Jesus er vandet, lyset og boligen, der fuldender løvhyttefesten

Til løvhyttefesten i efteråret 2023 havde borgmesteren i Jerusalem ladet bygget en kæmpe-løvhytte – den skulle være verdens største. Jeg var i Jerusalem og havde glædet mig til at besøge borgmesteren i hans kæmpe-løvhytte. Men jeg fik ikke lov at komme ind; der var ikke adgang for en hedning som mig. Selvom der med store bogstaver over indgangen stod »Velkommen«.

Men vi kristne fejrer jo heller ikke løvhyttefest, selvom højtiden er nævnt i den bibelske festkalender sammen med de to andre store højtider, påsken og pinsen, som vi fejrer. Det er da underligt – er det ikke?

Tre højtider med tre fællestræk

De tre store højtider minder på flere måder om hinanden. De har blandt andet tre fællestræk:

1: De fejrer en afgørende begivenhed i frelseshistorien, der har det formål at bringe velsignelsen ud til alle folk. Alle tre begivenheder sker i forbindelse med udfrielsen fra Egypten og ørkenvandringen.

2: De er valfarsfester. På hebraisk kalder man dem ben-festerne – fordi man skal bruge benene til at bevæge sig op til Guds bolig. »Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Herren din Guds ansigt, på det sted, han udvælger: Ved de usyrede brøds fest, ved ugefesten og ved løvhyttefesten« (5 Mos 16,16).

3: Det er høstfester med tak og ofring af den første høst – førstegrøden – i templet: byg til påske, hvede til pinse og frugt til løvhyttefesten.

… og tre fælles aspekter

Påske, pinse og løvhyttefest deler også tre aspekter:

1: De peger tilbage, for at folket ikke skal glemme, hvad Gud har gjort i fortiden.

2: De har betydning her og nu for ethvert menneske i folket. Enhver har delagtighed i det, der skete dengang, og kan sige: det gælder også mig og giver mening i mit liv.

3: De peger frem mod en fuldendelse. Den begivenhed, der mindes, har en dybere betydning og skal fuldendes en gang i fremtiden.

Lad os se, hvordan det kommer til udtryk ved løvhyttefesten, som er den sidste højtid i bibelens festkalender.

Den sidste højtids tre aspekter

Løvhyttefestens første aspekt er, at den peger tilbage på tiden efter udfrielsen af Egypten, hvor folket boede i midlertidige boliger, hytter, i ørkenen. For at mindes det bygger man løvhytter og bor i dem under hele festen (3 Mos 23,42).

På ørkenvandringen var israelitterne helt overgivet til Guds omsorg og beskyttelse imod sult, tørst, vilde dyr og fjendtlige folk. Gud gav dem lys om natten og vand fra klippen. Han boede sammen med folket – også i en midlertidig bolig, et telt. Han vandrede sammen med sit folk i ørkenen, som han havde gjort i Edens have, dog nu med afstand.

Det andet aspekt er, at løvhyttefesten minder om, at Israels folk også i dag, hvor de har fået fast bolig i det lovede land, stadig er afhængige af Gud. Det understreges ved, at årets sidste høstfest er fuldendelsen på årets høster. Den sidste høst er i hus, og det er slut med arbejde og bekymringer. Nu er det tid til glæde og hvile. Som på sabbatten får folket at vide, at de ved denne sidste fest skal glæde sig og hvile, og der er hele to hviledage inkluderet i festen (3 Mos 23, 39-40; 5 Mos 16,14).

Som det tredje aspekt peger løvhyttefesten fremad. Her skal vi zoome ud, så vi ser det i et helbibelsk perspektiv.

Guds omsorg for sit folk vil nå sin fuldendelse engang i fremtiden. Ligesom han dengang i ørkenen lyste for dem, gav dem vand og boede sammen med dem, sådan vil Gud selv komme en dag med det levende, frelsende vand og det lys, der ikke kan slukkes af mørket. Og han vil tage bolig midt i folket for evigt.

Netop forventningen om, at Gudsriget kommer med lys, vand og Guds nærvær og fuldender festen, finder vi hos flere af profeterne.

Lyset

Esajas siger om Jerusalems herlige fremtid: »Rejs dig bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans« (Es 60,1).

Zakarias taler også om, at lyset og Herrens komme i herlighed hænger sammen:

»Da kommer Herren min Gud og alle de hellige med ham (…). Der skal være en lang dag, ikke dag og nat, selv ved aftenstid skal der være lyst« (Zak 14 5-7).

Vandet

Esajas siger, at »I skal øse vand med glæde af frelsens kilder« (Es 12,3). Og i Jeremias’ Bog 2,13 kalder Gud sig selv for kilden med levende vand. En sådan kilde taler Zakarias også om:

»På den dag (frelsens dag) åbnes for Davids hus og for Jerusalems indbyggere en kilde, som skal rense for synd og urenhed« (Zak 13,1).

Hos Zakarias finder vi en spændende sammenhæng: Herrens dag, som skal bringe lys og vand, forbindes med netop løvhyttefesten. Når Gud har givet sit folk sejr over deres fjender, skal »alle, der er tilbage af de folkeslag, der rykker op imod Jerusalem, drage derop år efter år og tilbede kongen, Hærskarers Herre og fejre løvhyttefesten” (Zak 14,16).

Boligen

Og så det tredje fremtidsaspekt: Guds bolig hos folket.

I Ezekiels Bog 43 finder vi en profeti om, at Guds herlighed skal vende tilbage til Jerusalem: »Her vil jeg bo iblandt israelitterne til evig tid.« Den sidste sætning i Ezekiels bog siger om Jerusalem: »og byen skal for fremtiden hedde: ”Herren er her”.«

Løvhyttefest på Jesu tid

Fremtidsaspektet har fået mere og mere indhold op igennem profeternes tid. På Jesu tid kom det til udtryk i to ritualer, som på den tid var tilføjet til festen. De handlede om netop lys og vand og gjorde løvhyttefesten til den helt store lys- og vandfest.

Det første ritual var, at man hver dag under festen tændte lys i de store lysestager i kvindernes forgård. De var tændt hele natten og minder os om Zakarias-profetien, som siger, at »selv ved aftenstid skal der være lyst«.

Det andet ritual kaldte man »vandøsningsfesten«, som kommer af Esajas’ Bog 12, hvor der står: »I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.«

Hver dag hentede præsterne under stor festivitas vand i Siloadammen og bragte det op til templet og hældte det ud ved bronzealteret i præsternes forgård. Men på festens sidste, store dag gik der virkelig vandfest i den. Her var alle med i et kæmpe optog for at hente vandet. De sang af fuld kraft og med fuldt orkester med på den store bøn om frelse: »Herre, frels dog. Herre, lad det lykkes! Velsignet være han, der kommer, i Herrens navn. Vi velsigner jer fra Herrens tempel. Herren er Gud, han skal give os lys. Lad festprocessionen danne kæde helt op til alterets horn« (Sl 118, 25-27).

De gamle rabbinere skriver, at »den, som ikke har oplevet glæden ved den store vandøsningsfest, har ikke oplevet nogen sand glæde i livet«.

Jesus til løvhyttefest

Takket være Johannes (kapitel 7-8) ved vi, hvad der skete, da Jesus var til sin sidste løvhyttefest i Jerusalem. Han brugte netop denne sidste højtid til at tale højt og klart om, hvem han er.

På festens sidste og største dag (den store vandfest) stod Jesus frem og råbte til alle dem, der havde deltaget i det store vandpjaskeri: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ”Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand”« (Joh 7,37-38). 

Med andre ord: Nu opfyldes profetien og forventningen – nu strømmer levende vand ud fra Jerusalem.

Efter en hel uge med lys i templet nat og dag kom dagen, hvor tempellysene ikke blev tændt. På netop den dag stod Jesus igen frem i templet og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørke« (Joh 8, 12-20).

Jesus tolker sig selv ind i festens forventning: Han er det vand, der slukker tørsten, og det lys, der ikke slukkes.

Men hvad med det tredje element i forventningen, Guds bolig hos menneskene. Det møder vi også hos Johannes. For eksempel i hans juleevangelium (Joh 1) om lyset, der skinner i mørket, hvor der står: »Ordet blev kød og tog bolig blandt os.« Direkte oversat står der »slog sit telt op«. Det emmer af løvhyttefest.

Den sidste højtid, løvhyttefesten, fuldendes med Jesus. Det proklamerer Jesus ved sit første komme, og det skal proklameres og stadfæstes ved Jesu andet komme – den sidste store fest.    

Det bliver en løvhytte-glædesfest for alle folkeslag. Det bliver en glæde mange gange større end ved vandøsningsfesten i Jerusalem og en løvhytte mange gange større end den, Jerusalems borgmester kunne præstere i efteråret 2023. Og her bliver der adgang for alle folkeslag.

Løvhyttejulefrokost på Israels bjerge

Hvorfor fejrer vi kristne så ikke løvhyttefesten med dens forventning til Herrens komme og Guds store sejr?

Ja, hvis vi kigger rigtig godt efter i kirkens kasser med julesager, så fejrer vi på en måde løvhyttefest hvert år i december – i hvert fald, når vi ser på det oprindelige indhold i vores advent og jul. Advent betyder jo som bekendt »Herrens komme« – i fortiden, nutiden og fremtiden.

Vi har bare taget grueligt fejl af datoerne.

Der er faktisk gamle og pålidelige teorier, der går på, at Jesu fødsel i virkeligheden skete i efteråret, i den 7. måned, hvor løvhyttefesten fejres.

Jesus er ifølge disse teorier født ved løvhyttefestens tid og ikke »midt i den kolde vinter«, som vi synger til jul. Jeg ved godt, vi ikke sådan kan flytte højtider, men kunne vi ikke tage løvhyttefestens indhold med os ind i fejringen af advent og jul? Det ville styrke vores forventning til Jesu komme.

Lad os fejre advent og jul med den vinkel, at vores første højtid – julen – skal fuldendes i den sidste store højtid, når vi fejrer Jesu komme ved løvhyttefesten med Guds folk i Jerusalem, og når Gud tager bolig hos os til evig tid og serverer en kæmpe løvhytte-julefrokost på Israels bjerge med fede retter og lagret vin.

Lad os bruge advents- og juletiden til at se frem imod den sidste højtid, hvor det skal proklameres:

»Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg ej heller skrig ej heller pine skal være mere. For det der var før, er forsvundet« (Åb 21,3-4).