Stærk opbakning til HoPe

Hilsen fra Judie Levy

Efter demonstrationen fik Ordet og Israel denne hilsen fra Judie Levy, en ung jødisk kvinde, som var med i arrangørgruppen – og vi blev bedt om at videregive den:

”Tak for jeres venskab og tak for jeres varme støtte til Israel og til det jødiske folk! Det er dybt, dybt rørende. I og alle de fremmødte viste os med al tydelighed, at vi ikke er alene. Den slags støtte glemmer vi aldrig. Vi ønsker at sende en inderlig tak til alle de mange, der kom langvejsfra for at deltage og vise deres støtte. Efter en dag som den, kan vi vist kun sige: Håbet lever!”

Reportage fra dagen

Landssekretær Nicklas Lautrup-Meiner deltog også. Læs her hans reportage fra dagen:

Synagogen i Krystalgade var fyldt til bristepunktet, da Ordet og Israel sammen med en lang række jødiske og kristne organisationer afholdt demonstration i København den 21. januar.

Gæster fra hele landet var kommet til hovedstaden for at stå sammen om ”håb for gidslerne”, ”håb for fred i Mellemøsten” og ”håb for Israel”.

Både Rasmus Stoklund, MF fra Socialdemokratiet, Inger Støjberg, MF fra Danmarksdemokraterne og næstformand for Det Jødiske Samfund, Jeppe Lilholt, talte stærkt imod Hamas’ angreb på Israel, hvor over tusind israelere blev dræbt i deres hjem og mange blev voldtaget og tortureret.

Ole Andersens tale

Også Ordet og Israels generalsekretær Ole Andersen holdt for første gang nogensinde tale i synagogen.

Han tog udgangspunkt i nogle ord fra besættelsestiden i Danmark. I et nazistisk blad fra 1943 blev daværende sognepræst Georg Bartholdy kritiseret. Præsten, der tre år senere var med til at stifte Ordet og Israel, skulle i konfirmandundervisningen have sagt, at Jesus var jøde, og at man som kristen derfor ikke kunne hade jøder.

Ole Andersen erklærede sig helt enig med Bartholdy og greb i egen barm som kristen.

”Desværre er der kulsorte perioder i den kristne kirkes historie, hvor lignende ting er blevet begået i kirkens navn. Netop derfor må jeg stå som kristen i dag her og på det allerskarpeste lægge afstand til det had, der eksploderede 7. oktober,” sagde han.

Men Ole Andersen sagde ikke kun nej til antisemitisme, men også til antizionisme:

”Zionismen er en fuldstændig legitim politisk overbevisning om, at jøder har ret til deres egen stat i Israel. At Israel har ret til at eksistere”, sagde han før han blev afbrudt af bifald.

Generalsekretæren sluttede af med et håb om fred for alle i Mellemøsten med et citat fra Esajas’ bog kapitel 27. Kapitlet fortæller om, hvordan Israel, Egypten og Assyrien skal blive velsignet af Gud, fortalte han, inden han sluttede direkte henvendt til de danske jøder og herboende israelere:

”I er ikke alene. Der er rigtig mange kristne, der støtter jer, bakker op om jer og beder for jer.”

Procession gennem København

Efter arrangementet i synagogen var der procession igennem Københavns gader. Med danske og israelske flag, fakler og skilte med billeder af nogle af de israelske gidsler gik forsamlingen til Israels plads. Her var der ligeledes tre taler, før arrangementet blev afsluttet med afsyngningen af både den israelske og den danske nationalsang. 

Talerne fra dagen

Se video med talerne fra synagogen her

Læs Ole Andersens tale her