Bosætterledere protesterer mod annektering og oprettelsen af palæstinensisk stat

Om cirka en måned kan Benjamin Netanyahu gøre alvor af sit løfte om at annektere dele af Vestbredden. Ifølge den regeringsaftale, han for nylig indgik med Benny Gantz, kan beslutningen om annektering nemlig tages fra og med 1. juli.

Det drejer sig om de områder på Vestbredden, som ifølge den amerikanske fredsplan fra januar skal være en del af staten Israel. Nærmere betegnet Jordandalen og 15 bosættelser, som ikke grænser op til Israel. Dette svarer til cirka 32 procent af Vestbredden. Den resterende del skal ifølge planen være en palæstinensisk stat.

Traditionelt set er det især på højrefløjen i Israel og i bosætterbevægelsen, man finder de varmeste fortalere for annektering. Men det er faktisk ikke nødvendigvis tilfældet her.

I denne uge mødtes borgmestre og andre ledere fra mange af bosættelserne med de israelske højrefløjspartier Likud og Yamina. Deres ønske var at overbevise politikerne om, at det er en dårlig ide af følge Trumps fredsplan og annektere de nævnte områder. Tidligere i maj vedtog Yesha, som er en paraplyorganisation for bosættelserne, en resolution, hvori de afviser Trumps plan.

Grunden til deres modvilje mod planen består ikke så meget i selve det, at bosættelserne bliver en del af staten Israel. Det er derimod, at de 15 bosættelser meget vel kan blive helt isoleret – det vil sige omringet af det, som på et tidspunkt ifølge planen skal være den palæstinensiske stat. De er også utilfredse med den kendsgerning, at byerne af gode grunde ikke vil kunne blive udvidet i fremtiden. ”Det her er byer, som har været udsat for forfærdelige terrorangreb, og nu får de så at vide, at de ikke kan udvikle sig, og at man reelt vil tage en beslutning, som vil føre til endnu en tilbagetrækning,” lyder det fra Yochai Damri, der er leder af regionsrådet for Hebron-regionen. Han henviser til Israels tilbagetrækning fra Gaza i 2005 og mener altså, at isolerede bosættelser omringet af en palæstinensisk stat vil føre til en lignende tilbagetrækning.

 
Yitzar er en af de bosættelser, der står til at blive annekteret. (Foto: Ole Andersen)

Ingen dialog med kort-komite

Damri og de øvrige bosætterledere har forsøgt at komme i dialog med den såkaldte kort-komite (som består af både amerikanere og israelere), der skal tegne det præcise kort. Det nuværende kort er ifølge amerikanerne nemlig kun en grovskitse til det endelige kort.

Men komiteen har afvist bosætterlederne. Derfor tror Damri, at grovskitsen også ender med at blive det egentlige kort.

Stod det til bosætterlederne, skulle der foretages nogle ændringer, som vil gøre de 15 bosættelser mindre isolerede. Ifølge kortet er de forbundet til resten af Israel med veje, som kun israelerne har adgang til. Man vil altså kunne komme fra bosættelserne til Israel uden at skulle køre på palæstinensiske veje. Men for dem, der bor i bosættelserne, vil det ifølge Yochai Damri ikke være trygt. Det fremgår ikke tydeligt, hvilke ændringer han og de andre bosættere helt præcis ønsker, men han siger, at man for eksempel vil være villig til at frasige sig retten til området ved Det Døde Hav, som ellers står til at blive annekteret, for til gengæld af få nogle områder, der i højere grad vil forbinde bosættelserne til resten af Israel.

Men for nogle af bosætterne handler det i bund og grund om, at man ikke vil acceptere oprettelsen af en palæstinensisk stat – uanset hvor stor eller lille den så bliver. Yossi Dagan, som er leder af Samarias regionsråd, sagde for nylig, at USA’ plan medfører ”oprettelsen af en terrorstat”. Han mener, at mange af de kristne amerikanere, der støtter planen, slet ikke er klar over, at den inkluderer en palæstinensisk stat, og at det ”vil ødelægge deres drøm om at se det jødiske folk vende tilbage til hele det lovede land” – det vil i Dagans optik sige hele Samaria og hele Judæa, som er bosætternes (og flere på højrefløjens) betegnelse for det, de fleste andre kalder Vestbredden.

 
Sådan kan landskabet komme til at se ud, hvis Trumps plan gennemføres. Det grønne er den palæstinensiske stat.

Tostatsløsning eller enstatsløsning?

En anden og diskussion vedrørende Trumps plan handler om, hvorvidt israelsk annektering og planen i det hele taget et skridt hen imod eller væk fra en tostatsløsning.

Overordnet set er det sådan, at dem, der traditionelt støtter tostatsløsningen og oprettelsen af en palæstinensisk stat (en holdning, der er mest almindelig til venstre for den politiske midte i Israel), er imod annektering og resten af Trumps plan, fordi de ikke mener, det vil føre til adskillelse fra palæstinenserne, men derimod kan resultere i, at de mange palæstinensere på Vestbredden bliver andenrangsborgere i Israel uden fulde borgerrettigheder. Tankegangen er, at der aldrig vil blive oprettet en palæstinensisk stat, eller at den stat, der måtte blive oprettet, vil få så lidt selvstændighed og selvbestemmelse, at der ikke vil være tale om en reel stat.

På den anden side vil mange af dem, der støtter annektering og Trumps plan, argumentere for, at annekteringen metop vil være et skridt i retning af en reel tostatsløsning.

Med andre ord og lidt firkantet stillet op: Nogle er for en tostatsløsning, men imod Trumps plan, fordi de mener, at den snarere vil føre til en enstatsløsning, hvor palæstinenserne kommer til at leve som andenrangsborgere. Andre er imod en tostatsløsning, men for Trumps plan – selvom de faktisk påstår, at den vil resultere i en tostatsløsning.

Og så er der de mange bosættere, som ikke hører til i nogen af de to grupper. De er både imod en tostatsløsning og imod Trumps plan.