Tusindvis af jøder ignorerer krigen og rejser til Ukraine op til rosh hashanah

På søndag begynder den jødiske nytårsfejring. Rosh hashanah varer til tirsdag aften, og rigtig mange ultraortodokse jøder har som fast tradition at rejse til den ukrainske by Uman i den anledning. Her besøger de rabbiner Nachman af Breslovs grav. Han var stifteren af en retning inden for den såkaldt hasidiske jødedom.

Og inden sin død i 1810 sagde han til de mange, som fulgte ham og hans fortolkning af toraen og jødedommen, at det var vigtigt, at de rejste til Ukraine for at være sammen med han under det jødiske nytår. Ikke mindst så han kunne undervise dem.

Denne opfordring har mange så valgt at følge også efter hans død – også her mere end 200 år senere. I dag rejser også mange andre jøder end dem, der tilhører lige præcis Nachman af Breslovs retning inden for den hasidiske jødedom.


Ortodokse jøder uden for rabbiner Nachmans grav i Uman. (Foto: Wikipedia)

Krigen er ingen hindring

Man forventer, at mere end 10.000 jøder rejser til Uman op til nytår – de fleste fra Israel. Både den israelske regering og regeringer i andre lande med et stort hasidisk samfund har kraftigt frarådet rejser til Ukraine på grund af krigen. Men det lader ikke til at være en hindring for særligt mange. Der går ingen fly direkte til Ukraine, så de mange rejsende tager i stedet til nabolande som Rumænien og Moldova, hvorfra de så kører med bus til Uman, der ligger cirka 200 km syd for hovedstaden Kyiv.

En af dem, som tager den rejse, er 51-årige Avraham Burstein fra Jerusalem. Til AFP siger han: »Det er ligesom at være forelsket, jeg er ganske enkelt nødt til at tage af sted.  Det ville da være rart, hvis han lå begravet i London, Amsterdam eller Berlin, men han valgte at være der, og han bad os komme hvert år til rosh hashanah, så vi er nødt til at tage afsted.«

En anden rejsende har fortalt det israelske medie Kan, at ligesom coronavirussen ikke satte en stoppe for den årlige tur, så vil krigen i Ukraine heller ikke gøre det.

 

Skabte problemer i 2020

Det passer dog ikke helt, at corona ikke satte en stoppe for de rejsende. For rigtig mange kunne ikke komme ind i Ukraine i 2020. De var rejst til Hviderusland og ville herfra krydse grænsen til Ukraine. Det endte med, at mange sad fast ved grænseovergangen, fordi de blev afvist af Ukraine og ikke måtte komme tilbage ind i Hviderusland. Nogle boede i telte på grænseovergangen i flere dage – og efterlod sig en masse affald, da de endelig kunne rejse tilbage til Israel. Kombineret med, at de havde ignoreret risikoen for coronasmitte, blev de mange jøder derfor ret upopulære.

Denne gang er det så både det israelske og det ukrainske udenrigsministeriums anbefalinger, der bliver ignoreret. »Lad være med at rejse til Ukraine,« lyder det begge steder fra.

Russerne har sagt, at de ikke vil gå specifikt efter Uman for at ramme de rejsende. Men de har også sagt, at de ikke kan garantere deres sikkerhed. I august blev en civil dræbt af et russisk missil i byen.