»Hil dig, jødernes konge!«

Grundtvigs monumentale påske-klassiker »Hil dig, frelser og forsoner« er en elsket dansk salme. Den rører os dybt, når vi synger den, fordi den på både smuk poetisk og dyb profetisk vis forkynder det overraskende budskab om »korsets gåde« – at Kristus, Messias valgte »korsets død i vores sted«.

Lad os prøve at se på Jesu sidste dage i påsken fra en måske lidt overset vinkel. Nemlig med fokus på Jesus som jødernes konge.

»Jesus fra Nazaret, jødernes konge« stod der på det skilt, som blev hængt over Jesu kors. Ikke »verdens konge« eller »kirkens konge«. Jødernes konge! Titlen på skiltet talte sandt om Jesus. Og i dagene og timerne op til sin død på korset blev Jesus på forskellig vis omtalt med netop den betegnelse. Her er et overblik:

Evangelisterne er enige

Alle fire evangelister fortæller om, at Jesus palmesøndag rider ind i Jerusalem på et æsel(føl), og at skarerne, der ser ham ride ind, kalder ham for konge:

Matthæus har noteret sig, at Jesus kaldes for »Davids søn« (Matt 21,9). Det er et klart budskab om, at Jesus er den lovede Messias-konge, som skal komme af Davids kongeslægt (ifølge 2 Sam 7) og herske med retfærdighed og sandhed over Israels folk og regere over jordens folkeslag.

Markus har lagt mærke til fuldstændig det samme: »Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!« (Mark 11,10).

Ifølge Lukas er det ikke de religiøse ledere og heller ikke folket som sådan, der sætter gang i tilråbene denne berømte dag. Det er »discipelskaren« (Luk 19,37), som fulgtes med ham, og de råbte: »Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn!« (Luk 19,38). Lukas tilføjer så, at nogle farisæere, som var til stede, absolut ikke var enige, så de rækker ud til Jesus med ordene: »Mester, sæt dine disciple i rette«, hvortil Jesus svarer: »Hvis de tier, vil stenene tale.« Med andre ord: Det er så sandt, som det er sagt!

Den fjerde evangelist, Johannes, bruger hverken udtrykket »Davids søn« (som Matthæus), eller »Davids rige« (som Markus), eller »kongen, som kommer i Herrens navn« (som Lukas). Johannes bemærker i stedet, at de kalder Jesus for »Israels konge«.

En ridetur i en konges fodspor

Hvad er der ellers at sige om denne kong Jesus og hans palmesøndagsridetur? Jo, disciplene, der fulgte ham, har næppe kunnet undgå at få associationer til en anden konge, som mange år tidligere red den samme rute.

Jesus rider ned ad Oliebjergets vestlige skråning og ned i Kedrondalen. Disciplene går ved siden af og hylder ham. Det er optakten til en kroningsceremoni: »Hosianna, Davids søn!« Og på vej ned ad Oliebjerget ser de over mod templet – et storslået syn.

Disciplene troede knap deres egne øjne! For de deltog pludselig i det, som lignede en gentagelse af kroningen af kong Davids søn Salomo! En begivenhed, som 1.000 år tidligere foregik stort set samme sted! Kong Salomos kroning er beskrevet i 1 Kong 1,32-35, og parallellerne til palmesøndag er slående:

»Kong David sagde: ”Kald på præsten Sadok, profeten Natan og Benaja, Jojadas søn.” Da de var trådt frem for kongen, sagde han til dem: ”Tag mine folk med jer, sæt min søn Salomo op på mit muldyr og før ham ned til Gihon. Dér skal præsten Sadok og profeten Natan salve ham til konge over Israel, og I skal støde i hornet og råbe: Kong Salomo leve!  Så skal I drage op i hans følge, og han skal sætte sig på min trone. Han skal være konge i mit sted. Ham indsætter jeg som fyrste over Israel og Juda”.« 

Salomo red ind i Jerusalem på et muldyr, som hans far, David, havde sørget for til ham, og David havde bedt sine folk føre Salomo ned forbi Gihonkilden, hvor han skulle salves til konge midt i folkets jubel, og derfra indtage kongetronen i Jerusalem.

Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, de kalder ham for kong Davids søn og Israels konge, han modtager folkets jubel, og på vejen må han på et tidspunkt komme forbi Jerusalems kendte vandforsyning, Gihonkilden. Jesus stoppede dog ikke op for at blive salvet – det var han nemlig blevet dagen forinden af Maria (Joh 12,3).

Æselridning. Jubel og kongehyldest. Samme rute ind i byen. Lighederne er mange. Men hvor Salomo 1.000 år tidligere red ind til politisk og religiøs herskermagt, så rider Jesus mod døden på et kors. Han ved, hvad der skal ske. Og hvad gør han? Han tager imod deres kongehyldest og lader sig føre i et triumftog a la Salomos kroningsceremoni.

Hvorfor gør han det? Fordi han er kongen af Davids hus og slægt. Han kom til sit eget folk, det jødiske folk, han kom i Herrens eget navn. Frelsen kommer fra jøderne, og frelseren kommer nu til Jerusalem. Guds frelse i menneskenes liv kulminerer og fuldføres med ham, en jødisk mand med kongeblod i årerne.

Dom over en uskyldig konge

Men inden henrettelsen på korset, kommer Pontius Pilatus på banen. En romersk topembedsmand i det besatte Judæa. Han kalder Jesus til samtale. Og Jesus fortæller ham, at hans rige ikke er af denne verden (Joh 18,36), og derfor konkluderer Pilatus, at Jesus ikke har nogen intentioner om politisk oprør eller kaos i gaderne.

Pilatus havde desuden bevis for, at Jesus jo lige havde ladet sig anholde uden kamp i Getsemane Have. Foran ham stod derfor en mand, som ganske vist blev kaldt jødernes konge, og som ikke selv nægtede, at han var det. – men som hverken havde en hær eller et ønske om kaos i gaderne. Han var blot en harmløs æselriderkonge.

Johannes nævner udtrykkeligt, at Pilatus efter samtalen ikke finder Jesus skyldig (Joh 18,38; 19,6). Han ender dog alligevel med at tage en kynisk, realpolitisk afgørelse og beslutter, at Jesus skal henrettes, simpelthen for at forhindre uro og kaos. Men i det, som virker som en form for respekt for Jesus, vælger Pilatus den berømte indskrift »Jesus fra Nazaret, jødernes konge« over korset, og han fastholder sin beslutning, da de øverste religiøse, jødiske ledere forsøger at ændre indskriften til det anklagende: »Han sagde: Jeg er jødernes konge!«. Hertil svarer Pilatus kort og godt: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«

Hån, spot og latterliggørelse

Udtrykket jødernes konge bruges ikke kun positivt (af discipel- og folkeskaren) eller undersøgende (af Pilatus), men også decideret negativt om Jesus.

I Joh 19,2 beskrives, hvordan nogle romerske soldater først piskede Jesus og derefter fortsatte deres hån, spot og latterliggørelse af ham. De flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham, stillede sig foran ham og sagde: »Hil dig, jødernes konge!« Helt til grin. De fortsatte hånen, da han hang på korset: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«

Men han frelste ikke sig selv, og han kaldte ikke på skarer af engle med flammesværd. Han hang der for Israels skyld og for hele verdens skyld. På den måde gjorde han Guds vilje og opfyldte en lang række profetier. Han satte sit liv til.

I Joh 10 omtaler Jesus sig selv som »den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene«, og han siger: »Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem vil jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde« (Joh 10,16).

Her ser du Guds søn og verdens frelser: Jesus fra Nazaret, jødernes konge, som gav sit liv for både folden af jødiske får og de mange andre flokke af får fra alle jordens øvrige folde/folkeslag. Frelsen for alle jordens folk kommer fra jødernes konge.

Jøde var han, Guds søn og verdens frelser. Og da han opstod, ændrede han ikke identitet. Jøde er han fortsat; og som jødernes konge kommer han igen.

Jødernes konge kommer igen

Når jødernes konge vender tilbage, åbenbarer han sig ikke på et højdedrag i Mekka, Beijing, Bruxelles, Washington eller Moskva.

Han vil åbenbare sig i Jerusalem og træde frem på Oliebjerget, sådan som han forlod stedet. Og så vil han tage fat på at opfylde de sidste profetiske løfter, som er givet til det jødiske folk med hele verden for øje.

Jesus Kristus står 100 procent på mål for alle Guds løfter. De har deres opfyldelse i ham og ved ham – også de løfter til Israel, som ikke blev opfyldt med hans første komme til jorden. »For alle Guds løfter har fået deres ja i Guds søn, Jesus Kristus« (2 Kor 1,20).«

Messias opfylder Guds løfter på to måder og ad to omgange: Først »løber han en befrier« for os ved at dø på korset, og en dag i fremtiden (forhåbentlig inden længe) vil han, når han atter træder frem på jorden, opfylde de sidste løfter.

De løfter indebærer en omvendelse for det jødiske folk, som skal blive til velsignelse for alle jordens folkeslag. Kan du mærke længslen efter det?

Jesu herredømme og usynlige rige skal først spredes ud over jorden gennem kirkens vidnesbyrd – det er den virkelighed, vi lever i nu. Dernæst, når Messias som Israels konge og Davids søn vender tilbage, vil han regere synligt over jorden.

Og så skal enden komme, Herrens dag, hvor Guds sidste domme afsiges. Og Det Ny Jerusalems porte skal stå vidåbne dag og nat for Paradisets befolkning. Der skal ikke mere være nogen forbandelse, ingen volder ondt eller ødelæggelse, for jorden er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund.                

Tak til Israels konge som ved Åndens kraft har talt gennem Israels profeter, apostle og evangelister og på den måde spreder sit befrielsesbudskab ud over hele jorden gennem sit folk.