Henry Gerecke forkyndte tilgivelse for det utilgivelige

I november 1945 blev Nürnbergprocessen indledt. Retssagen mod 21 førende nazister endte med dødsstraf til 11 af dem. Fangerne fik tilknyttet to præster som sjælesørgere. Den ene var den lutherske præst Henry Gerecke.

I 1961 døde den amerikanske præst Henry Gerecke. I et hemmeligt rum i hans skrivebord fandt hans søn en bunke breve, der var sendt til hans far. Breve fyldt med had og vrede. Han blev kaldt nazielsker og jødehader, og brevene gav udtryk for en stor foragt for det arbejde, han havde haft som sjælesørger og præst for de topnazister, der sad fængslet i Nürnberg i 1945-46.

Baggrunden for brevene tog sin begyndelse næsten 20 år tidligere. Henry Gerecke blev født i 1893 som barn af en amerikansk farmer og hans tyske kone i Missouri i USA.

Familien var tosproget, og Henry voksede derfor op i et hjem, hvor man talte lige så meget tysk som engelsk. De kom i en luthersk kirke, og han lærte tidligt at bede og at stole på, at Bibelen var Guds ord. Det var vigtigt at have et afklaret forhold til Gud gennem den personlige tro på Kristus.

Henry fik en teologisk uddannelse, og i 1926 blev han ordineret som præst og virkede som præst ved Christ Lutheran Church i St. Louis. Her var han i en årrække meget engageret i arbejde blandt samfundets fattigste og på institutioner, hospitaler, herberger og fængsler, hvor hans mål var at nå mennesker med evangeliet.

I august 1943 havde USA været i krig med Japan og Tyskland i et par år. Henry meldte sig til tjeneste for at blive uddannet som feltpræst, og i marts 1944 blev han sendt til England, hvor han arbejdede på et amerikansk felthospital i 14 måneder.

I juni 1945 flyttede hospitalet til Frankrig. Og en måned senere til München, hvor Gerecke blandt andet besøgte koncentrationslejren Dachau og med egne øjne så, hvilke grusomheder stedet vidnede om.

Feltpræst med en særlig mission

Efter nogle måneder i München blev den næsten 52-årige feltpræst kaldt ind til den øverstkommanderende og fik at vide, at han ville blive overflyttet til en hærafdeling i Nürnberg.

Da han spurgte hvorfor, fik han at vide, at eftersom han talte tysk, havde stor erfaring som præst for indsatte og var luthersk protestant, så var han blevet udset til at skulle fungere som sjælesørger og præst for de 15 topnazister, der bekendte sig som protestanter og var fængslet for krigsforbrydelser.

Samtidig blev den katolske præst Sixtus O’Connor udpeget som præst for de seks af fangerne, der var katolikker.

Den øverstbefalende oberst tilbød Gerecke en udvej: Han behøvede ikke at påtage sig opgaven, men kunne bede om at blive sendt hjem med sin alder som begrundelse.

Han havde ikke set sin familie i hen ved to år, og to af hans tre sønner var blevet såret alvorligt i krigen. Gerecke har fortalt, at han var lige ved at rejse hjem. Men han bad Gud om vejledning, og lige så langsomt begyndte mændene i Nürnberg at vise sig for ham som fortabte sjæle, der havde brug for hjælp.

Efter nogle dage sagde han ja til opgaven.

Da Gerecke så, hvad de 15 forbrydere, han skulle være præst og sjælesørger for, var tiltalt for, og tænkte på alt det, han havde set og hørt de sidste år, følte han sig fuldstændig utilstrækkelig.

Hvordan skulle han – en farmersøn fra Midtvesten – på nogen måde kunne gøre nogen form for indtryk på disse disciple af Adolf Hitler?

Hvordan kunne han nærme sig dem? Hvordan skulle han kunne mobilisere det, der skulle til, for at møde dem med Kristi ånd?

Han var magtesløs og begyndte at forberede sig ved at bede. Bede om, at han måtte lære at hade synden, men elske synderen.

Det første møde

Gereckes opgave var at give sjælesorg og åndelig vejledning, hvis fangerne bad om det. Intet af det, han gjorde, ville få indflydelse på retssagen og de domme, fangerne ville modtage.

Den 12. november besluttede Gerecke at besøge fangerne en for en. Det ville give ham et indtryk af hver enkelt fange, og han kunne invitere dem til en gudstjeneste.

Han har senere indrømmet, at han var skrækkeligt bange. Det var ikke deres fysiske fremtoning, der skræmte ham. De var bare hjælpeløse fanger. Det var derimod selve naturen af deres onde forbrydelser, der fik ham til at gyse.

Men han ønskede at give hånd og møde dem med venlighed, så hans budskab ikke skulle blive hindret af måden, han greb det første møde an på.

Den første, han mødte, var Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess. Gerecke spurgte ham, om han havde lyst til at komme til gudstjeneste. Svaret var et klart nej, fordi han forventede at have meget travlt med at forberede sit forsvar i den kommende tid.

Den næste, han mødte, var Herman Göring, en mand med store armbevægelser, der blandt andet havde været chef for Luftwaffe.

»Hvor er jeg glad for at se dig,« sagde Göring til Gerecke og tilbød ham en stol. Ja, han ville meget gerne deltage i gudstjeneste. Senere fortalte fængslets psykolog Gerecke, at Göring kun sagde ja, fordi han på den måde kunne slippe ud af sin celle.

Sådan gik Gerecke fra celle til celle og mødte fangerne.

Da han kom til den celle, hvor den tidligere tyske ambassadør og udenrigsminister Joachim von Ribbentrop boede, fortalte von Ribbentrop ham, at der var nogle ting i den kristne tro, han havde det svært med. Til at begynde med ville von Ribbentrop ikke love at komme til gudstjeneste, for det med tro var ikke så vigtigt, som præsten mente. Men den ene samtale blev til mange flere i løbet af de kommende måneder, og han begyndte også at deltage regelmæssigt i gudstjenesterne.

Forvandlingen

Månederne gik. Hundredvis af vidner blev afhørt i retssalen. Samtidig fortsatte Henry Gerecke med at besøge de 15 fanger, han var præst for. Han havde samtaler med dem og holdt gudstjenester.

Noget af det, der gjorde dybest indtryk på Gerecke, var den forvandling, han så hos Joachim von Ribbentrop. Fra at udvise en kølig, arrogant ligegyldighed begyndte han nysgerrigt at stille spørgsmål om den kristne tro.

Han blev mere og mere angerfuld og ønskede at vende ryggen til sin fortid. Efter hans sidste appel om en mild dom, indvilgede Gerecke i at dele nadveren med ham, fordi han var overbevist om, at Gud havde gjort sit værk i krigsforbryderen.

Von Ribbentrops kone, som Gerecke har beskrevet som en forfærdelig kvinde og en meget indædt nazist, fortalte Gerecke, at man ikke kunne være en god nazist og en god kristen på samme tid, og at hun havde valgt de privilegier, der fulgte med at være en god nazist.

Men til sidst lovede hun at opdrage børnene i den kristne tro, og med hjælp fra Gerecke blev det arrangeret, at de blev døbt i den lokale kirke.

Der er ikke noget vindue til en mands sjæl, men Henry Gerecke har delt nogle af sine oplevelser fra samtalerne med fangerne i en bog og i artikler og foredrag. Han var overbevist om, at Gud gjorde sit værk i flere af dem.

Vi ses igen

Sidst på foråret 1946 gik der rygter blandt fangerne om, at Gerecke skulle rejse tilbage til sin familie i USA på grund af sin alder. Han var nu næsten 55 år.

En af fangerne skrev et brev til Henry Gereckes kone og bad om, at hendes mand måtte blive hos dem. Alle fangerne – både de protestantiske og de katolske – havde skrevet under på det.

Gerecke sørgede for, at det blev sendt til hans kone sammen med en lille hilsen fra ham, hvor han skrev, at han forventede, at nok halvdelen af de 21 fanger ville blive dømt til døden.

Da Alma Gerecke havde læst brevet, sendte hun et hurtigt svar tilbage til sin mand: »De har brug for dig!«

Den 31. august 1946 endte retssagen, og en måned senere faldt dommen. Dødsstraf til 11 af fangerne, blandt andet Göring og von Ribbentrop. Henrettelserne skulle finde sted fra kort efter midnat den 16. oktober 1946. En af de første var von Ribbentrop.

Gerecke gik sammen med ham fra cellen til skafottet. »Jeg sætter al min lid til Kristus,« fortalte von Ribbentrop Gerecke. Da han kom hen til skafottet, gik han de 13 trin op til faldlemmen, hvor hans ben blev bundet sammen.

En amerikansk officer spurgte, om han havde et sidste ord. Han sagde lidt og sluttede med ordene: »Jeg sætter al min lid til lammet, der har sonet min synd. Må Gud være min sjæl nådig.« Derefter henvendte han sig til Gerecke: »Vi ses igen.«

Så blev den sorte hætte trukket ned over hans ansigt, løkken blev lagt om hans hals, og så åbnede faldlemmen sig.

Mændene blev efterfølgende kremeret i Dachau, og asken spredt i en nærliggende flod.

Et par uger senere rejste Gerecke tilbage til sin familie efter at have været væk i mere end to år. Han stoppede som feltpræst i 1950, hvor han fik arbejde som præst i en luthersk kirke i Illinois – samtidig med at han fungerede som fængselspræst.

Helt frem til sin død i 1961 vidste Gerecke, at der er en Gud, der har sonet al synd – hvad enten man sidder på den lokale kirkebænk, i Menard Statsfængslet eller i Justitspalæet i Nürnberg.