Israelsk hus ramt af raket

Søndag blev der igen affyret raketter fra Gaza mod Israel. Én raket faldt ned i Gaza, to i Israel, hvoraf den ene ramte et hus. Heldigvis kom ingen til skade, men en mur og en terrasse blev beskadiget.

Israel svarede igen ved at bombe en Hamas-base i det nordlige Gaza. Her blev nogle af terrorgruppens bygninger ødelagt.

Også i fredags blev Israel angrebet fra Gaza. Her skete der også det, at en af raketterne ikke nåede ind over grænsen til Israel, men landede i Gaza, hvor en egyptisk familie fik ødelagt sit hjem. Det samme skete i onsdags, hvor en palæstinensisk skole blev ramt af raketter, der skulle have ramt israelsk territorium.

Mens reaktionerne på den amerikanske anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har været mindre voldsomme en frygtet i Jerusalem og på Vestbredden, er der grund til bekymring for udviklingen i Gaza. Der skal ikke meget til, for at situationen eskalerer. Havde gårsdagens raket kostet menneskelig, ville det israelske modsvar have været endnu voldsommere. Lige nu er det kun tilfældigheder - og det israelske missilforsvar Iron Dome - der forhindrer raketterne fra Gaza i at koste menneskeliv. Iron Dome er dog - som det blev tydeligt i går - ingen garanti for at holde raketterne væk fra befolkede områder.