Ordet og Israel fylder 80: For Eyvind Sivertsen kunne »det med Israel« ikke adskilles fra troslivet
2. november fylder Ordet og Israel rundt. Det kan vi blandt andet takke Eyvind Sivertsen for. Sammen med præsten Georg Bartholdy og højskoleforstanderen Frits Larsen stiftede han i 1946 Den Danske Karmelbevægelse, som i 1952 fik navnet Ordet og Israel. Men hvad betød det med Israel for Eyvind Sivertsens trosliv?
»Det var blevet en organisk del af mit Gudsliv, dette med Israel, og det kan slet ikke skilles fra mit trosliv, simpelthen.«
Så direkte formulerede kontorchef Eyvind von Tangen Sivertsen det i et sjældent personligt interview, som formentlig er fra 1956. Interviewet viser, at det fundament, som blev lagt dengang, i høj grad er det, vi også står på i dag: tilliden til Guds løfter, synet for Israels rolle og forventningen om, at Jesus Messias kommer igen.
Ikke bare Guds søn, men også Davids søn
I sin barndom og ungdom havde Sivertsen nogle religiøse oplevelser »af overordentlig gennemgribende art«. Han skulle hjælpe et andet menneske, siger han, og blev i den forbindelse »tvunget ind i en afhængighed af Gud og hans lys og kraft, uden hvilken det var ganske umuligt at stå fast i den åndelige kamp, som dette drejede sig om. (…) Det var den usynlige verden, som på en ganske mærkelig måde blev virkelig.«
Oplevelsen skabte det, han kalder en religiøs trang. Der var både det personlige spørgsmål om troen, og det objektive spørgsmål om, hvordan Guds eksistens kunne ses i historien og i verden. Israel var en nøgle til den forståelse:
»Her begynder det i grunden, det med Israel. Kristendommen er jo en historisk religion. Den har sin oprindelse fra og sit udspring i jødedommen. Og det vil jo altså sige den religion, som Israels folk havde, da det boede i Israels land, og som bar dette folk og gennemtrængte dette folk,« siger han og forklarer, at han forstod, at man ikke kunne rive Kristus ud af Israel.
»Og så tager det ene det andet, ikke sandt, og man læser og fordyber sig i Skriften og læser en hel del bøger, som gør indtryk på en, og det begynder sådan efterhånden at tage noget mere skikkelse i en, dette med Israel og Skriften og Kristus,« forklarer han.
Alt dette medførte, at Sivertsen for første gang læste hele Bibelen fra ende til anden. Her blev han klar over, at Jesus »levede i et tredobbelt sønneforhold«:
»Han var ikke blot Guds Søn, — det var det bærende, det er han fra evighed af. Men han blev født ind i Israelsfolket, han blev født som Davids søn. Dette er en historisk kendsgerning, som kirken kommer alt for let udenom. (…) Den bevarer ikke denne organiske forbindelse mellem Jesus som Davids Søn og Israelsfolket. Og så er Jesus jo også Menneskesønnen. Dette tredobbelte sønneforhold må man være ganske klar over for at forstå den organiske levende ubrydelige sammenhæng mellem Det Gamle og Det Nye Testamente.«
Forståelsen af Israel gjorde også, at Sivertsens forstand »fik den tilfredsstillelse, den tørstede efter«:
»Nu begyndte jeg jo at forstå, at troen ikke svæver i luften. Fødderne på jorden, men hjertet i himlen. Og fødderne på jorden, det var for mig at blive fortrolig med Israel. Der er jo det særlige ved Israels historie, at Gud er gået ind i den. Tid og evighed har forenet sig i denne historie på en enestående måde. (…) Det lille land, som vi kaldte Palæstina i gamle dage efter filistrene, men som vi nu dog heldigvis kalder for Israel, det er nemlig Guds land, og det er Guds folk. Altså denne umærkelige kombination dér, den giver en hvile — ikke bare for hjertet, men også for tanken. Og så var det sket. Nu kunne jeg ikke komme løs mere. For dette med Israel gav mig en så dyb og en så omfattende tilfredsstillelse i mit indre liv, at, ja – det var en sådan befrielse.«
Forholdet til kirken
I samtalen kommer Sivertsen også ind på kirkens forhold til Israel – og også kirkens forhold til Ordet og Israel. Han bliver spurgt til det, at »de andre har fornemmelsen af, at der [i Ordet og Israel] sættes for lidt streg under Kristus«.
Sivertsen svarer: »Ja, det bliver os bebrejdet ligefrem« og forklarer, at det hænger sammen med kirkens manglende syn for Jesu tredobbelte sønneforhold: »De kommer alt for let om ved dette, at han er Davids Søn, og at han er Menneskesøn. Og Kristus har ikke virkelig sejret, før han har sejret både som Guds søn – det har han gjort ved sin opstandelse fra de døde – og har sejret som Davids Søn. Og den sejr kommer først den dag, Israel er i stand til at modtage ham og af hjertet og kan råbe ”velsignet være den, som kommer, Herrens navn”.«
Genopbygning af landet, næstekærlighed og Ezekiels Bog
Det var ikke alle i det kirkelige landskab, der så det store lys i Ordet og Israel i de første år. Sivertsen husker blandt andet, at professor Frederik Torm, der i mange år var formand for Israelsmissionen, kom med den indvending, at »missionen ikke kunne blande sig i politik«.
Sivertsen svarede, at det var rigtigt nok, at Ordet og Israel også blandede sig i politik: »Men hr. professor Torm, hvis Gud ikke kan blande sig i politik, hvad var der så sket i historiens gang?« spurgte han og påpegede, at for eksempel reformationen i høj grad havde med politik at gøre.
Herefter forklarer Sivertsen i interviewet, hvordan han ser på Ordet og Israels politiske engagement – som dengang især kom til udtryk i form af økonomisk hjælp til genopbygningen af landet, blandt andet gennem træplantning:
»Kirken i vore dage har meget travlt med at identificere næstekærlighed med gudsliv; og for os er dette (hjælp til genopbygning af Israel, red.) næstekærlighed simpelthen. Og det er næstekærlighed af en ganske særlig kvalificeret art, for vi ser nemlig sådan på det i Ordet og Israel, at Gud vil landets opbygning. Jeg traf en jøde en dag inde på Palæstina-kontoret (Den Jødiske Nationalfond, red.). Vi giver bidrag til landets opbygning, til plantning af træer. Vi har en hel lille skov dernede. Så sagde jeg til denne jøde: 'Ved De i grunden, hvorfor vi er så interesserede i denne træplantning nede i Israel?’ Næ, det vidste han ikke. Så sagde jeg til ham: 'Har de læst Ezekiels det 36. kapitel?’ Næ, det måtte han jo lidt stammende indrømme, at det havde han ikke. Så sagde jeg til ham: ’Nu skal De gå hjem og læse dette 36. kapitel, så vil De netop være klar over det. Dette 36. kapitel hos Ezekiel handler jo nemlig om, at Gud vil bønhøre landet. Der står, at han vil bønhøre højene og dalene og bjergene og alt dette, og landet skal blomstre op på ny. Og først derefter, når der er talt om dette, så står der tale om, at han vil give sit folk et nyt hjerte. Så vi ser altså det, der sker med Israels faktiske tilbagevenden til Israels land og landets opdyrkning, som Guds vilje. Og derfor går vi frimodigt ind i at støtte landets opbygning.«
»Aldeles nødvendigt« at tale om Jesu genkomst
Også Jesu genkomst bliver behandlet i interviewet. Nærmere betegnet spørgsmålet om, hvorvidt kirkens manglende syn for Israel kan forhale Jesu genkomst – på samme måde som jødernes tradition siger, at deres synd forhaler Messias’ komme.
Til det siger Sivertsen, at »det er vanskeligt at sige noget rigtig håndgribeligt om«, og at »vi må være varsomme med at anlægge en tidsbetragtning på Guds arbejde«. Men han understreger også, at der i Bibelen tales om, at vi kan fremskynde Herrens dag – og at »Guds langmodighed tøver«.
»Hvori det så består, dette at fremskynde, det er en ting for sig. Det hænger vel sammen med, at hedningerne i fuldt tal skal gå ind i Gudsriget. Og derfor må vores arbejde se med sympati på hedningemissionsarbejdet. Man må endelig ikke tro, at vi ser det sådan, at vores arbejde er det eneste. Nej, alting samvirker til fremme af Guds rige. Men dette her er vores tjeneste, det er i hvert fald min tjeneste. (…) Og dette at fremskynde Herrens dag kan jo altså dels hænge sammen med en fremskynden af missionsarbejdet, så tallet bliver fuldt; og dels kan det hænge sammen med vores personlige beredelse. Salige er de tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer. Så dette at tale meget om Herrens tilkommelse, det anser jeg for aldeles nødvendigt,« siger han og sætter ord på det, der senere er blevet kaldt en del af Ordet og Israels DNA, nemlig forventning til Jesu genkomst.
Selv om Eyvind Sivertsen næppe huskes af mange i Ordet og Israel i dag, er det opmuntrende at læse, hvordan hans 70 år gamle ord vækker genklang, når man i dag betragter Ordet og Israels arbejde. Også selv om arbejdet i dag tager form og er organiseret på en helt anden måde end dengang.
Refleksion: Spørgsmålet om politik er højaktuelt
Poul Arne Nyborg er daglig leder af Det Danske Hus ved Genesaret Sø. Han er også tidligere næstformand for Ordet og Israel. Her deler han et par refleksioner over Sivertsens ord:
Eyvind Sivertsen har altid stået for mig som den mest ukendte og mystiske af Ordet og Israels tre stiftere, så det var spændende at læse et personligt interview med »kontorchef Sivertsen«.
Tre ting slår mig.
For Sivertsen er synet på Israel er ikke en særlig hobby, som han placerer ved siden af sin personlige tro. Man kan nemlig ikke rive Kristus ud af sammenhængen med Israels folk. Gør man det, så bliver Bibelen en lukket bog, sådan som han fortæller, at den var i hans eget liv. Store dele af Bibelen bliver rene oldtidslevn eller åbne for vilkårlige tolkninger, hvis ikke man tager Guds løfter til Israel for pålydende.
Det er også interessant at se, hvordan det personlige og det historiske hænger sammen for Sivertsen. Som han siger det: »Troen svæver ikke i luften. Fødderne på jorden, men hjertet i himlen.« »Der er jo det særlige ved Israels historie, at Gud er gået ind i denne historie.« Og lidt senere: »Altså, denne umærkelige kombination, den giver en hvile – ikke bare for hjertet, men også for tanken.«
Det, som Sivertsen siger i interviewet er helt i tråd med hvad Ordet og Israel mener i dag. Vores to DNA-punkter om Tillid til Bibelen og Kærlighed til Israel hænger sammen og befrugter hinanden.
Endelig kommer Sivertsen ind på hvor meget kristen tro skal blande sig i politik. Det spørgsmål er blevet højaktuelt i dag. Da Sivertsen i 1946 var med til at stifte den bevægelse, der senere skulle blive Ordet og Israel, var det muligt for kristne at holde spørgsmålet om Israel ud i strakt arm, selv om jødernes skæbne efter Holocaust naturligvis ikke kunne undgå at påvirke. I dag har et vedvarende pres fra islamister og den yderste venstrefløj gjort Israel til en sag, som alle skal have en mening om. Lige fra gymnasieelever til lokalpolitikere. For 80 år siden var der en gruppe kristne, der argumenterede bibelsk og folkeretligt for, at det jødiske folk skulle have en stat i deres historiske hjemland. For dem gik de bibelske profetier hånd i hånd med det, der var retfærdigt at gøre, og derfor turde de også være politisk aktive. Her ligger et kald til os, der 80 år senere ser antisemitismen eksplodere i hele Vesten. Der er som aldrig før behov for et Israel, hvor jøder kan leve i fred inden for egne grænser. Vi kan ikke sidde på hænderne i denne sag.