Israels arabiske mindretal er en broget flok

De fleste er klar over, at Israel er en jødisk stat omgivet af arabiske nabolande. Knap så mange ved, at Israel er en jødisk stat med en arabisk befolkning på lidt mere end to millioner mennesker – svarende til cirka 21 procent af landets befolkning.

Der er partier i det israelske parlament, som udelukkende består af arabere. Der er arabiske dommere ved domstolene. Der er arabere i den israelske hær. Og ja, der er arabere på de israelske gader. Ofte er det svært – i hvert fald for mange danskere – at se forskel på jøder og arabere.

Men selvfølgelig er der en forskel. Også selvom de mange arabere er en helt integreret del af befolkningen og har alle de rettigheder, et statsborgerskab giver.

Men ligesom der er stor forskel på jødiske israelere, så er der også forskel på arabiske israelere. Faktisk er der tale om en lidt broget flok, som kan være svær at blive klog på – det vil vi ikke desto mindre forsøge her.

Efterkommerne til dem, der blev

Forklaringen på, at Israel overhovedet har en arabisk befolkning, er den simple, at der før staten Israels oprettelse i 1948 boede både jøder og arabere i området, som det tidspunkt var et britisk mandatområde. Der boede i 1947 cirka 1,2 millioner arabere i det område, der i dag er Israel, Vestbredden og Gaza.

I månederne før oprettelsen 14. maj 1948 og under Uafhængighedskrigen umiddelbart efter, hvor mange arabiske nabolande angreb Israel, forlod en stor del af den arabiske befolkning området. Mange gjorde det på opfordring fra arabiske ledere før krigen. Andre flygtede under krigen. Der er uenighed om, hvor mange der flygtede eller blev fordrevet, og hvor mange der selv valgte at rejse. Der er også lidt uenighed om, hvor mange arabere der forlod området, men de fleste kilder siger 600-750.000.

Det betød, at der efter Uafhængighedskrigens i 1949 boede cirka 150.000 arabere inden for det, der blev Israels grænser. Det er primært deres efterkommere, der i dag udgør Israels arabiske befolkning.

Ifølge Jewish Virtual Library var andelen af jøder i området 32 procent i 1947. I slutningen af 1948 var cirka 82 procent af den nyudråbte stat jøder.

En af de byer, som mange arabere forlod i foråret 1948, var Haifa. Golda Meir, der senere blev Israels premierminister i perioden 1969-1974, beskriver i sin selvbiografi »Mit Liv« fra 1975, hvordan hun i 1948 stod på stranden i Haifa og »bogstavelig talt bønfaldt araberne i denne by om ikke at forlade landet«. Hun advarede dem om, at det ville være for deres eget bedste at blive. Eftertiden har vist, at hun fik ret. Mange af dem, der rejste, endte i flygtningelejre i Jordan, Syrien, Libanon og Gaza og på Vestbredden. Deres efterkommere har i dag en langt lavere levestandard end araberne i Israel.

Østjerusalem er et kapitel for sig

Inden vi kommer til nutiden, skal vi lige stoppe op ved 1967, hvor Israel vandt en sejr i Seksdageskrigen og tog kontrol med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem.

Østjerusalem blev kort efter annekteret og blev dermed en del af staten Israel (selvom det internationale samfund ikke anerkender annekteringen). Dengang boede der cirka 66.000 arabere i bydelen. De blev tilbudt statsborgerskab, men af politiske grund takkede de fleste nej. I dag bor der cirka 350-400.000 arabere i Østjerusalem. Man anslår, at cirka fem procent af dem er israelske statsborgere. Resten har permanent opholdstilladelse/borgerskab og er inkluderet i de godt to millioner arabiske israelere. Disse permanente borgere har næsten alle de rettigheder, som statsborgere har. De betaler også skat til Israel. Men de har ikke israelsk pas, og de kan ikke stemme ved parlamentsvalg, men kun ved lokale valg – hvilket mange dog lader være med, fordi de betragter det som en anerkendelse af og samarbejde med Israel.

De kan vælge at søge om statsborgerskab. Det er der hvert år omkring 1.000, der gør. Men mere end halvdelen får afslag.

En undersøgelse foretaget i 2022 viste, at næsten halvdelen af Østjerusalems arabere, som ikke er statsborgere, godt kunne tænke sig at være det. Blot få år tidligere var den andel langt mindre.

Arabiske byer

Den arabiske befolkning er ikke spredt jævnt ud over Israel. Der er flere byer, hvor det store flertal er arabere.

Det gælder for eksempel Nazaret, som er den israelske by med flest arabere – cirka 80.000. Generelt er der mange arabere i det nordlige Israel. Her kan også nævnes byer som Umm al-Fahm og Sakhnin, hvor der primært bor arabere – henholdsvis 55.000 og 30.000.

Et lille kristent mindretal

Næsten 85 procent af de arabiske israelere er muslimer. Derudover tilhører knap 10 procent den drusiske religion, mens cirka 7 procent er kristne.

De kristne arabere er altså en minoritet inden for en minoritet. Men ser man på hele gruppen af kristne i Israel, så udgør araberne 75 procent. Det skal her nævnes, at de messianske jøder ikke regnes med i gruppen af kristne. De resterende 25 procent er derfor eksempelvis armeniere og immigranter.

Man siger, at der er cirka 130.000 kristne arabere i Israel. Næsten 15 procent af dem bor i Nazaret, hvor de udgør 25-30 procent af byens befolkning. Dermed er Nazaret den by i Israel, hvor der bor flest kristne arabere.

Der er dog også nogle få mindre byer, hvor de kristne arabere udgør flertallet. Det gælder for eksempel Fassuta, som ligger blot 3 kilometer fra grænsen til Libanon. Her tilhører flertallet den melkitiske græsk-katolske kirke. Det er i øvrigt sådan, at flertallet af de kristne arabere tilhører den katolske kirke. Kun cirka 5-10 procent er protestanter. Det svarer til omkring 10.000 personer.

Peger på Jesus

En af de 10.00 er Salim Shalash, der er præst i en protestantisk, arabisk menighed i Nazaret ved navn »Home of Jesus the King Church«. Som man kan læse på side 7, besøger han Ordet og Israels Sommerstævne til juli.

Salim har tidligere (maj 2025) fortalt til Magasinet Ordet & Israel, hvordan menigheden arbejder aktivt for at række ud med en hjælpende hånd til mennesker i Nazaret og andre steder i Israel. Et af mange eksempler på det er uddeling af mad. Hjælpen går ikke kun til de kristne, men også til muslimer og jøder, og på den måde er menigheden er stærkt vidnesbyrd om Jesu kærlighed.

På menighedens hjemmeside beskriver de, hvilken gunstig position de har som kristne arabere i Israel: »Som arabere, der tror på Jesus, har vi en unik mulighed for at dele evangeliet med muslimske arabere, fordi vi taler deres sprog og forstår deres måde at tænke på. På samme måde kan vi relatere til jødiske israelere, fordi vi er vokset op i Israel, mange har gået på et hebraisk universitet og har aftjent værnepligt.«

Hvad mener araberne om staten Israel?

Forholdet mellem arabere og jøder i Israel er ikke helt ukompliceret. Arabiske politikere i Knesset kommer af og til med udtalelser, der skaber stor vrede blandt jødiske israelere.

Ayman Odeh, der er leder af partiet Hadash-Taal, har for eksempel kaldt Israel en apartheidstat og omtalt staten som en »besættelse«. Omvendt valgte premierminister Netanyahu på selve valgdagen i 2015 at advare om, at højrefløjens magt var i fare, fordi araberne »ville stemme i hobetal«. Mange kritiserede udtalelsen for at være racistisk og udemokratisk.

Det komplicerede forhold kommer også til udtryk i undersøgelser af arabernes identitet.

Israels Centrale Statistikbureau offentliggjorde i maj 2025 resultaterne af en sådan undersøgelse. Her bad de deltagerne angive i prioriteret rækkefølge, hvad de identificerer sig som. Hele 56 procent identificerer sig først og fremmest som arabere, mens 25 procent nævner det at være muslim som den vigtigste identitet. 3 procent sætter «israelsk statsborger« øverst på listen, mens 27 procent har den på andenpladsen. Det betyder, at 70 procent ikke har identiteten som israelsk statsborger som den vigtigste eller næstvigtigste identitet.

Undersøgelsen viste også – måske lidt overraskende – at kun 14 procent havde identiteten som »palæstinenser« på første- eller andenpladsen. Den typiske arabiske israeler identificerer sig dermed primært som araber og muslim. Dernæst er der flere, der identificerer sig som israelske statsborgere end som palæstinensere.

Under krigen mellem Israel og Hamas har der også været en del undersøgelser af, hvad araberne mener. I sommeren 2024 viste en undersøgelse, at 15 procent af de israelske arabere syntes, at Hamas skulle fortsætte med at have magten i Gaza. Det vidner først og fremmest om, at flertallet af araberne i Israel også ønsker Hamas fjernet og i den henseende er enig med de jødiske israelere. Men det vidner også om, at der er et pænt stort mindretal, som har en holdning, der er stik imod staten Israels mål og interesser.

Relationen til palæstinenserne på Vestbredden

Mens mange arabiske israelere ikke i høj grad identificerer sig som palæstinensere, så er der selvfølgelig et slægtskab – politisk og historisk. Men nogle palæstinensere på Vestbredden ser skævt til araberne i Israel, fordi de har en bedre levestandard, som de har fået gennem den stat, som ifølge en del palæstinensere er en ond besættelsesmagt.

Det sker meget sjældent, men det hænder, at arabiske israelere gifter sig med palæstinensere fra Vestbredden. Det giver en del udfordringer. Blandt fordi ægtefællen fra Vestbredden har meget svært ved at få permanent opholdstilladelse i Israel.

En bølge af vold

En undersøgelse fra november 2023 viste, at hele 70 procent af araberne i Israel »føler sig som en del af staten Israel og dens problemer« (blandt jøder var andelen 94 procent).

Måske er det derfor, at hele 77 procent af araberne ønsker, at et arabisk parti bliver en del af regeringen (ifølge Israel Democracy Institutes rapport fra 2025). Noget, som 71 procent af den jødiske befolkning i øvrigt er modstander af.

Et højaktuelt område, hvor araberne føler sig glemt af regeringen, er den voldsbølge, som de seneste år har ramt de arabiske byer. Det handler især om banderelaterede drab, hvor arabere dræber arabere.

I 2025 blev der slået negativ rekord med 252 af den slags drab. I 2024 var det 202, og i 2023 var det 109. Mange af drabene begås inden for det, der kaldes familie-klaner, som bekæmper hinanden.

Mange arabiske israelere mener ikke, at regeringen og sikkerhedsmyndighederne gør nok for at standse voldsbølgen. Og mange vælger ikke at melde kriminalitet, fordi de ikke har tillid til myndighederne. Og det forstærker yderligere den negative udvikling.

En del af staten Israel

At der er arabere i den jødiske stat er altså på mange måder en helt almindelig del af hverdagen i Israel. Jøder og arabere har levet side om side i området siden før oprettelsen af staten i 1948. Det gør de også i dag – endda i temmelig god ro og orden.

Samtidig er der som nævnt en historie, der – naturligt nok – gør, at det arabiske mindretal adskiller sig fra det jødiske flertal. Religiøst og politisk. Og i deres oplevelse at være en del af det brogede fællesskab, som den israelske befolkning må siges at være.