Tiden flyver afsted på Discipelskolen

Det er nu cirka en måned siden, et hold forventningsfulde discipelskoleelever rejste til Det Danske Hus i Poriya. Husets ungmedarbejder, Emma Vrist, fortæller, at tiden flyver afsted, og at der er masse af gode oplevelser:

»Temaet for den første uge med undervisning var »Glimt fra Mosebøgerne«, og det var med Jakob Ulriksen, som er den ene halvdel af lederparret i Det Danske Hus. Undervisningen var enormt spændende og var en god start på at lære Det Gamle Testamente bedre at kende,« lyder det.

Ugen efter underviste Hakon Christensen i Romerbrevet. En af eleverne fortæller, at »det var meget lærerigt at se nærmere på Israels rolle i Bibelen og blive undervist i bibelbrug, og hvordan det kan skabe bibelglæde«.

Eleverne har også haft besøg af Harry Højgaard, som har undervist om Dommerbogen, Josvabogen og frem til Nehemias’ Bog. Emma fortæller, at undervisningen den uge også kom ind på temaet »tro og gerninger«, og at »det gav anledning til mange gode snakke«.


Harry Højgaard underviser.

 

En uge i Jerusalem

Traditionen tro har eleverne været en uge i Jerusalem, hvor de sammen med de unge volontører har været rundt og se Israels betagende hovedstad. Emma fortæller, at det var en uge hvor de, »gik i Jesu fodspor og fik sat nogle geografiske billeder på steder, hvor bibelske begivenheder har fundet sted. Det var en dejlig uge, hvor det sociale også har spillet en central rolle.«

Ugen sluttede med en tur i ørkenen. »Her fik vi lov at vandre og klatre, sove på 1000-stjernet hotel og bade i både ferskt og meget saltet vand, nemlig Det Døde Hav,« fortæller Emma.

Ud over turen til Jerusalem har disciplene også været på tur hver fredag. I løbet af den første måned har de set Arbel, Tel Hazor, Tel Dan, Harod-kilden, Gilboas bjerg, national parken Gan HaShlosha, Tel Jizre’el og Karmelsbjerget i Haifa.


Under Jerusalemugen deltog Tobias Langdahl som underviser - her i Getsemane Have.

 


Jerusalemugen: Aftensmad med udsigt over byen.

 

Der slides på spikeball-nettet

Gården i Det Danske Hus bruges også flittigt af eleverne. Blandt andet til spikeball-turneringer. Emma fortæller, at der to tirsdage har været turnering med deltagelse af alle – også lederpar og underviser. »Det har været nogle utrolig dejlige dage fyldt med sport og opbakning. For hver ny turnering der starter, bliver holdene trukket tilfældigt ved lodtrækning,« lyder det.

Derudover går fritiden med afslapning, fordybelse, badeture i Geneserat Sø, mangohøst i naboplantagerne, hårdklipning med udsigt over søen og meget andet. Alt i alt en skøn hverdag i den lille nordisraelske by Poriya.


Badning i Gan Hashlosha nationalpark.