Chaim overlevede Holocaust og frihedskamp – og mødte Jesus

At Chaim er i live til at fortælle sin historie, er et mirakel. Som barn overlevede han koncentrationslejren Sachsenhausen, og senere måtte han kæmpe for sin egen og staten Israels frihed. Hans største sejr kom dog først langt senere i livet.

»Jeg hedder Chaim,« lyder den ældre mands hæse stemme, »og jeg er en holocaustoverlever.«

Chaim betyder liv på hebraisk, og det er et smukt navn til en mand, der utallige gange stod til at miste netop livet.

»Jeg er født i Bulgarien. I november 1943, da jeg var fire år, blev vi hentet i et tog, 1.530 mennesker. Min mor, min tvillingesøster, min storesøster, min far og jeg. Det var ikke et tog, som I forestiller jer det. Det var en kreaturvogn, og vi blev presset helt, helt tæt sammen.«

Chaims stemme er intens, for det er ikke en let opgave at forklare Holocausts rædsler til en flok unge danskere. Vi, der har fået æren af at lytte til ham denne aften i Joffihuset (Ordet og Israels hus) i Jerusalem, forsøger af al magt at begribe hans ubegribelige historie. Det er få forundt at få lov at møde og lytte til et øjenvidne til Holocaust.

I tre dage kører toget afsted, fortæller Chaim. Undervejs beslutter Chaims far sammen med to venner at hoppe af toget og stikke af. De slår sig efterfølgende sammen med den jugoslaviske partisanhær. Resten af familien ender i koncentrationslejren Sachsenhausen.

»Jeg havde ikke nogen barndom. Jeg ved ikke, hvad det vil sige at lege. Min barndom bestod af sult, frygt, tæsk, medicinske eksperimenter – og at lave tatoveringer på folk. Da jeg som teenager skulle i hæren her i Israel, sagde min storesøster til mig, at det ikke passede sig med en tatovering fra en koncentrationslejr. Det var skamfuldt. Så hun brændte min tatovering væk med et strygejern. Men jeg skammede mig ikke. Jeg er født som en gammel mand. Altid sulten, altid på vagt.«

Chaims tvillingesøster dør af tyfus, få timer før lejren 23. april 1945 befries af den russiske hær. Sammen med russerne kæmper Chaims far som soldat og er med til at befri Sachsenhausen, hvor familien genforenes.

En af de yngste

Krigens hæsligheder er slut for den lille familie. Bortset fra at den slags uhyrligheder aldrig slutter for dem, der har stået det igennem. »I mange år gemte jeg et stykke brød under min hovedpude om natten. Fordi jeg frygtede sult. Jeg så med mine egne øjne, hvad nazisterne gjorde ved min familie, ved mit folk. Jeg lugtede det brændte kød. Den lugt vil aldrig forlade mig. Jeg håber aldrig, I vil opleve den slags!« Chaim har sorg i sin stemme.

»Når jeg dør, er der ingen, der kan huske Holocaust. Vi er 389.000 overlevere. Vi er 48.000, der har overlevet koncentrationslejrene. Jeg er en af de yngste. Hver dag bliver der færre og færre, der kan huske Holocaust.«

Holocaust henviser ikke bare til folkemord generelt, slår han fast. Holocaust er folkemordet på jøderne begået af nazisterne. »De havde en plan om at udslette jøderne. Den foregik i stadier, som blev planlagt på Wannsee-konferencen,« forklarer Chaim med en langsommelighed, der giver ordene vægt.

»Det begyndte med forfølgelser. Jøderne blev drevet ud af Tyskland og ud af de lande, Tyskland havde besat. Næste skridt var deportation. Derefter ghettoer, hvor alle jøder blev samlet i lukkede områder i de store byer. Og derfra til koncentrationslejrene. Det var det første skridt mod enden. Det var lejre med ekstremt hårdt arbejde. Og med medicinske eksperimenter, især på tvillinger som mig og min søster.« Chaim bliver stille et øjeblik.

Han fortsætter tungt: »… og endnu et skridt: udryddelseslejre. Man puttede jøderne i gaskamre og dræbte dem. Derefter skulle man skille sig af med ligene, så man brændte dem i krematorier, og solgte asken som gødning, så kålen kunne vokse hurtigere. Det var det sidste skridt mod den endelige løsning: at udslette jøderne. De udslettede seks millioner mennesker.       Holocaust begyndte med antisemitisme, og det endte med antisemitisme. Og nu vokser antisemitismen igen i Europa.«

Frihed og krige i Israel

Efter Anden Verdenskrig vender Chaims familie hjem til Bulgarien. Men det står snart klart for Chaims far, at det eneste sted, man som jøde kan bo og trives, er Palæstina, som var navnet på det daværende britiske mandatområde – og hvor staten Israel ligger i dag. Her ankommer Chaim og familien i efteråret 1947. De rejser ind på ulovlig vis, eftersom briterne havde forbudt jødisk indvandring til området.

»Vi havde intet, for der var intet. Her var kun ørken og arabere. Jeg kan ikke forklare jer, hvad det vil sige at have ingenting. Det forstår man ikke, når man kommer fra Danmark. Vi havde ikke noget mad, intet rent vand. Men vi havde frihed, vi havde vores lovede land!«

Familien klarer sig gennem Israels Uafhængighedskrig i 1948. Tre år senere mister Chaim sin far. »Jeg lavede en meget dårlig aftale med Gud, da vi begravede min far,« fortæller han sagte. »Jeg kiggede op mod himlen – jeg kan huske, at det regnede – og sagde: Hvorfor er jeg her? Hvem skal nu gå med mig til bar mitzva? Hvorfor har du forladt mig? Du satte mig i koncentrationslejren, du tog min søster, og nu har du også taget min far. Du har skuffet mig – jeg vil ikke have noget med dig at gøre. Derfra havde jeg kun ét mål i mit sind: hævn.«

I 1956 kommer Chaim som 17-årig i hæren. »Jeg tjente mit land i 43 år. Mit land blev min herre. At stige i graderne og blive en god soldat blev den hævn, jeg jagtede. Jeg kæmpede i fire krige. Jeg opnåede at blive generalløjtnant. I Seksdageskrigen ledte jeg et kompagni af kampvogne. Jeg var med den første kampvogn, der nåede Suez-kanalen.«

I Yom Kippur-krigen i 1973 var Chaim med i slaget mod Syrien i det område i Golanhøjderne, som derefter blev kendt som Tårernes Dal. Her holdt Israels knap 100 kampvogne stand over for Syriens cirka 900. »Min bataljon havde 34 kampvogne, men vi stod til sidst med kun fire tilbage! Vi tabte 30 kampvogne i den krig. Jeg skiftede måske kampvogn syv gange en dag – der var døde til højre og til venstre for mig; alle døde, men jeg overlevede. Og jeg forstod det ikke. Hvorfor mig? Hvorfor skal jeg leve, når alle omkring mig dør?«

For landet og for hævnen

Chaim fik senere til ordre at jagte nazi-forbrydere i Sydamerika. »Vi fik så meget magt af regeringen. Jeg følte, at jeg var dommeren, juryen og bødlen. Og jeg gjorde det. Jeg gjorde det, der skulle til. For mit land, for mit folk, for min jødedom – og for hævn. Det var ikke godt, men det forstod jeg først senere, fordi jeg dengang var ateist. Jeg havde ingen Gud, jeg havde kun mit land og min hævn.«

Senere blev Chaim sat til at arbejde for Israels efterretningstjeneste Mossad. Ved Berlin-murens fald i 1989 befandt han sig i Vestberlin. Gennem Mossads samarbejde med CIA fik de nys om, at Stasi var faldet i Østberlin, og amerikanerne var trængt ind i deres arkiver. Her fandt man ud af, at Chaim var en af Stasis ti mest eftersøgte.

»Jeg arbejdede i Mossad i 13 år. Jeg udførte mange opgaver. Nogle gange var jeg stolt, nogle gange skammede jeg mig. For jeg havde blod på hænderne. Det er ikke en simpel ting, det kan du aldrig vaske af,« fortæller Chaim alvorligt. »Kun Gud kan.«

Hvad er meningen?

»Alt i mit liv var ”strengt fortroligt” indtil for ti år siden. Der er ingen billeder, ingen e-mails, og mine telefoner var lukkede. Alt, hvad du kan forestille dig, har jeg gjort. Jeg har været i ørkenen og i junglen. Jeg har blod på hænderne. Efter 43 år i tjeneste for mit land var jeg færdig. Det var et helt liv. Bagefter blev det så tomt og mørkt. Der var ingen chauffører eller biler eller missioner. Så jeg begyndte at søge efter meningen med mit liv. Hvorfor skulle jeg overleve så meget? Hvem havde ansvaret for det?«

Chaim søgte dybere i sin jødedom og i buddhismen. Men forgæves.

»Som holocaustoverlever kom jeg med i en gruppe, der rejste til Polen; der mødte jeg en fyr ved navn Maxim,« fortæller Chaim. »Maxim spurgte, om jeg ville læse i Det Nye Testamente. Jeg havde læst lidt i det tidligere, men det var bare en bog. Alligevel sagde jeg okay og gik i gang. Jeg læste fra det første ord i Matthæusevangeliet til det sidste ord i Johannes’ Åbenbaring uden pause – uden at sove, uden at spise. I over et døgn læste jeg. Denne gang blev det en åbenbaring for mig, og jeg begyndte at forstå, at her er der noget.«

»Bedre sent end aldrig«

Maxim henviste Chaim og hans kone, Geula, der også var med i Polen, til en messiansk menighed i Netanya. »Lederen og hans kone kom hjem til os hver uge i et helt år. Vi studerede, vi læste, vi snakkede. Jeg blev så træt! Jeg blev så træt af mit liv – jeg havde brug for hvile. Efter et år besluttede vi, at jeg skulle døbes. Jeg ville slutte mig til Herren, for han findes.

Jeg forstod, at Jesus er Messias, som kom én gang, og som vil komme igen, her til Jerusalem. Så vi planlagde en sabbat, hvor hele menigheden skulle med ud til Middelhavet, hvor jeg skulle døbes. På dagen gik døren pludselig op – og ind kom Maxim og alle folkene fra Polen!« Chaim fortæller så begejstret, at han mangler ord og må tage hebraisk til hjælp. »De var kommet hele vejen fra Polen for at se denne gamle mand blive døbt! En engang skræmmende generalløjtnant skulle døbes – det er helt uhørt i vores land!« Begejstringen og overvældelsen lyser ud af ham.

»Da jeg blev døbt,« fortsætter Chaim med en særlig intensitet, »i det øjeblik jeg kom op af vandet, da følte jeg noget. Der skete noget. Jeg hørte noget – det var ikke en stemme, det var ikke mine tanker, det var ikke et syn. Jeg ved stadig ikke i dag, hvad det var. Men jeg følte i mit hjerte, at noget talte til mig: ”Hvorfor kommer du til mig så sent? Jeg ventede på dig i så mange år.” Jeg stod målløs i vandet. Jeg har ellers altid en skarp replik klar. Så pludselig råbte jeg: bedre sent end aldrig!«

»Og det er sandt,« fortsætter han. »Men det er ikke slutningen på historien. Min kone er det bedste, der er sket for mig. Hun var med mig i junglen i Argentina og i ørkenen i Egypten. I 55 år har vi levet sammen! Hun begyndte også at tænke, at måske var der noget ved Jesus – siden jeg kunne forandre mig så meget. I endnu et år kom lederen og hans kone hver uge til vores hjem og studerede Bibelen sammen med os. Men min kone havde et lille problem med opstandelsen, med at Jesus ikke er kød og blod som os nu. Hun bad Gud om at få et tegn – så ville hun tro. Og det fik hun! Det var et stort tegn, et spørgsmål om liv og død. Så et år efter mig blev hun også døbt, og nu er vi begge troende. Jesus har frelst mig, og han har frelst min kone. Jeg har fundet fred. Han har vasket mine hænder og mit sind!«

En helt særlig og – hans historie taget i betragtning – ufattelig livsglæde bobler ud af Chaim. For os, der har lyttet til hans historie, er det svært at begribe, at den mand, der står over for os, har gennemlevet alt dette. Og at han efter Holocausts ondskab, krige, mørke og død har fundet freden i Jesus og troen på, at døden ikke skal få det sidste ord.