Raketten, der reddede Batias liv

64 af hendes naboer blev dræbt den dag. To af dem var fra hendes nærmeste familie. Yderligere 18 naboer blev ført til Gaza som gidsler. 19 israelske soldater blev dræbt i kampe i kibbutzen.

Men 83-årige Batia blev ikke dræbt. Hun blev ironisk nok reddet af en af de tusindvis af raketter, Hamas sendte ind over Israel 7. oktober 2023.

Batia bor i kibbutz Kfar Aza, der ligger helt op ad grænsen til Gaza. Hun stammer fra Marokko, men har boet i Israel i mange år. Den blodige dag for godt to år siden forandrede hendes liv totalt.

Jeg har ikke selv mødt Batia. Men i oktober i år besøgte jeg og fire andre fra Ordet og Israel kibbutzen. Vi mødtes med Batias datter, Orit, og besøgte Batias hus. Vi hørte Orit fortælle sin mors historie, og den har sat sig fast i min hukommelse, så jeg tvivler på, at jeg nogensinde vil glemme den.

Dagen, der ændrede livet

Kfar Aza ligger stadig hen som en spøgelseslandsby. Det er svært at forestille sig, at der for bare lidt mere end to år siden boede over 800 mennesker her. Børn, unge, voksne og ældre havde deres hverdagsliv her med udsigt over markerne og Gaza.

Fredsbevægelsen og den israelske venstrefløj havde overvældende opbakning her. Uge efter uge kørte medlemmer af kibbutzen til grænseovergangen og hentede syge palæstinensere fra Gaza, som de gratis transporterede til behandling på hospitaler i Israel og tilbage til grænsen igen.

Områdets borgmester boede tæt på Batia. Han stillede op til kommunalvalget i 2023 med en plan om at bygge en stor industripark på selve grænsen med velbetalte jobs og sundhedsfaciliteter til palæstinensere fra Gaza. Men den 7. oktober, kort før valget, gik Hamas’ terrorister målrettet efter ham og dræbte ham. Tilsyneladende af frygt for, at hans plan kunne have fået nogle palæstinensere i Gaza til at ønske at leve i fred med deres israelske naboer.

I dag står så godt som alle huse i Kfar Aza stadig tomme. Nogle er blevet repareret. Foran nabohuset til Batias hus ligger der store tomme malerbøtter som forklaring på den nymalede facade. Men mange steder er husene stadig plettede af skudhullerne fra de hårde kampe, der rasede her fra lørdag 7. oktober til onsdag 11. oktober.

Kibbutzens ungdomskvarter blev hårdest ramt. Her står husene stadig tilbage som ruiner. Fotos af unge smilende mennesker hænger foran de sodsværtede mure og fortæller, at her blev den unge kvinde eller den unge mand myrdet.

Men Batia overlevede.

Raketten, der ødelagde og reddede

Batia og hendes lille hund, Choko, blev vækket af Hamas’ raketter tidligt om morgenen 7. oktober. Hun boede alene, men gennem telefonen var hun i kontakt med naboerne.

Terroristerne fra Gaza begyndte i den anden ende af den lille gade. De gik fra hus til hus og myrdede. Batia kunne følge deres hærgen, fordi naboernes telefoner efterhånden blev tavse.

Hun skjulte sig i det lille beskyttelsesrum inderst i huset. Orit fortæller, at hendes mor beroligede hunden og sagde: ”I dag skal vi dø, Choko; vi håber, det kommer til at gå hurtigt”. Strømmen forsvandt, og alt blev mørkt i rummet. Hendes telefon løb tør. På et tidspunkt forsvandt også Choko i larmen og kaosset. Nu sad hun helt alene og kunne bare vente på, at terroristerne nåede frem til hendes hus.

Pludselig lød der et øresønderrivende brag. En af Hamas’ raketter havde ramt direkte ned i hendes hus. Den gik gennem taget og smadrede ned i rummet lige foran det lille beskyttelsesrum. Alt blev smadret.

Batia hørte terroristerne trænge ind i huset. Hun forstod det, de råbte til hinanden på arabisk.

Da de så det ødelagte rum med resterne af raketten, opgav de at nå hen til døren ind til beskyttelsesrummet. Batia hørte dem forlade huset, men turde ikke gå ud.

I 30 timer sad hun alene i mørket i det lille beskyttelsesrum. Uden mad og drikke. Uden kontakt med omverdenen, mens skyderierne og mordene fortsatte rundt om hendes hus.

Først søndag eftermiddag nåede israelske soldater frem til hendes hus. Men hun turde ikke åbne døren til beskyttelsesrummet af frygt for, at de var terrorister, der udgav sig for at være israelere. Til sidst fik de dog overbevist hende om, at de virkelig var israelske soldater.

Så gik den gamle dame ud. Orit smiler, mens hun fortæller, at det første, hendes mor midt i ødelæggelserne spurgte soldaterne om, var, om de ikke ville have en kop kaffe og en is!

Batia blev evakueret til et hotel i det sydlige Israel. To et halvt døgn senere blev den sidste terrorist i Kfar Aza dræbt.

Gensynsglæde og påmindelse

Ti dage senere fandt nogen hunden Choko. Orit viste os en video af Batia på det lille hotelværelse, da Shoko løb ind til hende. Det var gensynsglæde midt i ulykkerne!

Batias historie er næppe blevet fortalt i medierne. Den endte jo hverken i mord eller kidnapning. Men for mig er den blevet en påmindelse om de forfærdeligt dramatiske timer den dag og de voldsomme minder og traumer, som mange israelere stadig bærer på her mere end to år senere.