Ikke flere danske støttekroner til glorificering af terrorister

Udenrigsminister Anders Samuelsen har valgt at standse Danmarks økonomiske støtte til NGO’en Women’s Affairs Technical Committee (WATC). WATC har været med i projektet om et kvindecenter i byen Burqa på Vestbredden, som for nylig blev navngivet efter terroristen Dalal Mughrabi; en kvinde, som i 1978 var med til at dræbe 38 israelere ved kysten nord for Tel Aviv.

Ifølge en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet har WATC tilbageholdt oplysninger og været med til at hylde terrorister. »Jeg er forarget over, at WATC, der hævder at arbejde for menneskerettigheder, ikke bare har forherliget en terrorist, men også misbrugt tilliden fra et gavmildt folk som det danske. Det er fuldstændig uacceptabelt, og jeg kan ikke stærkt nok tage afstand fra det. Danmark og danske skattekroner må under ingen omstændigheder bruges til noget, der på nogen som helst måde forherliger eller promoverer terrorister. Derfor vil vi nu også forlange af WATC, at de betaler dansk støtte tilbage,” siger udenrigsministeren i pressemeddelelsen.

 

Den første af 24 organisationer

WATC er blot den første ud af 24 både palæstinensiske og israelske organisationer, der skal undersøges. Danmark støtter organisationerne gennem det såkaldte donosekretariat på Vestbredden, som Danmark har etableret sammen med Sverige, Holland og Schweiz. Indtil undersøgelsen er gennemført, vil der ikke blive givet penge via donorsekretariatet.

Beslutningen om at standse støtten til WTAC blev taget på baggrund af blandt andet en artikel udgivet på organisationens hjemmeside, som hylder terroristen Dalal Mughrabi som en rollemodel. Også organisationens deltagelse i åbningen og navngivningen nævnes som grund. Hvis dette danner præcedens, må det forventes, at flere organisationer kommer på Samuelsens sorte liste.

Det er meget glædeligt, at den danske udenrigsminister – og statsminister – på den måde gør op med terrorforherligelse. Der er tale om en markant ny linje i dansk udenrigspolitik, da tidligere udenrigsministre ikke har haft vilje eller mod til at gøre op med den danske støtte til organisationerne.

I pressemeddelelsen lægges der stor vægt på, at »WATC har forholdt Udenrigsministeriet centrale oplysninger«. Det er klart, at ministeriet vil understrege, at dette er helt nye oplysninger for dem. Men det, at palæstinensiske organisationer hylder terrorister, der – ifølge dem – har udøvet »modstandskamp mod Israel«, er bestemt ikke nye oplysninger. Viljen til at undersøge problemet nærmere og til at tage den politiske konsekvens er derimod ny – og tiltrængt.

 

Vil bevare godt forhold til Israel

Hverdagen med en konstant terrortrussel har præget Israel i mange år. At den islamiske terror også for alvor har ramt Europa, betyder, at der nu er en større europæisk forståelse af Israels situation. Det betyder også, at man i Europa er særdeles interesseret i at have et godt forhold til Israel og suge til sig af landets mangeårige erfaring med terrorbekæmpelse.            Dette kan være med til at forklare den nye linje i dansk udenrigspolitik. En anden forklaring kan være, at Norges udenrigsminister for nylig tog en lignende beslutning – også i forbindelse med at kvindecenteret i Burqa fik navn efter terroristen Mughrabi. At Israels premierminister Benjamin Netanyahu samtidig ringede til Lars Løkke Rasmussen for at udtrykke sin utilfredshed, var med til at lægge yderligere pres på Samuelsen.

Skal Danmark fortsætte denne linje, må det nødvendigvis få konsekvenser for landets forhold til Det Palæstinensiske Selvstyre og partiet Fatah, som også hylder terrorister.