Israel bekæmper ny terrorgruppe ved navn Løvens Hule

De seneste måneder har der været mange terrorangreb og forsøg på terrorangreb i området omkring Nablus på Vestbredden. Det er her, en helt ny terrorgruppe har base. Den kalder sig Løvens Hule og består af palæstinensere, primært yngre mænd, som tidligere har haft forbindelse til andre terrorgrupper – for eksempel Islamisk Jihad og Al Aqsa Martyrernes Brigade.

Gruppen har siden den officielle stiftelse i august gennemført mange angreb mod israelske soldater og grænsebetjente i området omkring Nablus. Det er sket, når israelske tropper er gået ind i byen for at anholde personer – hvilket er sket mange gange det sidste halve år. Her er de ofte blevet beskudt af medlemmer af Løvens Hule. Men gruppens medlemmer gør også det, at de angriber israelere uden for Nablus. Det kan være soldater, der patruljerer, men det kan også være civilie, typisk bosættere, som bor tæt på Nablus. Det gør de for eksempel ved at kaste brandbomber eller affyre skud mod israelske biler på vejene.

Løvens Hule har taget skylden for drabet på den israelske soldat Ido Baruch, der mistede livet i sidste uge. Gerningsmanden er stadig på fri fod, så det er ikke endeligt bekræftet og dokumenteret, at det var et Løvens Hule-medlem, der dræbte den unge soldat.

 

Blokade af byen

Drabet på Ido Baruch har betydet, at Israel har valgt at kontrollere indfaldsvejene til Nablus. Dels fordi man stadig leder efter hans morder, dels fordi man vil mindske risikoen for flere terrorangreb.

Således er der lige nu kun tre veje ind til byen, som er åbne. Og her skal man igennem et grundigt sikkerhedstjek. Og det har indtil videre haft en effekt, ser det ud til. Antallet af skudangreb er i hvert fald mindsket.

 

Soldater også angrebet af bosættere

Mens de israelske soldater jo i høj grad er så talstærkt til stede omkring Nablus, fordi de vil passe på israelere, så er det værd at bemærke, at de også er blevet angrebet af netop dem, de skal passe på.

Ganske vist ikke med pistolskud, men med peberspray. Det skete i forbindelse med en voldelig demonstration, som soldaterne ville standse. En gruppe bosættere kastede sten mod forbipasserende palæstinensiske biler. Da soldaterne kom for at fjerne dem, blev fire soldater ramt af peberspray fra de vrede bosættere.

Hændelsen er blevet fordømt af politikere og ledere fra både regeringen og oppositionen. Angreb mod israelske soldater er en rød streg og betragtes som fuldstændig uacceptabelt.

Det skete ved den palæstinensiske by Huwara. Her var der også i sidste uge en grim hændelse, hvor en flok bosættere gik til angreb med køller og sten mod flere af byens butikker og butiksindehavere. Det forlyder, at 40 palæstinensere blev såret.
Videooptagelser (se nederst i denne artikel) viser, hvor voldsomt det gik for sig. For nylig var der en hændelse, hvor palæstinensere kastede sten mod israelske biler i Huwara.