Amnesty i ny rapport: »Israel er en apartheidstat«
Sidste år advarede udenrigsminister Yair Lapid om, at 2022 meget vel kan blive et år, hvor Israel må stå model til beskyldninger om apartheid. Og allerede nu har Lapid desværre fået ret i sin forudsigelse.
Amnesty International udgav tirsdag en cirka 280 sider lang rapport med titlen »Israels apartheid mod palæstinenserne. Et ondt system af undertrykkelse og forbrydelser mod menneskeheden«.
I forbindelse med offentliggørelsen sagde Amnestys generalsekretær, Agnes Callamard: »Israels onde politik med adskillelse, indtagelse af land (dispossesion) og eksklusion i alle territorier, som det kontrollerer, svarer helt tydeligt til apartheid.«
I rapporten står der blandt andet, at Israel er »et system af undertrykkelse og dominans [over palæstinenseren]«, og at »USA, EU, Storbritannien og de lande, som er i færd med at styrke deres relation til Israel såsom nogle afrikanske og arabiske lande, må anerkende, at Israel er skyldige i apartheid og andre internationale forbrydelser.«
Rapporten opfordrer desuden til boykot af varer fra bosættelserne. Og slutter af med at påstå, at alle efterkommere af palæstinensiske flygtninge fra 1948. hvor staten Israel blev oprettet, har ret til at vende tilbage. Dette krav er et velkendt palæstinensisk krav, som i praksis vil udslette verdens eneste jødiske stat, fordi der i så fald vil være et flertal af arabere i landet.
Der har naturligvis været masser af fordømmelser af den – ifølge mange – ensidige rapport. Udenrigsminister Lapid har sagt, at »Amnesty engang var en organisation, vi alle respekterede. I dag er den det præcis modsatte«. Også USA’s ambassadør i Israel, Thomas Nides, har kaldt rapporten »absurd«. Og spørger man en af de mange arabiske israelere – nemlig Issa Frej, som er Israels minister for regionalt samarbejde – så siger han klart og tydeligt, at »Israel har mange problemer, som skal løses – både inden for den grønne linje og i de besatte områder. Men Israel er ikke en apartheidstat.«
Agnes Callamard er generalsekretær for Amnesty International. Tirsdag præsenterede hun rapporten "Israels apartheid mod palæstinenserne". (Foto: Wikimedia)
Bruger tvivlsom definition af ordet apartheid
Betegnelsen apartheid står naturligvis i centrum for det hele. Ordet referer i høj grad til det styre, der var i Sydafrika i det meste af sidste halvdel af 1900-tallet. Amnesty skriver ganske vist, at de ikke sætter lighedstegn mellem Israel og Sydafrika. De skriver, at de i stedet bruger den definition af apartheid, som findes i Rom-statutten – et juridisk dokument, som blev vedtaget i 1998 og danner grundlag for Den Internationale Straffedomstol.
Sagen er dog den, at rigtig mange (store) nationer ikke ville skrive under på dokumentet og derfor ikke anerkender definitionen. Blandt andet Israel og USA. Der er med andre ord ikke tale om en bredt anerkendt definition.
Rom-statutten definerer apartheid som »et institutionaliseret regime med systematisk undertrykkelse og dominans af en race over for en anden race«.
Ud over at bruge en betegnelse, som referer til noget helt andet (styret i Sydafrika), og hvis definition ikke er bredt anerkendt, så kritiseres Amnesty også for fuldstændig at ignorere flere forhold. For eksempel den eksistentielle trussel, Israel står over for i form af terrorgrupper, der ønsker statens udslettelse. Det lader heller ikke til, at Amnesty er klar over, at palæstinenserne selv var med til at indgå Oslo-aftalen, som satte de rammer, der stadig er i dag på Vestbredden, hvor Israel har den sikkerhedsmæssige kontrol i størstedelen af området.
Anklagen om apartheid gælder i øvrigt både på Vestbredden, i Israel (over for de arabiske israelere) og i Gaza, hvor Israel slet ikke har nogen kontrol, men hvor man kontrollerer grænserne.
Cirka en femtedel af Israels befolkning er arabere. De har de samme borgerrettigheder, som alle andre borgere i landet. Når det gælder palæstinenserne på Vestbredden, er det en helt anden situation. De bor ikke i Israel og er ikke israelske statsborgere. Så her giver det ingen mening at tale om apartheid, eftersom apartheid handler om forholdet mellem folk af forskellig race, som er borgere i det samme land. Hvis Israel derimod annekterede hele Vestbredden uden at give palæstinenserne de samme borgerrettigheder, ville sagen være en anden.
Om Israels nuværende politik og praksis, når det gælder Vestbredden, er god eller dårlig, kan sagtens diskuteres og bliver det da også hyppigt. Men det giver næppe mening at tale om apartheid mellem to befolkningsgrupper, som ikke alle er borgere i det samme land, og som ledes af to forskellige regeringer (hhv. den israelske regering og Det Palæstinensiske Selvstyre).
Udsigt til mere af samme skuffe
Senere på året kan Israel meget vel forvente flere anklager om apartheid. FN’s Menneskerettighedsråd nedsatte sidste år en permanent undersøgelseskommission, som skal undersøge Israels behandling af palæstinensere. Meget tyder på, at de også vil komme med påstande om apartheid.
Det samme forventes af Den Internationale Straffedomstol, som har valgt at undersøge, om Israel begik krigsforbrydelser under krigen mod Hamas i maj 2021.
Frygten er, at løgnen om apartheid bliver gentaget så mange gange, at flere og flere begynder at tro på den, og at ordet bliver mere almindeligt at bruge om Israel.