Kibbutz Bethesda er den bedste plan B

Det var nok ikke lige det, de havde forestillet sig, da de for et par år siden tilmeldte sig Discipelskolen, eller da de i begyndelsen af året søgte om at blive Yad va Lev-volontører.

Men meget er sket siden. Og derfor kunne Ordet og Israel 2. september åbne dørene for Kibbutz Bethesda på Bornholm, hvor 21 unge skal tilbringe fem en halv uge. Bethesda er Indre Missions lejrsted på Dueodde.

Her vil Harry Højgaard, Ole Andersen, Ole Backer Mogensen, Hakon Christensen og Børge Haahr Andersen stå for bibelundervisningen.

 

Optimismen i behold

Selvom Østersøen ikke er helt det samme som Genesaret Sø, er humøret højt. Kibbutzleder Hanne Højgaard kalder Bornholm for »den næstbedste løsning« og fortæller, at »de unge er så positive, og det er en stor fornøjelse. Bornholm er en god løsning, for her kan vi bevare det gode og intime fællesskab, som vi ofte oplever i Israel – langt væk fra venner og familie. Men håbet om, at vi ender i Israel, er selvfølgelig stort.«

Om det bliver muligt for de unge at komme til Israel senere på efteråret, er endnu uvist.

 

Deler troen og bliver klogere på Bibelen

Måske har de særlige omstændigheder gjort, at gruppen lynhurtigt er blevet knyttet tæt sammen. Der er i hvert fald sket rigtig meget på en uge, lyder det fra Hanne.

»Vi har haft undervisning i tekster fra Mosebøgerne, mødtes i caregroups og haft vores første sabbatsmiddag og lovsangsaften. Og i lørdags cyklede vi til Paradisbakkerne og rokkede med rokkestenen. Vi har også delt tros- og livshistorier.«