Ansat i Vor Frelser Kirke til gæster: »Jeg kan ikke lide Israel«

Da en israelsk udvekslingsstuderende og hans familie for et par uger siden skulle besøge Vor Frelser Kirke i København og se kirkens tårn, fik de en meget ubehagelig oplevelse. Det fortæller onlinemediet 24nyt.

Den israelske udvekslingsstuderende fortæller, at ekspedienten, som skulle tage imod betalingen for at komme op i tårnet, fornærmede hans mor, da hun skulle vise sit studiekort. Her fremgik det nemlig, at hun var fra Israel. »Jeg kan ikke lide Israel,« sagde ekspedienten til moren.

Da familien kom ned fra tårnet igen, sagde den unge israeler til den kvindelige ekspedient, at hun skyldte hans mor en undskyldning. Det fik hun dog ikke. Ifølge den unge mand kom ekspedienten derimod hen til dem og sagde »bye bye«, mens hun skubbede til ham. Da han sagde, at han ville politianmelde hende, og tog sin telefon op af lommen for at tage et billede, skubbede hun så voldsomt til ham, at han tabte sine ting. Den voldsomme episode gjorde, at flere folk kom hen for at se, hvad der var sket.

Sagen er blevet meldt til politiet, som vil forsøge at behandle den, inden den unge mand igen tager hjem til Israel. Manden har dog heldigvis været glad for sit ophold i Danmark, og episoden i Vor Frelser Kirke er ikke udtryk for hans generelle oplevelse af Danmark og danskere.