Logikken bag islamisternes had

De fleste islamister hader staten Israel. Og det er ikke bare et teoretisk had.

Israelere oplever hadet, når iranske soldater fra syrisk territorium affyrer raketter mod Golan i nord, eller når tusinder af israelske familier i sydvest må tilbringe nætter i beskyttelsesrum på grund af Hamas’ og Islamisk Jihads raketter fra Gaza.

Jøder i Europa – også i Danmark – oplever det samme had, når islamister her angriber jøder.

Ikke alle muslimer hader jøder. Men blandt islamisterne, der er tilhængere af en konsekvent eller ekstrem tolkning af islam, er antisemitismen udbredt.

For mange kristne danskere virker det islamistiske had til jøder og Israel ikke bare modbydeligt, men også vanvittigt. Men der er faktisk en vis logik bag hadet. Hvis vi ikke forstår det, bliver det svært at bekæmpe hadet.

Islam accepterer, at Gud gav landet til Abraham. Men Koranen hævder, at Abraham i virkeligheden var muslim: »Abraham var hverken jøde eller kristen. Han var en gudssøgende, der havde overgivet sig til Gud [dvs. var muslim]. Han var ikke en af dem, der sætter andre ved Guds side. De mennesker, der står Abraham nærmest, er dem, der fulgte ham; dernæst denne profet og de, der tror [dvs. muslimerne]« (Sura 3,67-68).

Islamisternes tolkning hævder, at Israels folk var vantro – noget, der blev helt tydeligt, da jøderne ikke accepterede Muhammed som Guds profet. Derfor mistede jøderne ifølge islamisterne retten til landet. I stedet gav Gud landet til muslimerne, der betragtes som de sande efterfølgere af Abraham.

Det er derfor i islamisternes øjne Allah selv, der har givet landet til muslimerne. Staten Israels eksistens er imod Allahs vilje, ja, en åbenlys bespottelse af ham. Derfor bør enhver seriøs muslim ifølge islamisterne hade staten Israel og kæmpe for dens udslettelse.

Bag islamisternes angreb på Israel ligger altså en åndelig logik, som mange danskere ikke forstår.

Men som kristne deler vi ikke den logik! Vi tror, at Bibelen taler sandt, når den siger, at det var til Israels folk, at Gud gav landet – og at Guds løfte står fast trods israelitternes fejl og fald. Derfor er islamisternes had måske nok på sin vis logisk, men det bygger på en løgn.

I en tid, hvor antallet af muslimer i Danmark vokser, og hvor en del med muslimsk baggrund kommer til tro på Jesus, er det ekstra vigtigt, at vi klart og tydeligt siger, at Gud har givet landet til Israels folk.