. Helt fra barndommen af har jeg følt mig som en israeler.«

 

Hvad er det første, du tænker på, når du hører temaet »håb, der sprænger grænser«?

»Jeg tænker, at der findes så mange grænser, som kun Israels Gud kan og vil sprænge. Det kan han gøre både i os, rundt om os og gennem os!«