Emiraterne: Handel med bosættelser hjælper den palæstinensiske økonomi

Efter at Israel og De Forenede Arabiske Emirater i september indgik en diplomatisk aftale, er der kommet rigtig godt gang i samarbejdet. Ikke mindst når det gælder handelsaftaler. Håber er, at samarbejdet kan styrke økonomien i begge lande.

Og nu siger lederen af det såkaldte »Chamber of Commerce and Industry«, som er et offentligt økonomisk organ i Emiraterne, at man også er meget interesseret i at handle med firmaer fra de israelske bosættelser på Vestbredden.

Hamas Buamim siger, at Emiraterne er »et frit marked, og det betyder, at jo friere handlen er, jo bedre kan den hjælpe folk bredt i regionen«.

Derfor vil man altså ikke boykotte produkter fra bosættelserne. Det er dog stadig uklart, om man vil sætte mærkater på, som fortæller, at produkterne er fra bosættelserne. Noget, som FN opfordrer alle til at gøre.

 

Hjælper også palæstinenserne

Buamim understreger, at handlen med firmaer på Vestbredden, hvor bosættelserne er placeret, ikke kun gavner de israelere, som ejer firmaerne, men også de tusindvis af palæstinensere, som er ansat der. Og det håber han, at de palæstinensiske politikere forstår og vil bakke op om. Det er der dog ikke noget, der tyder på, at de gør. De palæstinensiske ledere har nemlig fordømt aftalen mellem de to lande. Så meget desto mere på man forvente, at de ikke bakker op om handel med firmaer fra bosættelserne.

Et eksempel på et israelsk firma, hvis ejere og ansatte får glæde af den nye aftale, er Tura Winery, som har hjemme i bosættelsen Rechelim. De har for nylig indgået en stor aftale med firmaer i Emiraterne, som skal sælges Tura Winerys vin, olivenolie, honning og andre produkter.

Israel indgik i september en lignende diplomatisk aftale med Bahrain. Også Sudan har indgået en fredsaftale med Israel, men her vil det blive mere vanskeligt at oprette handelsaftaler og lignende. Det skyldes, af Israel er temmelig upopulær blandt befolkningen i Sudan.

For nylig holdt Netanyahu sammen med en amerikansk delegation et hemmeligt møde i Saudi-Arabien, som efter sigende også er interesseret i et mere officielt samarbejde med Israel. Skulle en sådan komme i stand, vil det betragtes som en stor sejr for Israel. Både når det gælder sikkerhed og handel. Og ikke mindst når det gælder landets grundlæggende status i Mellemøsten. En aftale med saudierne vil gøre, at Israel ikke længere kan betragtes som et isoleret land i regionen.