Netanayhu brokker sig over muligt salg af F-35-kampfly til sine nye venner

For knap to uger siden kom nyheden om, at Israel og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) har indgået en fredsaftale og vil oprette diplomatiske forbindelser.

Mange håber, at aftalen kan bane vejen for, at Israel normaliserer forholdet til andre arabiske lande.

Amerikanerne spillede en afgørende rolle i forhandlingerne, der ledte frem til aftalen. Og derfor var det meningen, at de tre landes FN-ambassadører skulle mødes i New York for at fejre den historiske begivenhed. Men det møde har UAE valgt at aflyse.

Det skyldes uenighed i forbindelse med et muligt amerikansk salg af de avancerede F-35-kampfly til UAE. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har nemlig offentligt protesteret over et sådant salg og sagt, at han er imod det. Han er bekymret for, at Israels militære dominans i regionen vil blive svækket, hvis UAE får fat i F-35-flyene, som betragtes som et af de bedste kampfly i verden.

UAE var på forhånd godt klar over Netanyahus skepsis. Men ifølge Walla News havde de fået den opfattelse, at han ikke offentligt ville modsætte sig salget. Netanyahu har sagt, at salget ikke var en del af aftalen.

Det forlyder, at UAE ikke vil deltage i møder med israelerne på højeste niveau, før Netanyahus standpunkt er helt afklaret. Har han tænkt sig at lade det få konsekvenser, hvis UAE køber et antal fly af USA? Eller accepterer han i sidste ende en eventuel handel?

 

Pompeo Netanaforsøger at berolige

USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, var mandag i Jerusalem, hvor han mødtes med Netanyahu. Han understregede, at USA fortsat vil være med til at sikre, at Israel står stærkt militært i regionen. Samtidig antydede han, at et salg af flyene var forestående. USA har ellers længe afvist at sælge avancerede våben til Israels nabolande – netop for at sikre Israels militære fordel. Men med fredsaftalen er det nu lettere for amerikanerne at forsvare et salg af de dyre maskiner.

Pompeo flyver i disse dage rundt og besøger forskellige lande i regionen. Formålet er blandt andet at overtale andre lande til at indgå en fredsaftale med Israel. Han skal blandt andet besøge Sudan og Bahrain. Muligvis også Oman og Qatar.

De lande, som med størst sandsynlighed kunne finde på at gøre som UAE og indgå en aftale med Israel, er Bahrain og Oman.

Det er velkendt, at også Saudi-Arabien de seneste år har fået et bedre forhold til Israel. Men saudierne har holdt lav profil siden aftalen med UAE. Nogle analytikere tror dog på, at også den helt store spiller blandt golfstaterne med tiden vil indgå en aftale med Israel.