Israel truer med større offensiv efter nye raketangreb fra Gaza

Søndag og mandag blev der affyret mere end 100 raketter fra Gaza mod det sydlige Israel. Denne gang var det ikke Hamas, som stod bag, men den næststørste terrorgruppe i Gaza, Islamisk Jihad.

Det hele begyndte søndag, hvor en terrorist fra Quds-styrkerne, som er Islamisk Jihads væbnede styrke, forsøgte at placere en bombe ved grænsehegnet ind til Israel. Israelske styrker dræbte manden.

Derefter forsøgte palæstinensere at hente liget, men det forhindrede israelerne, som selv hentede den døde mands krop. Det gjorde de med en bulldozer, som kom under angreb fra de palæstinensere, som forsøgte at forhindre den i at samle liget op. Nyhedsmedier har vist billeder af den israelske bulldozer, som samler liget op. Aktionen medførte kritik fra nogle, som mente, at metoden fra chokerende og uværdig. Forsvarsminister Naftali Bennet har forsvaret aktionen. Han vil bruge liget af Quds-terroristen i en forhandling om at få returneret liget af to israelske soldater, som Hamas menes af være i besiddelse af. De to israelske soldater hedder Hadar Goldin og Oron Shaul, og de blev dræbt i Gaza-krigen i 2014.

Hændelsen ved grænsehegnet resulterede søndag i et omfattende raketangreb fra Gaza mod det sydlige Israel. Israelerne svarede igen ved at angribe terrormål i både Gaza og Syrien. Blandt andet angreb man et våbenlager i Khan Younis i Gaza. Angrebene kostede mindst seks personer livet. Ifølge Bennet vil man ”fortsætte med at angribe, indtil der er ro igen”. Han sendte også en direkte advarsel til lederne af Hamas og Islamisk Jihad: ”Hvis roen ikke vender tilbage, er det jeres tur.”

Mandag morgen fortsatte angrebene i form af omkring 100 raketaffyringer. Cirka 90 procent af dem blev elimineret i luften af missilforsvaret Jernkuplen. Nogle landede i åbent landskab, en landede tæt på en legeplads og en anden i en have i byen Sderot. Ingen personer kom til skade.

 
Naftali Bennet fra højrefløjslisten Yamina er forsvarsminister. Han forsvarede måden, hvorpå israelske soldater tilbageholdt liget af en palæstinensisk terrorist. Det skal ifølge Bennet bruges til at få liget af to israelske soldater tilbage.

Valgløfte: Tålmodigheden er brugt

De seneste uger har premierminister Netanyahu flere gange talt om, at tålmodigheden med de evigt tilbagevendende angreb og uholdbare våbenhvileaftaler er ved at være brugt op. Han har talt om, at Israel, hvis det fortsætter, vil gå mere hårdhændet til værks for at sikre sine borgere i syd. Igen i denne omgang var han klar i mælet: ”Dette vil ikke forsætte. Hvis de ikke standser fuldstændig, vil vi være nødt til at aktivere vores plan for en større offensiv. Jeg har ikke travlt med at gå i krig. Jeg kender prisen, vores soldater og deres familier må betale.”

Forsvarsminister Bennet sagde nogenlunde det samme: ”Vi er ikke interesserede i en stor offensiv, men vi forbereder en plan, og hvis vi ikke får noget valg, vil vi aktivere den. Vi vil ikke fortælle fjenden hvor og hvornår.”

 

I dag, onsdag, er der en skrøbelig våbenhvile mellem parterne. Det betyder, at nogle veje, som har været lukket, nu er åbne igen. Mandag og tirsdag var flere skoler i området lukket på grund af de mange raketter.

 

Netanyahu og hans regeringer har været kritiseret af beboerne i det sydlige Israel for ikke at gøre nok for at standse den terror, som Hamas og Islamisk Jihad udfører. Her op til valgkampen har regeringen så skruet op for retorikken – men om det følges op af handling i form af en større offensiv – og om det i så fald bliver en regering med Netanyahu i spidsen – er endnu ikke til at sige.