Rafah er næste mål for IDF

Indtil nu er det kun ved ganske få lejligheder, at IDF har opereret i Rafah, som er den sydligste by i Gaza. Det er her, rigtig mange af de palæstinensere, som er flygtet fra det nordlige Gaza, befinder sig. Det er også her, de sidste intakte Hamas-bataljoner befinder sig. Og så er det også her, man forventer, at de fleste tilbageværende gidsler er.

IDF er stadig i gang med at føre krig mod Hamas i byen Khan Younis. Og meget tyder på, at der er to ting, der skal være på plads, før man for alvor bringer krigen til Rafah. For det første skal man være færdig med Khan Younis, ligesom man er færdig med det nordlige Gaza. At være færdig betyder dog ikke, at der så slet ikke er flere kampe – for der vil blive ved med at være terrorister gemt – ligesom der stadig er det i det nordlige Gaza. Men de intense kampe skal være overstået.

Så vil Israel kunne reducere antallet af soldater i Khan Younis, og sende dem videre til Rafah. Man ønsker altså ikke at have en omfattende operation i begge byer på samme tid. Det andet forhold handler om de mange civile i Rafah. Før krigens begyndelse boede der cirka 270.000 mennesker her. Nu mener man, at der i og omkring byen befinder sig halvanden million. Israel har sagt, at man vil evakuere de mange civile – og den slags tager tid. Og det er stadig uklart, præcis hvordan Israel har tænkt sig at flytte så mange mennesker.

Til trods for disse udfordringer har Israel sagt tydeligt, at en invasion af Rafah er nødvendig. Uden den kan man simpelthen ikke opnå selve hovedformålet med krigen, som er at bekæmpe Hamas og befri gidslerne. Hamas havde ved krigens begyndelse 24 bataljoner, og man har kunnet følge med i, hvor mange Israel har fået nedkæmpet siden invasionen begyndte 27. oktober. Lige nu kæmper man mod nogle få, der stadig er kampduelige i Khan Younis. Derefter mangler man angiveligt kun de 4 bataljoner, som befinder sig i Rafah. Set ud fra de tal er Israel kommet et langt stykke ad vejen mod at bekæmpe Hamas militært i Gaza. Man mangler snart kun 4 ud af 30. Problemet er dog, at mange at de overlevende Hamas-terrorister fra de nedkæmpede bataljoner muligvis har tilsluttet sig de tilbageværende. Disse 4 bataljoner har desuden haft god tid til at forberede sig på den israelske invasion. Så det er sandsynligvis den mest komplicerede del af krigen, der mangler for Israel.

En operation i Rafah vil derfor uden tvivl have store omkostninger. Indtil nu er 249 israelske soldater blevet dræbt som følge af landoffensiven i Gaza, der altså blev indledt 27. oktober. Det tal vil uden tvivl stige kraftigt, når operationen i Rafah begynder.

Derudover vil operationen også være en belastning for den internationale støtte til Israel. Hvor stor en belastning den bliver, afhænger selvfølgelig meget af, i hvor høj grad man får evakueret de civile. Men lige nu er der i USA og i resten af det internationale samfund stor modstand mod en operation i Rafah. Den israelske regering har dog ikke vaklet i sin retorik og står fast på, at det er fuldstændig nødvendigt at bekæmpe alle Hamas’ 24 bataljoner – og gøre alt for at redde gidslerne.

 Læs om et af de få gidsler, der er blevet reddet ud af Gaza

Muligt gennembrud i svære forhandlinger

Lige nu er håbet om en ny aftale, der vil kunne bringe flere gidsler hjem, meget så stort. Mæglere fra Qatar sagde for nylig, at man ikke er tæt på en aftale, men at alt håb ikke er ude. Hamas har afvist det seneste forslag, der var på bordet, som ville betyde frigivelse af 40 gidsler i bytte for frigivelse af 400 palæstinensiske fanger og en våbenhvile på seks uger. Hamas har sagt, at de kun vil gå med til en aftale, som indebærer, at krigen slutter helt. Israel holder fast i, at man ikke vil tillade Hamas at fortsætte som magthaver og militær trussel i Gaza. Derfor kan man højst gå med til en midlertidig våbenhvile.

Den seneste udvikling er dog, at mæglere fra Qatar og Egypten mener, at der er sket fremgang i forhandlingerne. Det siger en arabisk diplomat til The Times of Israel tirsdag. Gennembruddet skulle angiveligt være sket, fordi Qatar har lagt pres på Hamas og sagt, at de højtstående Hamas-medlemmer, som bor i Qatar, risikerer at blive smidt ud af landet, hvis ikke terrorgruppen ændrer tilgang til forhandlingerne. Og det er åbenbart et sprog, de forstår.

Der har dog mange gange tidligere været rygter om gennembrud i forhandlingerne, uden at det har ført til noget.