Eksperter: Russisk kritik af Israel er afledningsmanøvre

Søndag kom det frem, at Rusland har planer om at fremsætte en resolution i FN’s Sikkerhedsråd, som fordømmer Israel for et angreb mod lufthavnen i Damaskus, Syrien, i sidste uge.

Sagen er dog den, at Israel ikke har taget skylden for angrebet, der satte lufthavnen ud af drift på ubestemt tid. Men den brede formodning er, at Israel står bag.


Arkivfoto: Putin hilser på Israels nuværende finansminister, Avigdor Liebermann. (Foto: GPO/Kobi Gideon)

Der kan være flere grunde til, at Rusland vil fremsætte resolutionen, som i øvrigt forventes at blive nedstemt, da der mildest talt ikke er megen velvilje over for russerne (og deres forslag) for tiden. Og den primære grund handler ifølge eksperter ikke om selve luftangrebet.

Ifølge Zvi Magen fra Institut for Nationale Sikkerhedsstudier i Tel Aviv har der den seneste tid været flere eksempler på, at Rusland har kritiseret Israel. Og han mener, at russernes mål er at »opildne konflikten her i Mellemøsten ved at tvinge Israel til at respondere (…) – med det mål at fjerne verdens opmærksomhed fra Ukraine.«

Han henviser til, at russerne for nylig har brokket sig over, at en israelsk domstol gav medhold til en israelsk gruppe, som har købt en græsk-ortodoks kirke i Østjerusalem. Rusland har også bedt Israel om at overdrage kontrollen med en russisk kirke i Jerusalems gamle bydel.

Zvi Magen vurderer, at resolutionen, der fordømmer angrebet mod lufthavnen i Damaskus, kan handle om, at Rusland vil sende et signal til Syrien og Iran. Et signal om, at de er på samme side. Den syriske lufthavn bruges flittigt af Iran, der for eksempel bruger den til transport af våben til Hizbollah. Hvilket i øvrigt er grunden til, at alle tilskriver Israel ansvaret for luftangrebet.

 

Israel vil fortsætte med at bekæmpe Iran

Efraim Inbar fra Jerusalem Institute for Strategy and Security hæfter sig ved, at selvom resolutionen ikke bliver vedtaget, er det bekymrende, at den bliver fremsat. Det kan nemlig varsle, at det fremover bliver mere kompliceret for Israel at gennemføre luftangreb mod iranske mål i Syrien. Lige nu er der nemlig en høj grad af koordinering mellem Rusland og Israel før disse angreb.

Israel har længe været forsigtige med at fordømme Ruslands invasion af Ukraine, netop fordi man ikke ville komplicere tingene i Syrien. Med den mere konfrontatoriske linje fra Rusland, kan det ikke udelukkes, at vi også vil se, at Israel i højere grad kritiserer russerne for deres handlinger i Ukraine.

De to eksperter er dog enige om, at Rusland ikke er interesseret i en større krise i forholdet til Israel.

Heller ikke Tamir Hayman fra Institut for Nationale Sikkerhedsstudier mener, at forholdet mellem Rusland og Israel vil eskalere. Han forestiller sig ikke, at russerne rent faktisk griber ind over for Israel, heller ikke selvom der skulle komme flere luftangreb. Og heller ikke selvom Israel skulle gå ud med fordømmelse af den russiske invasion. Han understreger til gengæld, at den israelske kamp mod iranske styrker i Syrien giver god mening. Det iranske forsøg på at etablere sig i Syrien kan stoppes, mener han. Angrebet mod lufthavnen er et led i den kamp. Og samtidig sender det et signal til Assad og det syriske regime om, at det har en pris at tillade iranerne at boltre sig så tæt på Israels grænse.

Der er næppe tvivl om, at Israel vil fortsætte sin kamp mod Iran.